Vibeke Mencke Nielsen

Vibeke Mencke Nielsen ville oprindelig være arkitekt, men lysten til billedkunst og kortvarig undervisning 1957-58 hos malerne Erling Frederiksen og Preben Hornung gjorde det klart, at det var kunstner, hun skulle være. 1958-64 fortsatte hun sin uddannelse på Kunstakademiet under professorerne Søren Hjorth Nielsen og Holger J. Jensen. Vibeke Mencke Nielsen har arbejdet både som grafiker og maler, men betegnelsen billedkunstner er mere dækkende for hendes bredspektrede kreative aktiviteter. I 1964 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, og derefter har hun jævnligt deltaget i gruppeudstillinger, bl.a. som medlem af Kammeraterne, og haft adskillige separatudstillinger.

Udlandsrejser mellem 1959 og 1992 afsatte varige spor i Vibeke Mencke Nielsens kunst, ikke mindst studierejser til Grækenland og Tyrkiet i 1960 og Grækenland 1972 samt en række ophold på San Cataldo i Italien fik motivisk betydning og var en inspirationskilde i selve arbejdsprocessen både i de grafiske arbejder og i værker inden for andre medier. Motivkredsen i hendes grafik og maleri udgjordes i begyndelsen af portrætter og landskaber, men blev senere udvidet til de nære, hverdagsagtige ting, det omgivende rum og naturobjekter. Arbejdsprocessen i de grafiske arbejder er foregået som kontemplative og analyserende faser, hvor indtryk blev bearbejdet præcist og detaljeret til strukturer, der i nogle værker har klar forankring i virkeligheden, mens de i andre synes at opløses og nærme sig abstraktionen. Fra 1950’ernes og 1960’ernes sarte, naturalistiske koldnålsraderinger, der søgte mod afbalancering af den ydre lighed og fri abstraktion, eksperimenterede hun efter en Norgesrejse i 1968 med en række landskaber i linoleumssnit, udført med stor stoflighed i udtrykket. Et samarbejde med kobbertrykker Brian Christensen gav mulighed for fordybelse i kobberets muligheder og større kunstnerisk eksperimenteren. 1970’erne blev en frugtbar arbejdsperiode, der bl.a. resulterede i en stor separatudstilling i Clausens Kunsthandel 1973. Vibeke Mencke Nielsens udtryksform spænder således fra den nærmest naturalistiske, fx i nogle portrætter, til det mere abstrakte og symbolfyldte i de grafiske arbejder. Denne arbejdsform er kommet stærkt frem i værker udført under flere ophold på Skejten, et fredet landområde på Lolland ved Guldborgsund. Stedets særlige atmosfære og rige natur med 500 år gamle egetræer som inspiration har været af uvurderlig betydning for hendes kunstneriske arbejde. Det kom bl.a. til udtryk i en serie ætsninger Strandlandskab, 1976, med en død svane som et gennemgående motiv, bl.a. vist som et aftryk i strandens sand, og modelleret op af strukturer i Vibeke Mencke Nielsens karakteristiske stregføring, bestående af helt korte, tætte linier. I de senere år har hun malet skyggebilleder med udgangspunkt i begrebet fravær, bl.a. i serien Windows I-IV, 1994, hvor motivet fremstår som tilsyneladende geometriske former i klare farver. Hun har ligeledes malet billeder, hvor naturoplevelser forenkles til spinkle karakteriserende liniestrukturer eller til farvede, nærmest kalligrafiske tegn.

Vibeke Mencke Nielsen har udført en række udsmykninger, bl.a. en togvogn for DSB og hovedværket Tidsfrise, 1992, bestående af ni monumentalmalerier i Håndværksrådets mødelokale. I 1997 udvidede hun arbejdsområdet til også at omfatte tredimensionel udsmykning. I forbindelse med den nye udbygning af universitetet på Amager fik hun til opgave at projektere en 21 m høj delvis transparent, delvis reflekterende stele som vartegn for både universitetet og biblioteket. Det blev et harmonisk, diskret kunstværk i klart glas med sorte og blå felter formet over grundformerne cirklen, firkanten og trekanten. At hun netop valgte spejlinger var ikke et øjebliks inspiration. Tværtimod har hun igennem årene tegnet og raderet spejlinger og spejlbilleder og været tiltrukket af deres uvirkelige stoflighed.

Sideløbende med sit kunstneriske arbejde var Vibeke Mencke Nielsen medarbejder ved Socialforskningsinstituttet 1964-71 samt freelancemedarbejder ved Danmarks Radio 1983-87. Hun har haft en lang række faglige hverv og tillidsposter, bl.a. var hun 1987-90 formand for Akademirådet og præsident for Kunstakademiet. I 1989 overtog hun professoratet i grafisk kunst og blev dermed Kunstakademiets første kvindelige professor, en stilling, hun beklædte indtil 1998. Sin store interesse for formidling af kunst har hun udfoldet som medlem af repræsentantskabet for Dansk Kunstnerråd 1974-76, i bestyrelsen for Det Danske Institut i Rom 1986-98 og i forskellige museumsbestyrelser. Hun har fået tildelt en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1998.