Sigrid av Skarði Joensen

Sigrid av Skarði Joensens vugge stod i det nationalsindede færøske åndslivs hjerte. Hun blev født som den tredje af fem søskende i det afsides liggende og vanskeligt tilgængelige Fagralíð, hvor den færøske folkehøjskole blev grundlagt i 1899. I denne isolation levede skolens elever, personale og de to lærere med deres familier, indtil højskolen i 1909 blev flyttet til Tórshavn. Til gengæld blev der skrevet og digtet, og det talte ord blev højt agtet. Højskolen var i en menneskealder den eneste institution, hvor der blev undervist i og på færøsk. Dansk var skolesproget på Færøerne helt frem til 1938, da det blev tilladt at tale færøsk i skolen, og færøsk blev obligatorisk fag. Begge Sigrid av Skarði Joensens forældre havde gået på dansk højskole og var fulde af livsmod, vilje og idealisme. Hendes fader var også forfatter og har bl.a. skrevet den færøske nationalsang. Skolens anden lærer Rasmus Rasmussen skrev fag- og skønlitteratur og var gift med Sigrid av Skarði Joensens faster. Selv blev hun student fra Høng Studenterkursus i 1927 og begyndte at læse historie og engelsk ved Københavns Universitet uden dog at færdiggøre studierne. I 1941 blev hun faglærer i disse fag.

Sigrid av Skarði Joensens engagement udmøntede sig allerede i studietiden i skribentvirksomhed. I avisen Føroya Socialdemokratur skrev hun i 1929 om de to italienske anarkister N. Sacco og B. Vanzetti, der var blevet henrettet for mord i USA to år tidligere efter en tvivlsom rettergang. I 1938, samme år som hun blev gift, tog hun initiativ til en pamflet om den paragraf i skoleloven af 1912, som gjorde dansk til sproget i folkeskolen. Pamfletten beskriver, hvordan det færøske sprog blev ydmyget, og den blev uddelt til alle husstande på Færøerne. Sigrid av Skarði Joensen boede i København under Anden Verdenskrig, da der ingen forbindelse var mellem Danmark og Færøerne. Sammen med sin mand deltog hun i det blomstrende foreningsliv blandt færinger i Føroyingafelag (Færingeforeningen) og Hitt føroyska Studentafelagið í Keypmannahavn (Den færøske Studenterforening). Hun skrev historiske og samtidshistoriske artikler til det færøske tidsskrift Búgvin, der udkom hver 14. dag, og som ægtefællerne redigerede og udgav i fællesskab 1941-46. Desuden oversatte hun noveller af den engelske forfatter T. Hardy og den første rejsebeskrivelse fra Sibirien, skrevet på dansk af færingen Sigert Patursson i 1901. Bogen Á ferð í Sibiriu er udgivet posthumt i 1994 af Sigrid av Skarði Joensens datter Turið Sigurðardóttir.

I 1948 flyttede familien til Færøerne, og Sigrid av Skarði Joensen kunne påbegynde sin udgivervirksomhed på forlaget Ungu Føroyar (De unge Færøer). Hun redigerede Søgubókin, 1949, med essays og noveller, bl.a. en novelle med historisk stof af Andrea í Norðradali Reinert. Samme år besørgede hun udgivelsen af faderens oversættelse af Henrik Ibsens drama Hærmændene på Helgeland. Hun udgav sin mands børnebøger med illustrationer af den akademiuddannede Elfrida Zachariassen. I 1952 var Sigrid av Skarði Joensen med til at stifte Kvinnufelagið (Kvindeforeningen) i Tórshavn, og hun var fra starten og indtil 1959 redaktør af foreningens tidsskrift Kvinnutíðindi. Hun arrangerede i 1950’erne sprog- og litteraturkurser for jævnaldrende kvinder i Tórshavn. Sigrid av Skarði Joensen var politisk engageret i Tjóðveldisflokkurin (Det republikanske Parti) og var opstillet til lagtingsvalget i 1954 og til byrådsvalg, dog uden at opnå valg, men hun sad i en årrække i Tórshavns kommunes børneværn. Ved siden af al denne litterære og politiske aktivitet underviste hun i latin på Tórshavn realskole og var timelærer på sømandsskolen og på maskinmesterskolen. I 1952 blev der på hendes initiativ oprettet en danseskole for færøsk dans. Her har mange af nutidens gode balladeforsangere trådt deres barnedansesko. Sigrid av Skarði Joensen var en impulsiv og kreativ kvinde. Hendes største indsats ligger på det sproglige og litterære område som tidsskrifts- og bogudgiver.