Sophia Magdalena Vind

Sophia Magdalena Vind ægtede 1752 besidderen af baroniet Juellinge på Lolland og Stensballegård ved Horsens. Hun blev enke 1776 og arvede i 1799 grevskabet Frijsenborg efter sin tante Elisabeth Sophie Desmercières. Hun tilhørte fra fødselen landets højeste aristokrati omkring hoffet og modtog 1757 ordenen L’union parfaite. Ægtefællen kom fra det samme miljø og nåede de højeste poster som bl.a. chef for Højesteret. Deres godsbesiddelser hørte til landets mest udstrakte, og da Sophia Magdalena Vind arvede Frijsenborg, blev hun landets største jordbesidder. Om hendes opvækst, uddannelse og ægteskab, hvor der fødtes fire sønner og to døtre, hvoraf to af sønnerne døde som små, vides intet. Det var som enke, Sophia Magdalena Vind kom til at øve politisk indflydelse. Hendes sociale position og godsrigdom tillod hende at føre et stort og gæstfrit hus i København, hvor hun blev en førende skikkelse i det højaristokratiske selskabsliv, der udfoldede sig i vintermånederne og omfattede samfundets øverste lag og de fremmede gesandter.

Sophia Magdalena Vind gjorde sig særlig gældende som værtinde for det “danske parti”, der i 1780’erne og 1790’erne var betegnelsen for den kreds af storgodsejere, som så sig selv som opposition til det fra 1784 herskende “tyske parti” omkring A.P. Bernstorff, brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow og Ernst Schimmelmann. I familien Reventlow blev hun, der på Lolland var nabo til Christian Ditlev, opfattet som en decideret politisk modstander. En danmarkshistorisk betydning fik Sophia Magdalena Vind, da hun i eftersommeren 1790 var en af drivkræfterne bag den såkaldte proprietærfejde, de jyske godsejeres fælles protest mod de foregående års landboreformer. Initiativtagerne mødtes hos hende på Stensballegård, og alt tyder på, at hun var et vigtigt bindeled mellem de forskellige miljøer, hvis samvirken en periode truede den herskende regeringskreds. Også senere var hun en personlighed, hvis kontakter og udsagn tillagdes politisk vægt blandt de toneangivende.