Susanne Lindberg

Susanne Lindberg opnåede i 1890’erne verdensberømmelse for sine præstationer som cykelrytter og skrev sig således ind i dansk idrætshistorie. Hun voksede op i et grundtvigiansk miljø. Hendes fader Niels L., der var valgmenighedspræst i Kerteminde, havde tidligere været huslærer for N.F.S. Grundtvigs søn F.L. Grundtvig. Fasteren Elise L. oprettede en skole i Sønderjylland. Som barn var Susanne Lindberg tæt knyttet til broderen Jak. Kr. L., der skulle blive en fremtrædende nationaløkonom. Efter faderens død i 1886 flyttede familien til København, hvor hun gik på Kunstakademiet for at blive uddannet til maler.

Idræt udvikledes i sidste halvdel af 1800-tallet som et primært maskulint anliggende, hvorimod gymnastik var en mere acceptabel aktivitet for kvinder. I 1890’erne begyndte mænd i de brede befolkningslag at cykle, og snart kom også kvinderne med. Cykling, ridning, svømning og andre idrætter var dog ifølge datidens opfattelse upassende og farlige aktiviteter for kvinders krop og psyke, hvis de blev dyrket på “uheldig Maade”, dvs. med konkurrence for øje. Måske har dette været i Susanne Lindbergs tanker, da hun i foråret 1895 sneg sig til at deltage i de mandlige cykelrytteres træning i Dansk Bicycle Club (DBC). Senere samme år deltog hun for første gang i et cykelløb, DBCs Stjerneløb, hvor hun ganske uventet blev nummer fem af de 25 deltagere. De følgende to år stillede Susanne Lindberg op i en del løb på lige fod med de mandlige cykelryttere, bl.a. de såkaldte Esbjergløb, som havde København som start og mål. I 1895 gennemførte kun seks af de 34 deltagere. Susanne Lindberg nåede som den syvende til Esbjerg, men måtte på grund af uheld give op på hjemturen. To år senere blev hun placeret som nummer 17 ud af 27 gennemførende ryttere, og hun fik en guldmedalje for denne præstation. Størst opsigt, også langt ud over Danmarks grænser, vakte hendes verdensrekord 1897 på 1.000 km i tiden 54 t. 18 min. I mere end to døgn cyklede hun rundt på de sjællandske landeveje, mens et hold på 25 pacere, deriblandt adskillige af tidens dygtige cykelryttere, skiftedes til at sørge for, at hun holdt tempoet oppe. Hendes forlovede, senere ægtefælle, Charles Hansen betalte for løbets udgifter, som bestod i forplejning og overnatning til pacerne på Damhuskroen i Rødovre, og en forklaring på, at Susanne Lindberg blev accepteret i cykelsportsmiljøet, kan være, at Charles Hansen var en af 1890’ernes bedste landevejsryttere og desuden idrætsleder. Ud over hende var der kun ganske få kvindelige cykelryttere, bl.a. Johanne Jørgensen, der i 1890 debuterede på Ordrupbanen og i de følgende år satte Danmarksrekord både i 6- og 12-timers løb.

Som det var karakteristisk for de første idrætskvinder, stoppede Susanne Lindberg sin karriere, da hun i 1899 blev gift, og hun helligede sig derefter familielivet. Hun var angiveligt meget stolt over at kunne tilbagevise påstandene om, at cykelsport var usund for kvinder, idet hun fik syv børn, hvoraf flere blev ivrige idrætsfolk. Hendes præstationer var et markant udtryk for den begyndende kvindeemancipation i slutningen af 1800-tallet, og det må have været et ganske overvældende syn for samtidens kvinder at se hende race afsted.