Sophie Lykke tilhørte en godsglad og trættekær slægt, hvor broderen, rigets sidste ridder, den pragtelskende Jørgen L., er et af de mest berømte medlemmer. I 1534 holdt hun bryllup med den fynske godsejer og lensmand Jacob Hardenberg, der det følgende år under Grevens Fejde, 1534-36, sammen med andre fynske adelmænd blev taget til fange af grev Christoffer og først frigivet i 1536. Hardenberg, der 1540 blev optaget i rigsrådet, døde uventet i 1542. Som enke administrerede Sophie Lykke selv sine og de tre umyndige døtres ejendomme, godserne Hvedholm, Sandholt og Arreskov. Hertil kom Holme Kloster, senere Brahetrolleborg, som ægtefællen havde købt af kronen kort før sin død. Kronen havde dog sikret sig tilbagekøbsret.
Sophie Lykke ser ud til at have manglet situationsfornemmelse i sin omgang med både høj og lav. I 1544 klagede bønderne under Holme Kloster til kongen over den behandling, hun gav dem. Men de lod siden klagen falde efter kraftige trusler fra hendes side. Der synes at have været almindelige regler for, hvorledes et herskab skulle forholde sig til sine undergivne. I nogle af de instrukser, som herremænd gav for opdragelse af deres børn, understregedes det, at man skulle opføre sig ordentligt i sin omgang med folk uden dog at blive for lige med dem. Ikke alle levede op til idealerne, og der er flere eksempler på, at lensmænd er blevet sat fra bestillingen på grund af dårlig behandling af bønderne. Klagerne fra bønderne kan have været en af bevæggrundene til, at kronen i 1551 gjorde brug af sin tilbagekøbsret til fordel for rentemester Eskil Oxe. Sophie Lykke skulle aflevere Holme Kloster i samme stand, som hun havde modtaget det, og erstatte, hvad der manglede. Fra centralt hold var man meget nøjeregnende med, at reglerne blev overholdt og tog ikke særlig hensyn til de forandringer, hun og hendes ægtefælle havde foretaget på bygninger og gods.
Denne hændelse fik dog ikke Sophie Lykke til at blive mere lovlydig. I 1556 blev der rejst sag mod hende for ulovlig handel med kvæg. Herremandsstanden havde efter recessen 1536 ret til frit at afsætte egne varer, også til eksport, uden told. Det var ligeledes tilladt toldfrit at importere varer til egen “gårds og bords behov”. Almindeligvis eksporterede man til en fast forbindelse, som skaffede returvarer til husholdningen. Sophie Lykke havde imidlertid flere gange udført over 1.000 okser, der ikke alle var opdrættet på hendes hovedgårde eller hos hendes fæstere. Hun prøvede at klare sig igennem ved at påstå, at hun ikke kendte recessens forbud. Desuden søgte hun at bevise, at handlerne var sket i kommission for en købmand i Geldern. Og endelig påstod hun, at sagen ikke var blevet behandlet korrekt ved lavere retsinstanser. Alligevel dømtes hun i 1557 for at have solgt kvæg i modstrid med recessen. Kongen havde nu et retligt krav på erstatning, og der udnævntes synsmænd, der skulle gøre udlæg i hendes ejendomme. De tre svigersønner, Frants Bille til Søholm, Erik Rud til Fuglsang og Erik Ottesen Rosenkrantz til Valsø, tilbød forgæves Christian 3. erstatning i håb om, at sagen ville blive stoppet. Da den ikke blev det, afstod Sophie Lykke sine godser til svigersønnerne mod en årlig livrente. Kongen lod til gengæld sagen falde på forbøn af bl.a. dronning Dorothea, mod at svigersønnerne betalte erstatning til ham for kvæget og dækkede procesomkostningerne. Bille, der var gift med Edel, fik Hvedholm, Rud, gift med Anne, Sandholt, og Rosenkrantz, gift med Helvig, Arreskov. Erstatningen til kongen var så stor, at de tilbageholdt Sophie Lykkes livrente. Hun anlagde sag mod dem, men Frederik 2. mæglede i 1560 mellem parterne. Kongen forlenede hende med Lister len i Norge kvit og frit på livstid som pant på et lån, hvoraf hun skulle betale halvdelen, mens svigersønnerne skulle betale den anden halvdel mod at beholde hendes jordegods.
Sophie Lykke drog til sit len i Norge, og det har formentlig været meningen, at Rosenkrantz, der var lensmand på Bergenhus, skulle holde øje med hende. Men også her gik det galt. Der blev klaget over hendes behandling af bønderne i lenet. Desuden overholdt hun ikke et forbud mod tømmereksport til udlandet. Hun fremturede trods flere advarsler og blev frataget lenet i 1563. Men som søster til Jørgen L., svigerinde til rigsmarsk Otte Krumpen og med to svigersønner i rigsrådet lykkedes det hende at få lenet tilbage samme år. Siden hørtes der ikke flere klager over hende. Men om det skyldes, at hun blev mere lovlydig, eller Syvårskrigen 1563-70 gav kongen og hans råd andet at tænke på, vides ikke.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.