Vibeke Sperling

I 1998 blev Vibeke Sperling, som den første kvinde, udenrigsredaktør for et stort, landsdækkende dagblad. Dette på trods af at hun ikke er uddannet journalist og aldrig fik gjort sin universitetsuddannelse færdig. Barndomshjemmet i Ålborg bar præg af forældrenes vidt forskellige baggrund. Faderen, en forarmet tysk adelsmand, var meget klassebevidst og konservativ, mens moderen kom fra et solidt socialdemokratisk miljø, hvor man gerne havde set, at hun fik en uddannelse. I stedet giftede hun sig med byens libertiner, blev hjemmegående og fik tre børn, hvoraf også Ruth S. blev journalist. Da Vibeke Sperling var fem år, blev forældrene skilt, og børnene flyttede til Skive med moderen, der fik job på telefoncentralen. I 1963 blev Vibeke Sperling klassisksproglig student fra Viborg Katedralskole, hvorefter hun var au pair i Rom et år. I 1964 begyndte hun at læse klassisk arkæologi på Århus Universitet. Et års studieophold i Tyrkiet vakte hendes sociale engagement, og interessen for andre kulturer blev yderligere styrket gennem rejser i Central- og Østeuropa og et sommerjob som rejseleder, bl.a. i det tidligere Jugoslavien, hvor hun lærte sig serbokroatisk og deltog i selvforvaltningsmøderne i hotelkomplekset.

Vibeke Sperling, der som store dele af den danske venstrefløj blev dybt fascineret af den jugoslaviske samfundsmodel, begyndte at læse slaviske sprog og var 1974-78 undervisningsassistent på Århus Universitet og Roskilde Universitetscenter. Da hun derefter fik en stilling som Østeuropamedarbejder på Information, forlod hun universitetet uden kandidateksamen. Studenterpolitisk havde hun bl.a. været aktiv som international sekretær i Studenterrådet i 1968, hvor der også opstod antiautoritære oprør i Østeuropa. Året efter blev den østtyske dissident Wolf Biermann udnævnt til æreskunstner af Studenterforeningen i Århus. Da han ikke kunne få tilladelse til at rejse til Danmark og modtage prisen, var Vibeke Sperling blandt dem, der smuglede et bånd med en sang, han havde komponeret til lejligheden, ud af Østtyskland. Partipolitisk tilsluttede hun sig Venstresocialisterne, der blev dannet i 1967. Hun valgtes på den første kongres til hovedbestyrelsen og repræsenterede ofte partiet på møder rundt omkring i Europa i disse år. Ligesom resten af venstrefløjen var Vibeke Sperling imod, at Danmark trådte ind i EF i 1973, fordi hun mente, at EF cementerede delingen af Europa. Siden østblokkens sammenbrud i 1989 har hun imidlertid været blandt fortalerne for en heling af Europa gennen udvidelse af EU.

Vibeke Sperling var ansat på Information 1978-87, fra 1983 som chefredaktør i et meget vellykket teamwork med Torben Krogh. 1981-82 var hun korrespondent i Moskva, og hun måtte før afrejsen over hals og hoved gifte sig med sin kæreste, fotografen Lars Lauridsen, for at familien kunne få visum. På grund af skattelovgivningen, som ikke var indrettet til, at kvinden tjente mest, blev de skilt igen og måtte siden bo adskilt, når de arbejdede i Moskva. Vibeke Sperling tog ofte sin datter med på arbejde, og russerne, der var vant til mandlige journalister, blev mere åbne, når de skulle forholde sig til en kvinde med et barn. Hendes kritiske og dybdegående analyser af Sovjetsamfundet og ikke mindst synliggørelsen af den systemkritik, der faktisk foregik, betød en højnelse af Østeuropadebatten på den danske venstrefløj i 1980’erne. I 1987 søgte Vibeke Sperling orlov for at arbejde som Sovjetmedarbejder på Danmarks Radios (DR) Orientering. Hun fik nej og sagde op. Det nye job gav hende rig mulighed for at rejse i Øst- og Centraleuropa i en periode, hvor alt i disse lande ændrede sig. Da hun 1993-97 var udstationeret i Moskva for Radioavisen og Orientering, følte hun det som et privilegium at kunne sidde i første parket og følge en nations fødsel og formidle processen til den danske offentlighed.

Vibeke Sperling har altid meget bevidst forsøgt at give sine interview og reportager et præg af den hverdag, almindelige mennesker lever i. Frem for at søge bekræftelse har hun opsøgt det overraskende, fx ved at stille spørgsmål til folk på gaden, hvor der altid er nogen, der siger noget uventet. Hendes store kontaktnet afspejler sig også i de bøger, hun har skrevet og bidraget til, bl.a. DRs udgivelser Jugoslavien i stykker, 1992, og Sovjetimperiet i opløsning, 1991, der bygger på radioudsendelser fra de pågældende lande. Vibeke Sperlings journalistiske integritet har skabt en respekt om hende, der går på tværs af politiske skel og har medført, at Det Udenrigspolitiske Selskab bad hende blive redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs. Her fik hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2s udenrigspolitiske magasin Udefra, og siden 1998 har hun været udenrigsredaktør på Politiken. Vibeke Sperlings dækning af østeuropæiske forhold, som har haft afgørende betydning for en kvalificeret debat i den brede offentlighed, førte til, at hun modtog Publicistprisen i 1990. Hun fik Den Berlingske Fonds Journalistpris i 1992.

Vibeke Sperling er en udpræget europæer. Hendes mange udlandsrejser og utallige kontakter har præget hende meget dybt, måske dybere end hendes erfaringer herhjemmefra. Hun føler sig mere “vi” med europæere end med mange danskere og er overbevist om, at fremgang i Øst- og Centraleuropa og den tredje verden forudsætter europæisk samarbejde. Vibeke Sperlings styrke udspringer af kombinationen af professionel integritet og politisk engagement, som har betydet, at hun i hele sin journalistiske karriere har haft en enestående gennemslagskraft i den danske offentlighed.