Sophie Brahe (Tycho Brahes søster og hjælper)

Sophie Brahe var født ind i de højeste cirkler. Hendes fader og flere af hendes brødre var rigsråder, og hendes moder blev dronning Sophies hofmesterinde. Men det var hendes ældste broder, astronomen Tycho Brahe, der især blev bestemmende for hendes livsbane.

Allerede i 1573 hjalp hun ham med hans astronomiske observationer, og lige til hans død var de meget nært knyttet til hinanden, ikke mindst i deres fælles opposition mod familien, der ikke kunne anerkende naturvidenskab som en passende beskæftigelse for adelige, mindst af alt for kvinder. De få bevarede breve mellem dem vidner om den fortrolige tone, de har haft indbyrdes.

I 1579 blev Sophie Brahe gift med Otte Thott til Eriksholm. Han døde i 1588, hvorefter hun drev godset for sin søn Tage Thott. Enkestanden gav hende større frihed til at dyrke sine videnskabelige interesser, men allerede som gift frue synes hun at have været kendt for at “distelere”, dvs. foretage kemiske eksperimenter.

Hendes interesser omfattede spagyrisk kemi, dvs. medicinfremstilling i paracelsisk tradition, astrologi/astronomi, slægtsforskning og havekunst. Hendes have på Eriksholm var berømt.

Tycho Brahe beretter med slet skjult stolthed, at han selv vejledte hende i havekunst og kemi, men frarådede hende at studere astrologi, hvorefter hun selv lærte sig faget ud fra tysk videnskabelig litteratur og latinske bøger, som hun for egen regning fik oversat. Latin kunne hun ikke, selvom hun snuste til det som barn.

Som enke blev hun en hyppig gæst på Uraniborg. Alene fra året 1590 kender vi til 13 kortere eller længere besøg. Her indgik hun som et respekteret medlem i det videnskabelige miljø, hvor hun gik under navnet Urania efter astronomiens muse.

Broderen tog hende så alvorligt som forsker, at han planlagde at medtage et brev fra hende med beskrivelse af hendes videnskabelige virksomhed og diskussion af visse astronomiske spørgsmål i andet bind af sine Astronomiske Breve, som dog aldrig udkom. Hverken dette brev eller andre naturvidenskabelige skrifter fra hendes hånd er bevaret, men Ole Borch skal have ejet hendes kemiske skrifter, som efter sigende var både lærde og omfattende. Noget tyder på, at hun også har udfyldt en rolle i det sociale liv omkring broderen, som hans hustru som ikke-adelig ikke kunne udfylde.

På Hven mødte Sophie Brahe den adelige alkymist Erik Lange. Fra foråret 1590 dannede de to fast par, men allerede i 1592 måtte han forlade landet på grund af gæld, hvorefter han flakkede om i Nordtyskland på jagt efter mæcener til sit guldmageri.

Fra denne periode stammer Tycho Brahes latinske digt Urania Titani, 1594, et fiktivt brev i Ovids stil fra Sophie Brahe, Urania, til Lange, Titan. Det raffinerede digt giver en solidarisk psykologisk skildring af hendes længsel, håb og tvivl.

Det har tidligere været antaget, at hun selv havde skrevet digtet eller, da hun ikke kunne latin, et dansk forlæg til det, men begge antagelser savner grundlag. Tycho B. omtaler selv digtet som sit eget værk.

Litteraturhistorikeren Hans Brix har tilskrevet hende en dansk vise, der beskriver en situation med visse mindelser om hendes. Hypotesen kan langtfra bevises og svækkes af, at den til dels bygger på ligheder med Urania Titani, som netop ikke er skrevet af Sophie Brahe.

I 1599 opsøgte hun selv Lange i Tyskland, og i de følgende år finder vi hende både i Hamburg og i Holsten, vistnok mest alene. I 1602 blev de gift i Eckernförde, hvor de på det tidspunkt boede sammen i yderste fattigdom.

I et langt brev til søsteren Margrete Brahe fra samme år beskriver hun, hvordan hun selv ikke havde et helt par strømper til brylluppet, og brudgommens tøj måtte indløses hos pantelåneren. Brevet er et enestående personligt dokument, et vældigt opgør med hele familien, som hun anklager for ikke at ville være hende bekendt og for at flå hende økonomisk, skrevet med malende detaljer og sine steder en barsk humor. I 1608 var Lange i Prag, og han døde sammesteds i 1613.

Senest i 1616 slog Sophie Brahe sig ned i Helsingør, hvor hun boede til sin død i 1643.

Fra denne periode stammer hendes bevarede genealogiske arbejder, den store slægtebog på over 900 sider, renskrevet i 1626, men med senere tilføjelser, og en række kopibøger, bl.a. med en omfattende korrespondance fra andre slægtsforskende adelsdamer.

Slægtebogen har været betegnet som et højdepunkt i renæssancens danske slægtsforskning. Også i disse arbejder møder vi i glimt hendes livfulde fortællekunst.

Som kvindelig forsker betegner Sophie Brahe noget nyt i nordisk historie. Hendes naturvidenskabelige aktiviteter var et brud på såvel stands- som kønsnormer, men blev mulige ved en kombination af personlig stædighed og aktiv støtte fra Tycho Brahe, der selv som forsker havde haft held til at bryde med de adelige konventioner.

Især brevet til Margrete Brahe, hvor hun på intet tidspunkt går på kompromis, viser, hvorfor Tycho Brahe med beundring taler om hendes “animus invictus”, ubøjelige sind.

• Afbildet på forældrenes epitafium i Kågeröd Kirke, Skåne. Mal. på Gavnø.
• F.R. Friis: Sofie Brahe Ottesdatter, 1905. Peter Zeeberg: Tycho Brahes “Urania Titani”, 1994.
• Privatarkiv i Universitetsbiblioteket i Lund.

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.