Agnete Engberg

Agnete Engberg stammede fra præsteslægten Engberg, hvis kulturelle og politiske interesser var gammelluthersk og grundtvigsk orienterede. Denne tradition brød Agnete Engbergs fader med, da han mødte den indremissionske præst Olfert Ricard og blev optændt af det ungdomsliv, der udspandt sig i KFUM (Kristelig Forening for Unge Mænd). I det puritanske og patriarkalske barndomshjem var Agnete Engberg den yngste af ni søskende. Hun tog realeksamen fra N. Zahles Skole og havde derefter huslige pladser i ind- og udland. Hun tog en barneplejeuddannelse og begyndte at læse til børnehavelærer på Frøbelseminariet. Mødet med rektor Jens Sigsgaards undervisning og en opdragelsesmetode, der havde respekten for det enkelte barn i centrum, blev en omvæltning for Agnete Engberg. Efter eksamen 1950 blev hun sekretær for Sigsgaard og 1950-53 lærer på seminariet, og dermed kollega til kulturradikale lærerkræfter som Sven Møller Kristensen og Bernhard Christensen.

I 1951 giftede Agnete Engberg sig, og ægtefællen Hans Jørgen Helmstedt fik først ansættelse ved ungdomsfængslet i Nyborg, siden ved Brønshøj Ungdomshus. I mellemtiden havde de fået to små piger. Agnete Engberg begyndte at arbejde i ungdomshuset sammen med sin mand, og et behov for yderligere uddannelse meldte sig. Det førte til, at hun 1958 uddannede sig til socialrådgiver. Året efter blev hun og hendes mand forstanderpar på børnehjemmet Nærumgård, og hun blev leder af hjemmets husholdning, vaskeri, gartneri, rengøring, systue, indkøb og repræsentation. Her fik hun brug for sine erfaringer fra det store præstehjem og fra sin uddannelse som pædagog og socialrådgiver. Efterhånden som medarbejderstaben blev udvidet, fik hun lejlighed til at hellige sig de to hovedområder, som særligt havde hendes interesse: De kulturelle traditioner, som hun anså for personlighedsstøttende, især for svage børn, og værn for de børn, der var uden familiekontakt. Sideløbende med arbejdet på børnehjemmet begyndte Agnete Engberg at vise interesse for undervisning, foredrag og bestyrelsesarbejde. I 1962 var hun med til at stifte Holte Børnehaveseminarium og i 1967 Københavns Børnehaveseminarium. Hun sad i bestyrelsen for begge seminarier indtil 1968, hvor hun blev opfordret til at søge en konsulentstilling i Undervisningsministeriet inden for børnehave- og fritidspædagogområdet; en stilling, som Inge Oldenburg havde haft 1959-67, og som Esther Holm derefter overtog i en kort periode.

Agnete Engberg tiltrådte jobbet på et kaotisk tidspunkt med ungdomsoprør og lovforberedende arbejde vedrørende børnehave- og fritidshjemspædagoguddannelsen. I 1966 blev den første betænkning, der foreslog uddannelsen forlænget fra to til tre år afgivet, men ikke ført ud i livet. Og i 1970 blev den fulgt op af en betænkning om efteruddannelse og seminarieplanlægning. Disse to betænkninger skulle i 1970 føres ud i praksis, og man valgte derfor at oprette en decideret undervisningsinspektørstilling, som Agnete Engberg fik. At staten nu gik ind og lovgav på området og ydede 100% tilskud til seminariernes drift, hang bl.a. sammen med et boom i antallet af seminarier siden begyndelsen af 1960’erne. Agnete Engberg gik ind i arbejdet med entusiasme og var snart involveret i børnehaveklasseudviklingen og Folkeskolens Læseplansudvalg. I forbindelse med, at uddannelsen blev gjort treårig i 1969, fik hun en markant rolle som tilsynsførende. Hun var vel tilpas i det administrative system, der var en kombination af planlægning og enkeltsager, internationalt arbejde og foredragsvirksomhed. Det blev en sand blomstringstid med megen udadvendt virksomhed, som passede fint med alenelivet, efter at Agnete Engberg var blevet skilt, og børnene var blevet store. Hun arbejdede under skiftende regeringer og oplevede store forandringer ved ministerskift. Ved jordskredsvalget i 1973, der bragte Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne (CD) i Folketinget, meldte hun sig ind i Socialdemokratiet i protest mod højredrejningen. Nogen partisoldat blev hun aldrig, men sad dog i Borgerrepræsentationen 1978-79. Som embedsmand fandt Agnete Engberg det internationale arbejde bl.a. i Europarådet, Nordisk Råd og OECD værdifuldt. Til gengæld faldt det hende vanskeligere at være tilskuer til den politiske debat om indoktrinering i folkeskolen, som lederen af CD Erhard Jakobsen havde startet. Debatten førte til nedsættelse af regeringens børnekommission, hvor Agnete Engberg blev næstformand 1975-81. Hun blev endvidere formand for skolestartsudvalget 1975-78. I 1980 begyndte en vis afmatning i planlægningsaktiviteterne, men det lykkedes Agnete Engberg at opnå en kvalitativ forbedring ved at få ansat faglige medarbejdere i alle fag. Imidlertid medførte regeringsskiftet i 1982, at Bertel Haarder blev ny undervisningsminister. Han nedsatte et revisionsudvalg til både lærer- og pædagoguddannelsen, seminarier blev nedlagt og sammenlagt, og strukturændringer i Undervisningministeriet blev gennemført.

I 1991 efter 23 år som undervisningsinspektør tog Agnete Engberg sin afsked. Hun sluttede sin karriere af med oprettelsen af Center for Småbørnsforskning, og et festskrift Pædagogik og kultur blev samme år udgivet til hendes ære. Agnete Engberg var selv en flittig skribent, der bl.a. udgav Etik og pædagogik, 1984, og bidrog til Dagligliv i Danmark i vor tid, 1988, og Early Childhood Toward the 21st Century, 1990. Hendes faglige og politiske synspunkter har ofte været kontroversielle, og som modstander af EU har hun bl.a. talt ved grundlovsmøder. Efter sin pensionering har hun især beskæftiget sig med børnekultur, folklore og pædagogisk historie.