Faktaboks

Ville Jais-Nielsen
Vilhelmine (Ville) Jais-Nielsen
Født
1. maj 1886, Randers
Død
7. november 1949, Gentofte sogn
Arbejdsliv
Maler
Familie

Forældre: købmand Carl Oppenheim (1841-1933) og Jeanette Cohn (1855-1924).

Gift 6. november 1920 (b.v.) med maler, keramiker Johannes Knud Ove J.-N., født 23. april 1885 i København, død 8. november 1961 i Gentofte sogn, s. af grosserer Knud N. og Ane Ottosen.

Børn: Lise (1922), Ole (1924), Henrik Peter (1930).

Ville Jais-Nielsen voksede op i et købmandsmiljø i Randers. Allerede som 19-årig forlod hun fødebyen for at påbegynde en kunstnerisk uddannelse i København, hvor hun i årene 1905-07 var elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. 1909 var hun i lære i Georg Jensens Sølvsmedie, og siden arbejdede hun som porcelænsmaler hos Bing & Grøndahl i perioden 1910-12. Hendes lyst og evner rakte dog videre end til kunsthåndværket, og i 1912 tog hun til Paris for at blive elev af den kendte franske maler O. Friesz. Forældrene i Randers så sig formodentlig ikke i stand til at bekoste Pariseropholdet, som i stedet blev finansieret af den ældre bror Sophus Oppenheim, som hun forgudede, og hvis støtte på dette vigtige tidspunkt hun aldrig glemte. Ville Jais-Nielsen tilhørte, som en af få kvinder, kredsen af tidlige modernister, der besøgte Paris før Første Verdenskrig for at se og opleve fauvismen og kubismen, der på dette tidspunkt havde sit centrum der. Siden vendte hun tilbage til København, hvor hun i 1913 blev elev af tidens førende danske avantgardekunstner Harald Giersing. Endelig var hun i 1914 elev af den norske maler H. Sørensen i Oslo. Især Giersings undervisning fik betydning for hende. Han havde været i Paris allerede i 1906-07 og blev efter sin hjemkomst den store inspirator for unge, progressive kunstnere. I perioden op til sit ægteskab i 1920 udførte Ville Jais-Nielsen bl.a. en serie overordentlig fine tegninger og akvareller, som viser en selvstændig tilgang til det kunstneriske medium, om end Giersings indflydelse ganske naturligt kan fornemmes. Ville Jais-Nielsen var en yderst selvstændig ung kvinde med en klar fornemmelse for, hvor hun skulle søge de kunstnere og det miljø, der kunne virke inspirerende på hendes kunstneriske udvikling.

Efter sit giftermål med maleren og keramikeren Johannes J.-N. fik Ville Jais-Nielsen yderligere afløb for sin rejselyst. Sammen med sin mand rejste hun til Paris i 1920 og 1925, ligesom parret bl.a. var i Italien, Grækenland og Spanien. Årene 1943-45 tilbragte hun i Stockholm som flygtning på grund af sin jødiske herkomst. Ved flugten måtte hun efterlade ægtefælle og tre børn i Danmark. Adskillelsen fra familien var hård, men perioden blev dog på sin vis yderst frugtbar. Det svenske kunstmiljø var gavnligt for hendes videre udvikling, hun fandt mange venner blandt kunsteliten, ligesom der, uden familielivets daglige krav, var rig anledning til at fordybe sig i arbejdet, hvilket udmøntede sig i en stor kunstnerisk produktion. Mens Ville Jais-Nielsens tidlige farvestærke og rytmisk bevægede malerier var påvirkede af hendes elevforhold til Giersing, først og fremmest i brugen af den sorte farve, er de senere billeder lysere i farveholdningen med stor fornemmelse for lysets indvirkning. Hun udførte mange portrætter og fik i 1947 Danmarks fineste maleranerkendelse Eckersbergs Medaille for portrættet af det ældste barn, den 25-årige Lise. Allerede i 1945 havde hun fået tildelt den ærefulde Bindesbøll Medaillen. Ved siden af portrætter har hun malet interiørbilleder og landskaber, bl.a. fra Bornholm. Fra sin tidligste udstilling i 1916 på Kunstnernes Efterårsudstilling fortsatte hun jævnligt gennem årene med at udstille på stedet, ligesom hun var en hyppig gæst på Charlottenborgs Forårsudstilling. Hun fulgte således det etablerede kunstudstillingsmønster i modsætning til sin læremester Giersing. Ud over gruppeudstillinger havde hun en del separatudstillinger, ligesom hun flere gange udstillede sammen med sin mand.

I 1949 viste Ville Jais-Nielsen sine billeder på en stor retrospektiv udstilling i Den frie Udstillingsbygning. En enig presse roste hendes arbejder og satte store forhåbninger til hendes videre kunstneriske fremtid. Det synes, som om Ville Jais-Nielsen på dette tidspunkt var ved at frigøre sig fra skyggen af den meget stærke kunstner, hun havde som ægtefælle. Skønt han var sin kone en loyal støtte, kunne det ikke undgås, at hun følte sig underlegen som kunstner i forhold til denne vitale og på mange måder dominerende mand. Hun så op til ham og havde ikke tilstrækkelig tiltro til sine egne evner trods en stor omgangskreds, der satte hende højt både som menneske og som kunstner. I 1949 opholdt parret sig i den lille sydfranske by Vence, hvor Ville Jais-Nielsen malede nogle af sine stærkeste og mest personlige billeder, som synes at bære vidnesbyrd om, at hun var ved at genvinde den selvstændige holdning til sin kunst, som sporedes i de tidlige arbejder. Den dramatiske flugt til Sverige, som først lykkedes efter to forgæves forsøg med fiskerkutter fra Gilleleje, og ændringen fra et trygt borgerligt familieliv i Hellerup til flygtningestatus i en alder af 57 år havde imidlertid tæret på hendes fysik. Hun døde i 1949, kun få måneder efter sin store succes med separatudstillingen på Den frie og et par måneder efter de skelsættende værker, udført i Vence.

Beskrivelser og portrætter af Ville Jais-Nielsen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig