Theodora Krarup

Theodora Krarups usædvanlige skæbne er kun kendt gennem de righoldige, men foreløbig ubekræftede erindringer, som journalisten William Haste nedskrev kort før hendes død. De blev trykt i Berlingske Tidendes søndagsudgave marts-april 1941 og derefter som bogen 42 Aar i Czarriget og Sovjet samme år.

Theodora Krarup uddannede sig 1885 som maler og billedhugger hos Vilhelm Kyhn og August Saabye. I 1888 studerede hun i Berlin, og på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder hos Viggo Johansen, hvis undervisning hun fik stort udbytte af. I begyndelsen af 1890’erne var hun elev på Académie Julian i Paris. Under sit Parisophold ernærede hun sig som rejsekorrespondent og fotograf. Hun omgikkes andre kunstnere, bl.a. Willy Gretor, der lærte hende at restaurere malerier, og bekendtskabet med den berømte finske maler A. Edelfelt førte i 1896 til et ophold i Helsingfors. Lysten til udfordringer bragte hende derfra videre til Rusland, hvor hun ikke kendte et menneske. Imidlertid kom hun til at tilbringe de næste 42 år i Skt. Petersborg, i en periode, der gik fra zartiden til Stalins udrensninger forud for Anden Verdenskrig. I Skt. Petersborg kom Theodora Krarup hurtigt i kontakt med hoffet og fik af den danskfødte kejserinde Dagmar til opgave at male et stort portræt af hendes afdøde ægtefælle Aleksander 3. Senere portrætterede hun flere gange Nikolaj 2.s hustru Aleksandra Fjodorovna og hendes døtre. Malerierne er ikke kendt i Danmark i dag, ej heller de mange andre, hun malede på bestilling i årene inden revolutionen i 1917. I hendes erindringer er dog gengivet nogle få, heriblandt et par af de mange portrætter, hun udførte af zarfamiliens kontroversielle rådgiver, munken Rasputin, som hun kendte godt. Theodora Krarup har så vidt vides ikke udstillet i Danmark, men i Rusland deltog hun med sikkerhed i den første statslige frie udstilling i Skt. Petersborg 1919. Under og efter revolutionen, hvis politiske mål hun ikke har kommenteret nærmere, fandt hun sig til rette og fortsatte sin virksomhed i det omfang, det var muligt. I 13 år fra ca. 1921 til 1934 underviste hun på forberedelsesskolen til kunstakademiet i Skt. Petersborg, men ytrede sig ikke om de ændrede omstændigheder.

I 1938 blev Theodora Krarup stillet over for valget mellem sovjetisk statsborgerskab eller udvisning. Hun afslog statsborgerskabet og måtte inden hjemrejsen destruere sine malerier, tegninger og andre personlige ejendele, bl.a. den Romanovmedalje i guld, hun havde modtaget af Nikolaj 2. for et maleri. Kun nogle få skitsebogsblade og et enkelt maleri tog hun med sig hjem. Theodora Krarup levede sine sidste år på Østerbro i taknemmelighed over et rigt og produktivt liv. Med erindringerne indfriede hun et løfte til Rasputins familie om at give en mere nuanceret fremstilling af hans liv og gerning, som hun anså for at være styret af idealisme.