Agnete Weis Bentzon

Agnete Weis Bentzons fader var højesteretspræsident A. Drachmann Bentzon, men hendes interesse for jura og kvinders retsforhold, som hun delte med storesøsteren Birgitte W.B., blev især inspireret af farfaderen, professor Viggo Bentzon. Han var formand for den fællesnordiske ægteskabskommission omkring Første Verdenskrig og en foregangsmand i spørgsmålet om kvinders ligestilling i ægteskabet. Også moderen, der underviste i knipling og bidrog til registrering og klassificering af Kunstindustrimuseets samling af kniplinger, havde stor betydning for Agnete Weis Bentzons udvikling.

Agnete Weis Bentzon blev 1936 student fra Øregård Gymnasium, juridisk kandidat 1942 fra Københavns. Universitet og 1969 Danmarks første kvindelige dr.jur. Hun tog sin doktorgrad ved Universitetet i Oslo, da afhandlingen var retssociologisk, og dette fag ikke fandtes på fakultetet i København En halv snes år senere opnåede Inger Dübeck i 1978 som den første kvindelige jurist doktorgraden i Danmark. Titlen på Agnete Weis Bentzons disputats Familiens økonomiske administration og ejendelenes tilhørsforhold i de vestgrønlandske samfund,1968, peger på de områder, hun har ydet sin bemærkelsesværdige retsvidenskabelige indsats inden for, ud over retssociologien er det kvinderetten og udviklingsretten, der belyser forholdet mellem i- og ulande. I perioden 1942-48 havde Agnete Weis Bentzon forskellige juridiske ansættelser, men det var deltagelsen i Den juridiske Ekspedition til Grønland i årtiets slutning, der kom til at præge hende fagligt og lagde grunden til hendes retsvidenskabelige pionerindsats. Hun har ydet et markant bidrag til udformningen af grønlandske retsforhold, bl.a. som sekretær for det grønlandske lovudvalg 1951-87, konstitueret landsdommer ved Grønlands landsret i Nuuk 1963-64 og redaktør af Tidsskrift for Grønlands Retsvæsen 1965-75 og igen 1986-92. Gennem sin ansættelse i Mødrehjælpen 1950-58 fik hun indsigt i og interesse for kvinders, særlig enlige mødres, sociale rettigheder og mangel på samme. Enlige mødre var stadig på dette tidspunkt en gruppe, der var udsat for megen moralsk misbilligelse. I årene 1958-74 var Agnete Weis Bentzon protokolsekretær i Højesteret, et arbejde, der var foreneligt såvel med opdragelse af fire børn som den sideløbende udarbejdelse af disputatsen.

Agnete Weis Bentzons universitetskarriere startede ved Institut for Samfundsfag ved Københavns Universitet, hvor hun ved siden af sit daglige arbejde var ansat som ekstern lektor fra 1968, siden som universitetsadjunkt og fra 1973 som forskningsstipendiat. 1974-88 var hun professor i samfundsvidenskabmed henblik på retssociologived Roskilde Universitetscenter og blev dermed den første kvindelige jurist i et professorat. Efter sin pensionering som 70-årig blev hun tilknyttet Det retsvidenskabelige Institut B under Københavns Universitets juridiske fakultet. Hun har i de senere år arbejdet med kvinderet i et udviklingsperspektiv og har bl.a. været konsulent for såvel Danida som den norske bistandsorganisation Norad og undervist i kvinderetlige diplomkurser på Universitetet i Harare, Zimbabwe.

I sin tilgang til retsvidenskaben tilhører Agnete Weis Bentzon den kritiske tradition. Hendes faglige fundament blev præget af 1930’erne, sådan som hun har beskrevet det i artiklen Glimt fra min tid som stud. jur. i 30’erne. Hendes retsvidenskabelige udvikling blev siden præget af Anden Verdenskrigs retlige konflikter. I 1950’erne var hun inspireret af jurister og sociologer fra Nordisk Sommeruniversitet, bl.a. W. Aubert, T. Eckhoff og N. Christie, og siden kvinderettens opkomst i 1970’erne har hun selv været en del af dette nordiske forskningsmiljø. Internationalt har hun deltaget i faglige miljøer som Law and Society, Critical Legal Studies, Folklore and Legal Pluralism.

Agnete Weis Bentzon er en af sin generations store juridiske skikkelser. Forankret i en solid juridisk tradition har hun formået at placere retssociologien centralt som en integreret del af retsvidenskaben, og hendes strukturelle forklaringer og analyser af kvinders retsstilling har bidraget til videnskabeliggørelse af kvinderetten som akademisk disciplin. Inden for udviklingsretten i et kvindeperspektiv har hun efter sin pensionering gennem sin indsats som forelæser og vejleder for afrikanske forskerstuderende ydet en enestående indsats. Omkring pensionsalderen flyttede hun og hendes mand i bofællesskab med sønnen Lars Bentzon Goldschmidt, svigerdatteren Gitte Lund Goldschmidt og barnebarnet Pia Sujata. I 1980 modtog Agnete Weis Bentzon Tagea Brandts Rejselegat, og som en værdsættelse og markering af hendes indsats udgav hendes kolleger 1998 festskriftet Ret og skønsomhed i en overgangstid, der også indeholder en bibliografi over hendes forfatterskab 1950-97.