Åse Lund Jensen

Åse Lund Jensen voksede op i Viborg sammen med lillebroderen Keld Sørensen, der som ung tog til Kenya for at blive farmer. Moderen var en hårdt arbejdende kvinde, som på sin egen facon forsøgte at kompensere for den vidtløftighed, der ofte prægede faderen. I 1940 blev Åse Lund Jensen student fra Viborg Katedralskole, og snart efter søgte hun til København, hvor hun drømte om at komme til at arbejde med mode. Det førte til en læreplads i stormagasinet Illum, hvor hun 1940-42 blev uddannet i haute couture-syning. Efter nogle år søgte hun ind på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra hun tog afgang som reklametegner i 1950. Kort efter giftede hun sig og rejste med sin mand civilingeniør Palle Jensen til Grønland, hvor han havde fået stilling ved Grønlands Tekniske Organisation. Her fødte hun sønnen Niels og fattede interesse for områdets klassiske perle- og skindmønstre. Senere rejste parret en del i Island, hvor hun blev fascineret af de gamle strikkede sjaler, som hun målte op og siden rekonstruerede. Det, der for alvor sporede hende ind på strik, var udformningen af en lille bog Moderne strik efter danske almuemønstre som hun udarbejdede sammen med Karen Lind Petersen i 1959. Året efter etablerede hun sit eget værksted med hovedvægt på kollektioner i strik. Skønt hun selv lærte meget af at analysere tidligere tiders strik, var hun kritisk over for den tendens, der gjorde, at man i stedet for at skabe nyt valgte at kopiere. Samtidig irriterede det hende, at garnfabrikanterne i højere grad vendte sig mod udenlandske forlæg end indgik samarbejde på dansk grund.

En væsentlig inspirationskilde for Åse Lund Jensen blev det såkaldte Færøstrik, der med flere farver og høje krav til strikkefærdighed talte til hendes fornemmelse for teknik og præcision. Hun videreudviklede flerfarvestrikken, ofte benævnt Jacquardstrik, og skabte en hel stil omkring mønsterkombinationer og rytmiske indtagninger, der indgik i kompositionen. I 1968 fulgte hun undervisningen på Københavns Tilskærerakademi, hvilket ledte frem til en ansættelse som designer ved Illums håndarbejdsafdeling 1968-70. Hun søgte om optagelse i Den Permanente, et initiativ fra 1931 med det formål at markedsføre og sælge dansk kunsthåndværk af høj kvalitet. I første omgang fik hun nej med henvisning til sine garnfarver, der blev betragtet som værende for grelle. Afslaget fik hende til at indlede et samarbejde med Henrichsens Uldspinderi i Skive, og den afstemte farveskala, hun udviklede ud fra plantefarvede garner, forhandles stadig i dag. Åse Lund Jensen havde flere udstillinger, bl.a. i Nordens Hus i Reykjavik 1971, Den Permanente 1972 og på Herning Museum og Kunstindustrimuseet 1974. Desuden underviste hun på Husflidshøjskolen i Kerteminde 1971-73, Skals Håndarbejdsskole 1973, hvor hun traf Marianne Isager, og på Danmarks Lærerhøjskole 1975-76. Hun modtog flere legater og stipendier, bl.a. fra Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde 1971, Statens Kunstfond 1972 og fra Nationalbankens Jubilæumsfond 1974.

Med udgivelsen af bogen Strikning, 1974, markerede Åse Lund Jensen sig som en mester i strikningens kunst. Hendes mange undersøgelser, beregninger og strikkeforsøg var her samlet i en form, der gjorde det muligt for andre at arbejde videre. Et sådant pædagogisk syn på strikning var ikke tidligere set herhjemme. Enhver, der har prøvet at strikke eksemplerne fra bogen igennem, ved noget om, hvor meget der kan lade sig gøre i strik. Bogen var bemærkelsesværdig, fordi den anlagde et nyt professionelt syn på strikning, hvor kravet om teknisk forståelse og kunnen var grundlaget for udviklingen af strikningen som selvstændig arbejdsform, der omfattede design, beregning og udførelse. Dette i modsætning til den industrielle designproces, hvor designeren fastlægger materialer og form, mens arbejderen udfører selve processen. Det var karakteristisk for Åse Lund Jensen, at hun på den ene side var optaget af at nedtegne gamle mønstre og rekonstruere den nødvendige tekniske kunnen, samtidig med at hun var fascineret af de eksperimenter, der i begyndelsen af 1970’erne fandt sted blandt strikkere, primært i USA og England. Blandt hendes forbilleder var Mary Walker Phillips, der udfordrede den strikkede flade ved at trække maskerne lange, indføje perler, sten o.a. for til sidst at afstive eller udspænde det strikkede til en billedmæssig flade. Denne påvirkning kom tydeligt frem i Åse Lund Jensens egen bog Strik noget andet, 1976.

Åse Lund Jensens sidste separatudstilling fandt sted på Ordrup Bibliotek i 1975. Samme år fik hun Dansk Kunsthåndværks Årspris for sit enestående og evigt eksperimenterende arbejde. Sammen med kollegerne Annette Juel, Susan Holm, Lisbeth Have og Tusta Wefring åbnede hun butikken Opus i Store Kongensgade, men nåede ikke at følge projektet til dørs, da hun blev ramt af en kræftsygdom i 1976. Umiddelbart før sin død ordnede hun med stor omhu alting omkring sig, bl.a. Isagers overtagelse af hendes virksomhed.