Agnete Munch-Petersen

Præstedatteren Agnete Munch-Petersen blev født i Sulsted i Nordjylland, men tilbragte sin barndom og det meste af sin tidlige ungdom i Viborg. Midt i hendes gymnasieforløb flyttede familien til Ålborg, hvor hun i 1935 blev matematisk student fra katedralskolen. Kort efter flyttede hun til København for at læse til kemiingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt, det senere Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Hun afsluttede uddannelsen i 1942 og giftede sig det følgende år med studiekammeraten Jon Palmgren M.-P. Hans moder stammede fra Sverige, hvor parret bosatte sig efter brylluppet. Agnete Munch-Petersen blev ansat som ulønnet medarbejder på Lunds Universitet hos professor T. Thunberg, en af svensk biokemis store profiler på det tidspunkt. Det var her, hun første gang stiftede bekendtskab med det fag, som skulle blive hendes fremtidige arbejdsområde. Efterfølgende var hun halvdagsbeskæftiget på forskningslaboratoriet ved AB Leo Läkemedelsfabrik i Helsingborg.

I 1945 vendte familien tilbage til København, hvor det dengang var uhyre vanskeligt for en gift og dermed forsørget kvindelig akademiker med små børn at finde en stilling med fleksibel arbejdstid. Efter et vikariat på DTU blev Agnete Munch-Petersen dog i 1946 tilknyttet Neurofysiologisk Institut ved Københavns Universitet som fondslønnet videnskabelig medarbejder hos professor F. Buchthal. I 1952 flyttede hun efter eget ønske til Cytofysiologisk Institut med mulighed for at arbejde hos Herman M. Kalckar, en af landets store biokemikere og enzymologer. Stærkt inspireret af Kalckar og det internationale forskermiljø, han havde opbygget, fik hun i de følgende år sit videnskabelige gennembrud med en række meget vigtige undersøgelser af den enzymatiske omsætning af sukkernukleotiderne, forbindelser af central betydning for sukkerstofskiftet. Efter få år forlod Kalckar imidlertid landet for at slå sig ned i USA, og instituttet blev nedlagt. Det korte åremål, hun arbejdede sammen med Kalckar, fik meget stor betydning for hendes videre forskerkarriere, og hun holdt kontakten med ham ved lige til hans død i 1991. Agnete Munch-Petersen fortsatte sine studier, nu som universitetsadjunkt, ved Fibigerlaboratoriets biokemiske afdeling 1955-60. Et stipendium fra American Association of University Women muliggjorde, at hun i 1955 kunne tilbringe et år ved University of California, Berkeley, på det tidspunkt en af verdens førende forskningsinstitutioner inden for biokemi. Under dette ophold etablerede hun adskillige faglige og sociale kontakter, som hun bevarede gennem hele sit professionelle liv. 1959 erhvervede hun doktorgraden på en afhandling baseret på undersøgelser af sukkernukleotidernes stofskifte, Nukleotid-aktiverede fosforsyreestre. I 1960 blev Agnete Munch-Petersen ansat som amanuensis og lektor ved Institut for Biologisk Kemi ved Københavns Universitet. Ud over sin forskning fik hun nu ansvaret for en stor del af biokemiundervisningen ved Det Naturvidenskabelige Fakultet, og i forbindelse hermed var hun 1964-65 med til at skrive og redigere en stor dansk Lærebog i biokemi. Som følge af den eksplosive stigning i antallet af studerende på biokemistudiet i disse år blev der i 1967 opslået et nyt professorat i biokemi, og det følgende år blev Agnete Munch-Petersen udnævnt til stillingen. 1969 flyttede hun med sin nye afdeling, Enzymafdelingen, til nyindrettede lokaler på Sølvtorvet, hvor det lykkedes hende sammen med en gruppe engagerede unge forskere og studerende at opbygge et meget aktivt forskningsmiljø. I 1970’erne og 1980’erne gennemførte gruppen omfattende biokemiske, genetiske og vækstfysiologiske undersøgelser af det bakterielle nukleotidstofskifte, og Enzymafdelingen udviklede sig til et internationalt anerkendt center for nukleotidforskning. Foruden en lang række artikler i internationale fagtidsskrifter stammer fra denne periode en meget omfattende monografi over dette område af biokemien, redigeret af Agnete Munch-Petersen: Metabolism of Nucleotides, Nucleosides and Nucleobases in Microorganisms, 1983. Agnete Munch-Petersen var en usædvanlig leder, som, allerede før universitetsloven af 1970 blev vedtaget, i vidt omfang havde indført demokrati på instituttet. Hun prioriterede sit daglige arbejde i laboratoriet meget højt og var eksperimentelt aktiv lige til sin afgang i 1987. Hendes personlighed, som også rummede et socialt engagement i medarbejderstaben, var afgørende for, at instituttet blev en velfungerende og særdeles attraktiv arbejdsplads for både ansatte og studerende. Gennem hendes 19 år som professor var det altid medarbejdernes faglige succes, der for hende kom i første række.

Agnete Munch-Petersen modtog i 1968 Tagea Brandts Rejselegat, en hæder, der må have været hende særlig kærkommen. Gennem hele sit virke har hun haft en dyb interesse for fremmede kulturer, og hun kombinerede ofte sine udenlandske kongres- og studieophold med aktiviteter af mere kulturel karakter. Denne rejselyst har hun efter sin afgang fået tid til at pleje i endnu større omfang.