Aase Hauch

Aase Hauch voksede op i Jonstrup, hvor hendes fader var lærer på seminariet. Det betød, at hun allerede som barn og ung levede i et miljø, hvor interessen for børn og diskussioner om opdragelse og pædagogik var en naturlig del af dagligdagen. Efter at være blevet student fra Lyngby Statsskole i 1936 var hun et år i Vedersø præstegård hos Lise og Kaj Munk som “litterær barnepige”. Derefter valgte hun at uddanne sig til børnehavelærerinde på Kursus for Småbørnspædagoger, hvor hun blev inspireret af og nært knyttet til Sofie Rifbjerg, der havde startet kurset i 1928. Resten af livet arbejdede hun med småbørnspædagogik, og hun blev en af initiativtagerne til Danmarks, og dermed verdens, første lilleskole.

Efter endt uddannelse blev Aase Hauch i 1939 ansat som leder af børnehaven på Ingrid Jespersens Skole. I 1946 åbnede hun sin egen børnehave i sit hjem i Brønshøj. Denne lille, private børnehave blev kendt og besøgt af mange både danske og udenlandske pædagoger på grund af den nye form for småbørnspædagogik, som hun praktiserede. Hun ønskede at skabe et “børnested” med et mindre stift system, end tidens børnehaver normalt kendte til, og lagde stor vægt på at udvikle børnenes kropslige og musisk-kreative evner, som alle senere har erkendt er særdeles vigtige for børns udvikling. Det var de samme principper, hun slog til lyd for på Kursus for Småbørnspædagoger, da hun i 1949 blev lærer der, og som blev fulgt op, da hun udnævntes til leder af de nyoprettede efteruddannelseskurser for børnehave- og fritidspædagoger på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og derved fik stor indflydelse på udformningen af en moderne småbørnspædagogik i Danmark.

I 1949 startede Aase Hauch sammen med sin mand Erik Kaufmann og en kreds af gode venner og meningsfæller Friskolen af 1949. Hun ville nok selv mene, at det ikke er korrekt at fremhæve hendes indsats frem for vennernes. Alle i gruppen var pædagogisk interesserede, om end med forskellige indfaldsvinkler. De tilhørte de kulturradikale kredse af borgerskabet, flere af dem havde deltaget i modstandsbevægelsen, og de delte skuffelsen over, at 1930’ernes demokratiske signaler og nytænkningen på det pædagogiske område udelukkende havde sat sig spor i børnehavekredse. Samtidig var deres egne børn ved at nærme sig skolealderen, og de ønskede at give børnene en bedre skolestart end den, de mente, de store kbh.ske kommuneskoler kunne byde på. Lilleskolen var dog næppe blevet den succes, den blev, uden Aase Hauchs indsats. Hvor andre i kredsen kunne bidrage med teoretisk viden om bl.a. musik, psykologi og bevægelsespædagogik, så havde hun sine erfaringer fra børnehaven og evnen til at kombinere en høj grad af professionalisme med en smittende begejstring samt et ukueligt mod til at starte på bar mark og gøre radikalt op med “skolen som kundskabspumpe”. Hun troede på sin sag og havde de kræfter og det overskud, der skulle til for at få skolen i gang. Både praktisk og i diskussioner med skeptikerne var hun “rorsmanden” på holdet. I den lille skoles første bestyrelsesprotokol lyder formålet i al beskedenhed: “Vi vil fortsætte den opdragelse, vi har påbegyndt i hjemmene, vi vil begynde ganske beskedent og så se, hvordan sagerne udvikler sig.” Og “sagerne” udviklede sig! Lilleskolebevægelsen tog fart, ikke mindst op igennem 1960’erne og 1970’erne. I 1998 var 47 skoler medlemmer af Lilleskolernes Sammenslutning. Men nok så vigtigt er det, at de tanker, der lå bag den første lilleskoles oprettelse, efterhånden vandt gehør i brede skolekredse, således at den offentlige skole i dag rummer meget af det, Aase Hauch og hendes venner i sin tid savnede.

Som en af de ivrigste forkæmpere for en rigere børnekultur har Aase Hauch siden 1940’erne været en central person, både i praksis som inspirator og, ofte sammen med sin mand, som debattør. Hun har været der, hvor tingene skete, haft mod til at føre sine idéer ud i livet og har samtidig kunnet bevare en rolig, frisindet, aldrig doktrinær holdning. Få har som hun været med til at forandre danske børneinstitutioner til det, hun kaldte “børnesteder”. Det var nødvendigt, for som hun og hendes mand skrev i radiogrundbogen Børnene i velfærdssamfundet, 1964, så har samfundet forandret sig så betydeligt, at familien ikke længere alene kan bære hovedansvaret for børnenes opvækst: “Der skal andre og nye kanaler til at lede børnene ind i samfundet,” bl.a. skolen, som er “landets første og største børneinstitution”. Ved hendes afsked fra DLH i 1984 udgav kolleger festskriftet Småbørn i menneskehænder.