Faktaboks

Vibeke Ammundsen
Ingrid Vibeke Ammundsen
Født
22. december 1913, Kerteminde
Død
12. februar 1988, København
Arbejdsliv
Akademiker og overbibliotekar
Familie

Forældre: viceskoleinspektør Steffen Simonsen (1884-1930) og lærer Ane Dorthea Nielsen (1885-1983).

Gift 8. juli 1936 med direktør Johannes A., født 10. marts 1913 i København, død 22. april 1982 samme sted, s. af biskop Ove Valdemar A. og Charlotte Balslev.

Børn: Steffen (1940), Peter (1945), Charlotte (1947).

Vibeke Ammundsen voksede op i Kerteminde og Haderslev og tog 1932 nysproglig studentereksamen fra Haderslev Katedralskole. Forældrene var lærere, og faderen avancerede til viceskoleinspektør. I 1939 blev hun cand.mag. i engelsk og sang fra Københavns Universitet. Efter studieophold i England og USA var hun en kort tid ansat i Udenrigsministeriet og derefter ved Landbohøjskolens Bibliotek 1941-57. I 1936 blev hun gift med Johannes A., der senere blev direktør for Dansk Arbejdsgiverforening. Da han under Besættelsen blev arresteret i 1942, fortsatte hun det illegale arbejde og var 1946-47 sekretær for modstandsgruppen Frit Danmarks Københavns-afdeling.

Som leder af Landbohøjskolens Bibliotek viste Vibeke Ammundsen sine særlige evner som organisator og reformator. I 1952 foretog hun en fire måneders studierejse gennem 20 af USAs stater. Og med den voksende informationsstrøm anså hun det for nødvendigt at modernisere biblioteket og litteraturtjenesten, som blev benyttet af fagfolk over hele landet. I 1957 blev hun udnævnt til chef for Danmarks Tekniske Bibliotek, hvor der allerede i 1960’erne blev indført edb-baseret litteratursøgning. I 1971 flyttede biblioteket til en stor moderne bygning i Lyngby ved Danmarks Tekniske Højskole, det senere Danmarks Tekniske Universitet. Der var adgang for publikum til materialerne, mekaniseret transportsystem og brug af edb i alle arbejdsprocesser. At virksomheden tillige var målrettet mod erhvervslivet var en nyskabelse, og som teknisk-videnskabeligt informationscenter blev biblioteket et forbillede for andre forskningsbiblioteker. Vibeke Ammundsen beklædte stillingen som overbibliotekar til 1980.

Vibeke Ammundsen ejede en dynamisk mangesidighed og var det samlende midtpunkt i mange sammenhænge. Også inden for organisationsarbejde var hun aktiv og sad på utallige ledende poster, bl.a. 1949-60 og 1962-78 i hovedbestyrelsen for Danmarks Biblioteksforening, hvis hædersgave hun modtog 1971. I 1959 tog hun initiativ til Dansk Teknisk Litteraturselskab (DTL), hvis formand hun var indtil 1981, hvor hun blev udnævnt til æresmedlem af foreningen. I DTL organiserede hun en omfattende kursusvirksomhed i information og dokumentation, som på mange måder var banebrydende. Desuden underviste hun på Danmarks Biblioteksskole, ligesom hun var med til at oprette et landsdækkende netværk af tekniske biblioteker. Hun tog endvidere i 1970 initiativ til og var 1977-80 formand for DANDOK, statens udvalg for videnskabelig og teknisk information og dokumentation, og hun havde en stor andel i, at de nordiske regeringer i 1970 oprettede det officielle nordiske informations- og dokumentationsorgan NORDDOK, senere NORDINFO. Også på den internationale arena gjorde hun sig gældende og sad på ledende poster i internationale biblioteksorganisationer vedrørende dokumentation.

At Vibeke Ammundsen altid var med, hvor udviklingen foregik, afspejler sig i de utallige artikler, hun gennem årene producerede til håndbøger og lærebøger samt nordiske og internationale tidsskrifter. Desuden var hun med til at skrive og redigere rapporter og udredninger inden for de områder, hvor hun var aktiv. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1967 og ridder af 1. grad i 1977. Vibeke Ammundsen og hendes mand boede i det indre København De sidste år boede hun sammen med svigerinden Esther A. i dennes store lejlighed på Østerbro.

Beskrivelser og portrætter af Vibeke Ammundsen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Niels Rue (red.): DTLs hilsen til Vibeke Ammundsen, 1973.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig