Ruth Smith

Ruth Smith voksede op i bygden Vágur, som ligger på den sydligste færøske ø. Hendes fader var oprindelig sømand, men sygdom tvang ham i land, hvor han oprettede en mindre handelsvirksomhed. Han døde, da hun var ni år gammel. Sammen med sine søskende hjalp hun med forefaldende arbejde hele barndommen igennem. 15 år gammel arbejdede hun som postomdeler i bygden. I 1930 rejste hun til Danmark med planer om at uddanne sig til sygeplejerske. Som så mange andre færøske piger i samme situation boede hun i starten hos noget familie. Hun arbejdede den første tid som tjenestepige, senere skaffede en kusine hende arbejde på vaskeriet i Diakonissestiftelsen i København, hvor lønnen var lidt højere. Allerede fra hun var ganske lille, havde Ruth Smith tegnet og malet, og dette fortsatte hun med i sin fritid. En af patienterne på Diakonissestiftelsen så hendes skitser og satte hende i forbindelse med kunstnerinden Bizzie Høyer. Planerne om at blive sygeplejerske blev hermed opgivet til fordel for kunsten.

Ruth Smith var i nogle år elev på Høyers tegneskole, og i 1936 blev hun optaget på Kunstakademiets Malerskole, hvor hun gik de følgende otte år. Der var enkelte afbrydelser i forløbet, da hun måtte arbejde samtidig med sin uddannelse. Til gengæld gjorde hun flittigt brug af skolens lokaler i ferier og på fridage. Hun var glad for sin lærer professor Aksel Jørgensen, som ligeledes påskønnede sin færøske elev, idet han i 1955 placerede hendes selvportrætter blandt det bedste i nordisk kunst. I 1945 giftede hun sig med en ven fra akademikredsen. Frem til 1948 boede parret i Lemvig og i København for derefter at flytte til Færøerne, fordi Ruth Smith følte, at hun var kørt fast som kunstner og trængte til ny inspiration. De bosatte sig først midt i hendes hjembygd Vágur og flyttede siden til Nes mellemVágur og Porkeri. De mange skitser, Ruth Smith efterlod sig, vidner om en opslidende kamp med motivet for at udtrykke præcis det, som kunstneren ser. Denne principielle oprigtighed over for motivet var central i den undervisning, som Aksel Jørgensen forestod. Hun er af kunstkendere blevet kaldt Færøernes betydeligste kolorist, selvom hendes kunstneriske afsæt altså ligger i realismen, i ønsket om at skildre tingene således, som de ser ud. Det var hende umuligt at male fantasibilleder, at finde på motiver i hovedet. Men hun syntes også, at det var utrolig svært at indfange og udtrykke det, hun så, hvilket fremgår af noter i hendes skitsebøger: “lad dig for pokker ikke slå ud igen, blir du i vildrede så husk: det, det drejer sig om hos dig, er at se farven frem.” Impressionistiske træk ses i flere af hendes landskabsbilleder i den følsomt søgende registrering af lysets virkninger, og enkelte steder anes en vis inspiration fra Cézanne i en facetagtig opbygning af billedfladen.

Ruth Smiths samlede værk er ikke omfattende, idet hendes overmåde selvkritiske sind gang på gang bød hende at overmale eller kassere sine billeder. Hun er blevet karakteriseret som en følsom og meget sky person, der kun nødigt lod sine billeder udstille, og som helst ville undgå for megen opmærksomhed. Denne tilbageholdenhed er en af grundene til, at hun forblev relativt ukendt. En anmelder i Politiken udtrykte i forbindelse med kunstnersammenslutningen Ses mindeophængning af Ruth Smiths billeder i 1958 bekymring over, at hun i sin levetid ikke blev vurderet efter fortjeneste, når man nu så “hvor åbent hun sansede naturen, hvor stærkt hun kunne karakterisere sine medmennesker ... Man mærker dog også splittelsen og nervøsiteten i hendes sind”. I hendes samlede værk er det portrætterne, især selvportrætterne fra 1950’erne, der står stærkest. Det er koloristiske mesterværker, der bærer præg af et særdeles grundigt indblik i farvernes komplementære forhold og en sans for klar farvekomposition. Men det er ikke kun billedernes formelle kvaliteter, der gør indtryk. De korte, urolige penselstrøg får billedfladen til at sitre af liv. Kunstneren har skildret sin egen person med granskende kritiske, nærmest nådesløse øjne. Hun vil male sandheden. Men de nøgterne skildringer er ikke uden dramatiske, ekspressive kvaliteter. Når man står over for dem, kommer man til at tænke på Edvard Munchs credo om at dissekere sjælen på lærredet. I de seneste år af sit liv var Ruth Smith bange for at blive blind. Hun måtte bruge briller, men den store frygt for at miste synet må mere tilskrives en tiltagende depression. Vinteren 1957-58 arbejdede hun som for livet, og på en ensom svømmetur i fjorden i maj 1958 druknede hun.