Ruth Andersen

Ruth Andersen voksede op i en håndværkerfamilie i en forstad til København Forældrene var stærke personligheder hver på deres måde. Især faderen kunne virke streng og frygtindgydende, men han besad samtidig en varme, som fik små børn til at hænge om ham. Det var et usentimentalt hjem, hvor man lærte, hvad der var ret, og hvad der var pligt, og først og fremmest blev vigtigheden af at holde ord og være parat til at tage et ansvar indskærpet.

Ruth Andersen blev 1954 student fra Nørre Gymnasium og valgte psykologistudiet på Københavns Universitet, hvorfra hun dimitteredes i 1961. Hendes professionelle karriere startede i en etårig uddannelsesstilling som klinisk psykolog på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, fulgt op af 27 års ansættelse på Rigshospitalets psykiatriske afdeling O, hvor hun modtog sin faglige skoling, dog afbrudt af ansættelser på neuromedicinske og neurokirurgiske afdelinger. Hun fik således et alsidigt og solidt kendskab til neurologiske og psykiatriske problemstillinger samtidig med, at hun blev inspireret til en forskningsmæssig indsats. Såvel et kandidatstipendium 1969-72 som et seniorstipendium 1973-75 gav hende mulighed for at udfolde sit skarpe intellekt, sin kritiske sans og sit blik for det relevante til gavn for neuropsykologisk forskning. Hun så nødvendigheden af at forfine den testpsykologiske metode og udviklede selv flere neuropsykologiske prøver. Især hendes konstruktion af en ny hukommelsesprøve, som hun beskrev i bogen Visuelle gestalter, 1968, har gjort hende kendt, også uden for landets grænser. Desuden har hendes forskning drejet sig om neuropsykologiske undersøgelser af epileptiske og amygdalotomerede patienter, dvs. patienter, der har fået fjernet en lille del af tindingelappen. I 1982 var hun medforfatter til monografien Stereotactic Psychosurgery, om effekten af stereotaktiske indgreb, populært kaldet det hvide snit. Undersøgelsen havde til følge, at dette indgreb ikke længere kunne finde sted i Danmark. Få har som Ruth Andersen været kyndige i den komplicerede Rorschachteknik, en test, hvor den, der skal undersøges, får forelagt ti blækklatfigurer og skal sige, hvad de forestiller. Mange er de studerende og kandidater, som hun på sin stringente måde har oplært i testningens metodik. Fagpolitisk har hun givet sit besyv med i spørgsmål som demensdiagnosticering og måling af livskvalitet, og hun har aldrig været bange for at tale den øverste sagkundskab midt imod. Som kollega og ven har hun været kendt for sin befriende, lidt barske humor, for sine meningers mod og for en ukuelig positiv holdning til livet. Dette til trods for, at hun blev ramt af muskelsvind og i en tidlig alder blev kørestolsbruger, ligesom respiratoren siden 1971 har været en uundgåelig følgesvend.

Inden for respiratorbehandlingen af muskelsvindramte har Ruth Andersens pionerånd og energi også givet nyt håb til mange. I 1971 var hun sammen med Evald Krog initiativtager til Muskelsvindfonden, og som næstformand for foreningen 1971-83 bragte hun netop spørgsmålet om respiratorbehandling i fokus. I bogen Sund og vanskabt, 1996, en historie om fonden, fortalte hun om, hvordan hun “pressede på for at få respirationsproblematikken taget op, fordi jeg vidste, at det var det, vi døde af. Men hos lægerne var der en næsten ubegribelig uvidenhed om problemet”. Omkring 1990 blev respirationsbehandling af muskelsvindramte rutine og dødeligheden nedsat. Også fysioterapi har hun kæmpet for at få placeret som en selvfølgelig del af behandlingen, og det er lykkedes trods oprindelig modstand og apati. Som en af initiativtagerne til den ændrede behandlingsstrategi løb hun risikoen for at blive anset for rebel, men denne rolle var hende uvelkommen, specielt da Muskelsvindfonden fik rokket ved det omgivende samfunds holdninger til handicappedes selvværd og ikke mindst fik sygdommen bragt frem i offentligheden. Indtil 1970’erne var muskelsvind en stærkt overset lidelse, og i Socialforskningsinstituttets undersøgelse Fysisk handicappede i Danmark, 1964-67, omtales muskelsvind end ikke. Siden patientforeningens oprettelse er kendskabet til ikke alene muskelsvindramte, men også andre bevægelseshandicappede blevet udbredt takket været pionerernes holdningspåvirkende indsats.

Ruth Andersen bor i eget hjem, hvor hun med opfindsomhed har løst mange praktiske problemer, og hvor hun med assistance fra hjælpere lever et virksomt liv, engageret i forskning i grænselandet mellem psykiatri og neurologi. Hendes talent for det kulinariske er legendarisk, og hendes glæde ved have og husdyr manifesterer sig over for de mange besøgende, der værdsætter hendes stærke og autentiske personlighed.