Faktaboks

Signe Rink
Nathalie Sophia Nielsine (Signe) Caroline Rink
Født
24. januar 1836, Paamiut
Død
19. april 1909, Oslo
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: kolonibestyrer Jørgen Nielsen Møller (1801-62) og Antonette Ernestine Constance Tommerup (1813-91).

Gift 28. april 1853 med geograf, grønlandsforsker Hinrich Johannes R., født 26. august 1819 i København, død 15. december 1893 i Oslo, s. af grosserer Johannes R. og Agnese Margaretha Hedde.

Børn: Antoinette Margrethe (1855)

Signe Rink blev født og voksede op i Grønland, hvor faderen var kolonibestyrer i Paamiut (Frederikshåb). Hun talte derfor flydende grønlandsk og var fortrolig med grønlandsk kultur. Hendes opdragelse var dog borgerlig, og som mange andre børn af danske forældre i Grønland blev hun omkring 1850 sendt på skoleophold i Danmark. Her mødte hun den langt ældre geograf H. R., som hun 17 år gammel giftede sig med i 1853. Ægtefællen havde opholdt sig i Grønland fra 1848, bl.a. som kolonibestyrer i Qaqortoq (Julianehåb) og konstitueret inspektør for Sydgrønland.

Signe Rink var kendt som en livlig og glad kvinde i modsætning til sin mand, der var mere alvorligt anlagt. I 1858 blev han fastansat som inspektør, og ægteparret flyttede til Nuuk. Her plejede de selskabelig omgang med mennesker, der delte deres interesse for det grønlandske folk og dets kultur, bl.a. seminarielæreren og sproggeniet Samuel Kleinschmidt og seminarieforstanderen og præsten Carl Janssen. Denne kreds af personer tog en række betydelige initiativer, bl.a. lancerede de Atuagagdliutit, det første landsdækkende grønlandske blad med debat, oplysning, fangsthistorier, fortællinger og oversættelser, der udkom fra 1861. Desuden oprettedes Forstanderskaberne 1862-63, der for første gang gav landets befolkning en vis politisk medbestemmelse. I 1868 måtte ægteparret forlade Grønland på grund af H. R.s dårlige helbred. De slog sig ned i København, hvor ægtefællen 1871-82 var direktør for Den Kgl. Grønlandske Handel.

I 1883 flyttede parret til Kristiania, det nuværende Oslo, hvor deres datter var bosat. Her fik Signe Rink tid til at nedfælde sine indtryk af livet i Grønland, bl.a. i Grønlændere, 1886, Grønlændere og Danske i Grønland, 1887, Koloni-Idyller fra Grønland, 1888, og Fra det Grønland der gik, 1902. Desuden redigerede hun bogen Kajakmænd, 1896, et udvalg af de kajakmandsfortællinger, som Arqaluk Møller havde indsamlet, og som tidligere var blevet bragt i Atuagagdliutit. 1900 oversatte og udgav hun kateketen Hansêraqs dagbog. Signe Rink var den første kvindelige fortolker af grønlandsk kultur, en art amatøretnograf, der med lune og i tidens romantiske stil fortalte om den grønlandske hverdag. Efter ægtefællens død gjorde hun et stort arbejde for at sikre Grønlands to store nationalkunstnere Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmanns værker, træsnit og akvareller for eftertiden. Hun havde indset samlingens store værdi både kunstnerisk, historisk og etnografisk, og hun oversatte værktitlerne til dansk, engelsk og fransk. I 1905 købte Nationalmuseet i København billedsamlingen, der i 1982 blev ført tilbage til Grønland. Den uerstattelige samling, som Signe Rink i sin tid tog hånd om, betragtes i dag som et af Grønlands fineste klenodier.

Signe Rink var et meget selskabeligt menneske, der satte en ære i at være fordomsfri og behandle alle mennesker lige. Hun holdt selskaber for prominente grønlandsfarere og det bedre borgerskab, men også for fattigenker og gamle frøkener. Med sin levende interesse for det samfund, hun var en del af, men også en fremmed i, var hun en sjælden repræsentant for koloniborgerskabet.

Beskrivelser og portrætter af Signe Rink

  • Grønland 4/1983. Det Grønlandske Selskabs Skrifter 18/1955.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig