Vibeke Jensdatter

Vibeke Jensdatter blev født ind i rådmandsmiljøet i Varde. Både hendes bedstefader, faderen, en broder og fætter var rådmænd der, mens flere andre familiemedlemmer besad dette embede i nabobyerne. Selv blev hun i 1656, 18 år gammel, gift med en rådmand i Ribe. Han passede til hendes slægtsbaggrund, det velhavende handelsborgerskab. Også den socialt velplacerede gejstlighed hørte til hendes baggrund. Hendes svigerfader var således teologisk lektor ved Ribe Domkirke og sognepræst, et embede, som en af hendes svigersønner senere fik, og også sønnen blev cand.theol.

Vibeke Jensdatters mand var købmand og en betydelig okseeksportør, men døde under pesten i 1659 efter blot tre års ægteskab. Den kun 21-årige enke sad tilbage med to døtre og en steddatter og fødte syv måneder efter mandens død sønnen. De følgende fire år fortsatte hun i mindre omfang med okseeksporten som den ene af blot to kvinder blandt henved 20 Ribekøbmænd, der deltog i den søværts eksport. Hendes baggrund i rådmandsmiljøet har utvivlsomt været af betydning, idet der i perioden 1600-60 var hele seks enker blandt de 38 eksportkøbmand fra rådmandskredsen, mens der kun var tre kvinder blandt de øvrige 160 købmænd. Vibeke Jensdatter importerede også bly og hamp og betalte penge for brug af byens kran. Hendes handelsaktiviteter synes at være hørt op i 1664. Derefter levede hun af sine midler, der var betydelige, idet hun stod som den fjerdestørste ejendomsbesidder i byen med fire huse og en halv snes udlejningsboder. I 1682 skilte hun sig af med en del af byejendommene og interesserede sig i stedet for ejendomme på landet.

Vibeke Jensdatter havde allerede i 1678 købt noget bøndergods af sin moder. I 1686 erhvervede hun herregården Vardho som udlæg for en gældsfordring i forbindelse med et kontantlån på det kolossale beløb 3.000 rigsdaler, hun havde ydet den adelige ejer Vibeke Rosenkrantz, enke efter oversekretæren i Danske Kancelli Erik Krag. Vibeke Jensdatter havde opsagt lånet i 1682. Da gælden året efter endnu ikke var betalt, stævnede hun Rosenkrantz for Højesteret, og da denne ikke kunne opfylde fordringen, satte Vibeke Jensdatter hende i 1685 i gældsfængsel i Ribe. Gældsfængsel tjente som et sidste middel til at tvinge en skyldner til at betale, og der var netop i Danske Lov 1683 fastsat nye bestemmelser, således at det var sagsøgeren, der skulle betale gældsfangens underhold, hvilket i et vist omfang kom til at begrænse brugen. Vibeke Jensdatter benyttede sig imidlertid af muligheden, og fra sit gældsfængsel skrev Rosenkrantz efter trekvart år til hende og beklagede sig over den hårde medfart, at hun ikke kunne komme i Guds hus og i sin bedrøvelige tilstand ikke deltage i altergangen. Hun anmodede om at måtte sidde i arrest på sin gård Kærgård eller i det mindste at måtte søge Guds hus. Hun formodede, at kreditorens samvittighed ikke ville tillade nægtelse af dette, men tog fejl. Vibeke Jensdatter svarede, at først når hun fik sine penge, ville arresten blive ophævet. Det var ikke hendes lejlighed at samtykke, at hun kom i arrest på sin egen gård, snarere skulle hun finde årsag til at begære en strengere arrest. I øvrigt kunne enhver kristen sjæl finde Guds hus i sit sovekammer. Hun ville ikke samtykke den velbyrdige frues begæring, medmindre hun så rede penge. Det endte derfor med, at adelsfruen ved skøde overlod Vibeke Jensdatter Vardho og en del af Gørding sogns tiende. Da hun imidlertid ikke kunne stå sig ved at eje en adelig herregård uden bøndergods, opsagde hun året efter på tinge gårdens frihed. Hun ejede den derefter som en bondegård, der blev bortforpagtet, og købte og ejede i øvrigt andet bøndergods på egnen.

At dømme efter skatteansættelserne var Vibeke Jensdatter lige til sin død meget velstillet. I 1658 var hendes ægtefælle Ribes næststørste skatteyder, selv stod hun 50 år senere som nummer 17 blandt byens da ca. 260 skatteborgere. Hun var en myndig og standsbevidst kvinde i overgangsperioden i Enevældens første tid, hvor borgerstanden vandt frem på den gamle adels bekostning. Hendes sociale status afspejles i børnenes placering. Den ældste datter blev gift med lektor ved Ribe Domkirke, Ribe-historikeren Peder Terpager, og sønnen studerede i udlandet og var siden forpagter først af herregården Bramminge, siden Tyrrestrup.