Signe Bjørner

Signe Bjørners forældre var danske, men omkring 1880 rejste de til USA. Her voksede Signe Bjørner op i et dansk immigrantmiljø og startede sin skolegang hos en dansk præst i Wisconsin, men kom derefter i amerikansk skole i Chicago. I 1894 rejste hun til Danmark for at besøge slægtninge og få en uddannelse i det danske højskolemiljø. Hendes tre morbrødre var dybt involveret i mange former for folkeligt samvirke. Konrad Jørgensen var grundlægger af Højskolebladet, Severin Jørgensen stifter af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og Karl A. Jørgensen forsøgsleder. Signe Bjørner kom til Askov Højskole, hvor hun i vinteren 1895-96 mødte J.L.B, som hun året efter giftede sig med, og hun valgte herefter at blive i Danmark. Hun blev stærkt optaget af både det grundtvigske højskolemiljø og ikke mindst georgismen, den politisk-økonomiske lære, der var udformet af den amerikanske økonom H. George. Georgismen, der hvilede på et socialliberalt grundlag, havde individets frihed og velfærd som mål. Politisk var man imod statslig protektionisme, militæret og jordejernes grundspekulation, der blev set som årsager til nationale og sociale konflikter. Med sine amerikanske erfaringer og netværk havde Signe Bjørner gode forudsætninger for at være med til at introducere disse tanker i Danmark. I 1902 var hun medstifter af Henry George Foreningen (HGF), der især fik højskolefolk som tilhængere. Allerede tre år efter stiftelsen havde foreningen 24 kredse og 850 medlemmer. I perioden 1910-47 var Signe Bjørner med enkelte afbrydelser foreningens sekretær, med hjemmet som kontor. Sammen med sin mand var hun 25 gange leder af det årligt tilbagevendende Henry George-stævne, der strakte sig over to dage med grundskyld og frihandel som centrale emner.

Signe Bjørner var dog også engageret i andre sammenhænge i de tidlige år. 1908-09 var hun medlem af fællesstyrelsen i Dansk Kvindesamfund og fra 1912 engageret i Husøkonomisk Selskab, hvis mål var oplysning og fremme af hjemmenes økonomi. Forholdet mellem de enkelte husholdninger og staten blev her sat til debat. Signe Bjørner mente, at staten i alt for høj grad belastede husholdningerne med afgifter og skatter og ønskede reformer, der kunne lette deres økonomi. De liberale frihandelsprincipper fra georgismen blev således også fremhævet i relation til forbrugerspørgsmål. Det var ligeledes temaet i den protestbevægelse mod frugttold, der opstod i forbindelse med vedtagelsen af en ny toldlov 1908, og som Signe Bjørner var ledende medlem af. I tiden frem til afslutningen af Første Verdenskrig prøvede hun og hendes mand at få andre partier til at tilslutte sig georgismen, og de havde et tæt samarbejde med især Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Men det endte med, at de i 1919 var medstiftere af partiet Retsforbundet, der var et opgør med den protektionistiske prisreguleringspolitik, som den radikale regering havde ført under krigen. Signe Bjørner havde væsentlig indflydelse på udformningen af partiprogrammet. Fra 1926 blev Retsforbundet repræsenteret i Folketinget, men der herskede stor intern debat om, hvorvidt partiet skulle involvere sig i magtstaten eller alene agitere for retsstatstanken. Endvidere var der uenighed mellem en skarpt formuleret nyliberalistisk fløj og en mere socialliberal fløj.

I 1921 stiftede Signe Bjørner Det frie Blad og redigerede det i 12 år. Bladet, der også lagde spalteplads til angreb på retsstatsidéen, bragte jævnligt spørgsmål til åben debat. Den hjemlige og udenlandske situation blev kommenteret, og gennem oplysninger om politiske, sociale og økonomiske forhold blev bladet et “Rustkammer” for retsstatstankens tilhængere. 1941-45 redigerede hun tillige HGFs medlemsblad Grundskyld. I 1934 udkom En Verdenstankes Vækst i vort Folk, hvori hun gav en historisk skildring af Henry George-bevægelsens indsats i Danmark. Hun var meget optaget af demokratiets indretning og metoder og havde været med til at demokratisere arbejdsmetoderne såvel i HGF som i Retsforbundet. Under den tyske besættelse af Danmark tog hun i 1942 som både redaktør og medforfatter initiativ til bogen Folkestyrets Veje ude og hjemme. I kraft af sine internationale kontakter havde hun en vidtstrakt foredragsvirksomhed både herhjemme, i USA, England og Sverige. Hun talte om en lang række emner, bl.a. højskole, friskole, andels- og husmandsbevægelse samt jordreformer og folkestyre.

Signe Bjørner og hendes mand havde et tæt samarbejde og et trofast sammenhold. Da han måtte vælge mellem at fortsætte i sit job som værkfører eller hellige sig sit virke som agitator, støttede hun ham i at følge sin overbevisning. I 1916 begyndte han en indbringende grossistforretning, og ægteparret ydede store beløb til blade, pjecer og rejseomkostninger for deres fælles sag. Sammen oprettede de Henry Georges Mindefond til udbredelse af kendskabet til Georges socialpolitiske program. I det Bjørnerske hjem blev mange af de våben, Retsforbundet anvendte, dannet eller skærpet, og Signe Bjørner havde sin store andel heri. Ligesom sin mand var hun en trofast og dygtig medarbejder for sagen, og hendes navn var lige så kendt i georgistiske kredse som hans. To af deres børn, Bue B. og Gudrun B., samt svigerdatteren Caroline Bue B. blev aktive politikere i Retsforbundet og fortsatte dermed forældrenes virksomhed. Signe Bjørner sad desuden i en årrække i værgerådet og i børnehavernes repræsentation i Fröbelforbundet.

Signe Bjørner var centralt placeret i en af sin tids stærke socialliberale bevægelser. Hun var gennem en lang og vedholdende indsats med til at skabe ikke blot det politiske grundlag, men i høj grad også den politiske organisation og de personlige netværk, som bar bevægelsen og senere partiet. Hendes stærke tro på og arbejde for demokratiet lå i forlængelse af den grundtvigske tradition, men hun gav den en ny og selvstændig form.