Yvonne Herløv Andersen

Faktaboks

Yvonne Herløv Andersen
Født
11. september 1942, København
Arbejdsliv
Minister, kommunalpolitiker, forstander, socialpædagog, folketingsmedlem og amtsrådsmedlem
Familie

Forældre: maskinsnedker Sven Aage Herløv Larsen (1909-94) og herreskrædder Åse Lintrup Sørensen (1917-83).

Gift 1. juni 1963 med Arne Knud Andersen, født 27. april 1938 i Vestervig sogn Ægteskabet opløst 1968.

Gift 24. juli 1990 (b.v.) med forstander Birthe Merete Smedegaard Knudsen, født 11. april 1944 i København, d. af bygningssnedker Jens Peder Hansen og ekspedient Else Marie Kristensen.

Børn: Martin (1964), Dorthe (1966).

Artikelstart

Yvonne Herløv Andersen voksede op på Nørrebro. Hendes moder, der var fabrikssyerske, blev blind i en tidlig alder, og allerede som 12-årig måtte Yvonne Herløv Andersen fungere som husmoder i hjemmet, hvor der også var en ældre broder. Hun forlod skolen efter 7. klasse, selvom hun gerne ville have læst videre, og hun har senere beklaget, at hun ikke fik en akademisk uddannelse. Det lå i luften, at hun skulle have et job med at passe andre, og hun tog en uddannelse i barnepleje 1960-61. Hun giftede sig og fik to børn, men blev skilt efter fem års ægteskab. I 1970 startede hun på uddannelsen til socialpædagog på Københavns kommunes personalehøjskole på Islands Brygge. Det var ikke et særligt ønske, men et revalideringstilbud, hun fik som enlig moder. I studietiden var hun formand for De Omsorgsstuderendes Landsråd 1972-73. Yvonne Herløv Andersen blev hurtigt socialpolitisk aktiv og har gennem årene engageret sig i en række foreninger og organisationer på det sociale område. Hun blev ansat på Vangede Børnehospital i 1973 og avancerede i 1975 til afdelingsleder. I 1981 flyttede hun til Vestsjælland som afdelingsleder på Andersvænge, og i 1987 blev hun forstander for Brinken, en institution for autistiske og skizofrene voksne og unge. Hun konverterede i midten af 1980’erne til katolicismen.

Politisk kom Yvonne Herløv Andersen fra et socialdemokratisk miljø, men bakkede op om Erhard Jakobsen, da han stiftede Centrum-Demokraterne (CD) i 1973. Hun var medlem af Folketinget for CD 1977-79, 1981-84, 1987-88 og var også kommunalpolitisk aktiv som medlem af Gladsakse kommunalbestyrelse og Københavns amtsråd 1974-78, Vestsjællands amtsråd 1982-93 og Dianalund kommunalbestyrelse 1989-93. 1979-89 var hun tillige partisekretær i CD. Hun har vist sig som en meget handlekraftig person med et politisk engagement, som bygger på en social indignation. I Folketinget fik hun som formand for socialudvalget 1982-84 tilnavnet Røde Mor på grund af sit sociale engagement og sin vilje til at samarbejde med alle, inklusive venstrefløjen.

Efter fyringen af Bente Juncker i 1994 blev Yvonne Herløv Andersen udnævnt til socialminister, en post, der passede hende fint, fordi hun kendte området fra sit arbejde i socialsektoren og var inde i problemerne. Som socialminister var hun bl.a. med til at bane vejen for Børnerådet, der blev nedsat i 1998. Efter regeringsomdannelsen i forbindelse med valget i 1994 og indtil CD trådte ud af regeringen i 1996, var hun sundhedsminister. På denne post ønskede hun især at gøre noget for psykiatrien. Hendes erfaringer fra mange års arbejde med psykisk syge gjorde hende i stand til at udtale sig klart og uden omsvøb, en stil, som ikke altid er den mest hensigtsmæssige for en politiker, men hun er blevet anerkendt for sin ligefremme facon og en tør og bramfri humor. Ledelsen af Sundhedsministeriet indebar også et opgør med medicinaldirektør Palle Juul-Jensen, der efter flere års uro i Sundhedsstyrelsen, bl.a. om aids-politikken, måtte fratræde sin stilling i 1995. Han kvitterede med i bogen I statens tjeneste, 1996, at afsløre både Yvonne Herløv Andersen og hendes forgænger Torben Lund som homoseksuelle, og da de begge efterfølgende offentligt vedgik deres seksuelle orientering, blev Yvonne Herløv Andersen således Danmarks første åbent lesbiske toppolitiker. Denne position synes ikke at have svækket hendes popularitet. I 1998 kom hun igen i Folketinget og blev formand for sundhedsudvalget. Blandt hendes øvrige tillidsposter kan medlemskab af bestyrelserne for Aids-Fondet og Gigtforeningen nævnes. Hun blev kommandør af Dannebrogordenen 1995.

Beskrivelser og portrætter af Yvonne Herløv Andersen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Folketinget.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig