Signe Sand

Signe Sand tog eksamen fra Statens Forskoleseminarium i Vejle i 1932. Den halvandetårige uddannelse var blandt de få, der reelt stod åben for begavede piger fra små kår som landmandsdøtre i landbrugskrisens år. Hun virkede derefter som småbørnslærerinde ved skoler på Ringkøbingegnen, hvor hun var født og vokset op, indtil 1943. Da havde hun i flere år haft forbindelse med Dansk Samling (DS), der havde en af sine største og mest aktive provinsgrupper i og omkring Ulfborg.

I sommeren 1943 opgav Signe Sand skolegerningen og rejste til København for at arbejde for DS, uvist med hvad og hvordan, for de eventuelle oprindelige planer blev kuldkastet af begivenhederne 29. august, hvor samarbejdspolitikken ophørte med den danske regerings afgang. Herefter var hun illegal, først og fremmest som kurer for Arne Sørensen, formand for DS og medlem af Frihedsrådet, der nu blev oprettet til koordinering af modstandskampen. Hendes opgave var både vigtig og vanskelig, fordi det viste sig umuligt at maskere Arne Sørensen til ukendelighed, og den tilsyneladende grå, jyske lærerinde måtte være hans kontakt til omverdenen, finde nye overnatninger og mødesteder, træffe aftaler med folk, han skulle tale med osv. Hun klarede sig længe, og da Gestapo endelig fik fingre i hende november 1944, udviste hun en forbavsende snarrådighed, som førte til en vellykket flugt. Signe Sand blev derefter bragt til Sverige, men det stille liv i en præstegård sammen med Arne Sørensens hustru og døtre tilfredsstillede hende ikke, og efter meget plageri fik hun lov at komme tilbage til sin gamle virksomhed, som hun fortsatte til Befrielsen i maj 1945.

Derefter havde Signe Sand som mange andre blandt frihedskampens aktive svært ved at vende tilbage til en normal tilværelse. Halvandet år som illegal var ikke gået sporløst hen over hende, og et par rekreationsophold på Lysebu i Norge hjalp kun lidt. DS og dets tilknyttede aktiviteter var på retur og kunne ikke give hende de opgaver, hun sikkert havde ønsket sig, og en fortsat uddannelse kom lige så lidt på tale for hende som for modstandsfolk, der havde afbrudt deres studier. Det var for svært at sætte sig på skolebænken sammen med de langt yngre, som ofte havde et meget køligt forhold til modstandskampen. Det eneste mulige var at gå tilbage til folkeskolen, hvor udviklingen, bl.a. den landsbyordnede skoles afskaffelse i 1958, forringede forskolelærerindernes muligheder. Hun havde flere stillinger, bemærkelsesværdigt nok alle fjernt fra hjemegnen; det var ikke problemfrit at være kendt for at have været aktiv i modstandsbevægelsen. Hendes sidste ansættelse var ved en lukningstruet lille skole i Vendsyssel.

Signe Sand skrev afsnittet om Kvinder i Modstandskampen i 3. bind af Danmark under Besættelsen, 1946, og bidrog under pseudonymet Signe Lindholt til DSs tidsskrift Det tredje Standpunkt.I 1949 udsendte hun romanen Den dømte. Den er formet som dagbogsblade fra en universitetsstuderende, der bliver bortvist på grund af påstået unational holdning, egentlig blot uheldige bekendtskaber, men til sidst får oprejsning gennem en behjertet indsats af en jødisk familie, som hun havde hjulpet, da det brændte på. Ved bogens fremkomst lagde man mest mærke til den som et indlæg i debatten om retsopgøret, men dens varige værdi beror på skildringen af en højt begavet ung kvinde i spændingsfeltet mellem landbokulturen og den moderne verden og hendes vanskeligheder ved at få ægte menneskelige relationer. I den henseende, men kun i den, har romanen karakter af et selvportræt. Også i nogle aviskronikker var der fine psykologiske iagttagelser. Der gik en god kvindeskildrer tabt i Signe Sand.