Sally Salminen

Sally Salminen voksede op på de finske Ålandsøer som det syvende barn i en søskendeflok på 11, hvoraf fem blev forfattere. Da hun var syv år, druknede hendes fader, og moderen fik svært ved at klare familiens forsørgelse. Sally Salminens ældre broder Albin påtog sig en del af det økonomiske ansvar, samtidig med at han gav sine søstre et samfundskritisk blik og lærte dem at læse skønlitteratur. Tidligt havde Sally Salminen en drøm om at blive forfatter. Efter at have forladt skolen arbejdede hun i en række år som ekspedient. Det var triste år, har hun fortalt. Den første tid arbejdede hun i sit fædreland, men som 18-årig flyttede hun i 1924 til Sverige, først til Stockholm, siden til Linköping, men trivedes ikke. Da hun vendte tilbage til Åland i 1927, tog hun nogle kurser i korrespondance og fik 1929 ansættelse som bogholder og kasserer ved Mariehamns Andelshandel.

I 1930 emigrerede Sally Salminen til USA sammen med sin yngre søster Aili og fik arbejde som husassistent i New York. Faderen havde i en periode arbejdet i Amerika, og Sally Salminen havde bl.a. en broder derovre. Da søsteren i 1934 rejste tilbage til Finland, var det et stort savn for Sally Salminen. I USA traf hun andre skandinaviske immigranter, blev interesseret i socialismen og begyndte at publicere artikler og digte i det skandinaviske blad Nordstjerna og i Domestic Worker’s News. I 1934 begyndte hun at skrive sin første roman Katrina og vandt to år senere en svensk-finsk romankonkurrence med sit manuskript. Romanen blev en succes og oversat til 21 sprog, deriblandt dansk i 1937. Prispengene gjorde det muligt for hende at virkeliggøre sin forfatterdrøm.

I 1936 vendte Sally Salminen tilbage til Åland, men ingen velkomstkomité ventede i hendes hjemsogn, idet romanen havde blotlagt for meget af lokalsamfundets sociale strukturer. Den pludselige berømmelse gav nye muligheder, men førte hende samtidig ind i en ny og fremmed verden. Hendes bondebaggrund og mangel på formel uddannelse og dannelse gjorde hende usikker i omgangen med det kulturelle etablissement, og følelsen af underlegenhed fulgte hende resten af livet. Den ålandske forfatterinde Anni Blomqvist, en slægtning af Sally Salminen, blev i denne periode hendes fortrolige. Desuden søgte hun ro i sit nye hjem i Kvarnbo, som hun havde ladet bygge efter fremgangen med Katrina. Huset gav hende imidlertid ikke den hvile, hun søgte, og hun solgte det i 1945. I slutningen af 1930’erne tænkte hun flere gange på at vende tilbage til Amerika, da hun ikke kunne samle sig om forfatterskabet. Hendes åndelige krise førte hende til Oxfordbevægelsen, hvor hun traf sin senere ægtefælle, den danske maler Johannes Dührkop. Siden ungdommen havde hun læst meget, bl.a. religiøs litteratur, og hendes kamp med livsanskuelses- og trosspørgsmål gav hende med tiden et mere distanceret forhold til religion og statskirken som institution. Da Vinterkrigen brød ud i 1939, kom Dührkop til Finland som journalist, og hans og Sally Salminens venskab kunne uddybes. 1940 blev de gift i Helsingfors og flyttede kort derefter til Danmark, hvor Sally Salminen blev dansk statsborger. De tog del i finnernes kamp ved at holde foredrag om forholdene i Finland i de andre nordiske lande. Under Besættelsen blev Sally Salminen plejemoder for en lille jødisk dreng Bent Gorosch, hvis forældre var flygtet til Sverige. Hendes ønske om at adoptere drengen kunne ikke opfyldes, og da hun efter krigen måtte skilles fra barnet, var det et så hårdt slag for hende, at hun måtte indlægges. Drengen kom dog senere tilbage til Sally Salminen og hendes mand, da hans forældre pludselig døde.

Efter krigen rejste Sally Salminen meget, og det afspejlede sig i hendes forfatterskab. Rejserne blev til tider til lange udenlandsophold, der gav hendes liv en omflakkende karakter. Som forfatter var hun produktiv, men nød ikke altid kritikernes gunst. Selvom hun ikke gav op af den grund, skabte modvinden et islæt af bitterhed. Portrættet af kvindeskæbnen Katrina blev højdepunktet i Sally Salminens forfatterskab. Med sit første værk banede hun vej for en ny bølge af folkelivsfortællinger. Bogen gav hende også mange kvindelige læsere. Hendes anden litterære fuldtræffer blev Pris Efflam, 1953, der blev oversat til dansk samme år. Den foregik i Bretagne i Frankrig, men oftest hentede hun sine motiver fra Åland og beskrev det lille øsamfund med stærk realisme og ud fra en kosmopolitisk synsvinkel. Til hendes selvbiografiske bøger hører Upptäcktsresan, 1966, og Min amerikanska saga, 1968, hvoraf et uddrag af begge foreligger på dansk i Flugten til Amerika, 1967. Desuden skrev hun I Danmark, 1972, og Världen öppnar sig, 1974, der blev hendes sidste bog. En forkortet dansk udgave af de to bøger udkom efter hendes død under titlen I Danmark, 1979. Hun skrev på svensk, men hendes sprog blev med tiden mere usikkert, præget som det var af de danske omgivelser. I USA havde en søster foræret hende en svensk ordbog, og for Sally Salminen, som kun havde fire års skolegang bag sig, handlede skriveprocessen også om at stave rigtigt, og ordbogen fulgte hende livet igennem. Hendes mand kaldte hende “evighedsstudent”, og i sin tørst efter ny kundskab udvidede hun sin verden trin for trin.

Sally Salminen solidariserede sig med dem, der ikke havde magten i samfundet, og hun betragtede sine omgivelser ud fra et emmigrant-immigrant perspektiv. Hun forblev en fremmed fugl med tilhørsforhold til to lande, et menneske, der hverken havde let ved at falde til eller ved at vende tilbage. En klasserejsende med mistro i blikket og en vilje af jern. På mange planer havde hun følelsen af at være en udenforstående, også i forhold til den litterære verden i Danmark, som hun havde svært ved at blive en del af, da hun skrev på svensk. Hun fik dog et godt socialt netværk, bl.a. blev forfatteren Martin A. Hansen en god ven og litterær støtte. De sidste ti år af sit liv plagedes hun af en smertefuld muskelsygdom, der medførte, at hun fik svært ved at tale og til sidst måtte kommunikere gennem en skrivetavle. Selvom fysikken svigtede, var hun til det sidste lige så nærværende og kundskabstørstende som altid. I 1973 besøgte hun Helsingfors for sidste gang, og to år senere døde hun i København Sally Salminen modtog bl.a. Tollanderska Priset fra Svenska Litteratursällskabet i Finland 1937, Ingrid Jespersens Legat 1953 og Tagea Brandts Rejselegat 1967.