Rinna Hauch

Rinna Hauch mistede sin fader som toårig og flyttede med sin moder ind hos onklen kommandør Chr. Wulf på Petersgård på Sydsjælland. Her levede hun et ubundet liv i nær samklang med naturen og med fri adgang til et stort bibliotek; hun fik privatundervisning i de europæiske hovedsprog og fordybede sig i Goethes, Shakespeares og Walter Scotts værker. Skønt hun ved moderens død blev forældreløs som otteårig, huskede hun sin opvækst som lykkelig. 17 år gammel blev hun gift med den 20 år ældre digter Carsten H., der var lektor ved Sorø Akademi, et af guldalderens kulturcentre; fra 1851 var han professor ved Københavns Universitet. Rinna Hauch kom til at forestå en stor husholdning med efterhånden otte børn og en betydelig omgangskreds af ægtefællens digter- og lærerkolleger. I en pause mellem graviditeterne skrev hun to romaner, en romancecyklus og en novelle.

Romanen Tyrolerfamilien, der indgik i Rinna Hauchs første bog Tyrolerfamilien og De tre Haarlokker, 1840, handler om den unge Marie, der lever et nedslående dagligliv overvåget af en snæversynet stedmoder. Da en familie fra Tyrol giver koncert i København, fængsles Marie af tyrolernes naturlige musikalitet og forlader sit hjem for at opsøge dem i deres fædreland. Fortællingen beskriver hendes dristige færd, da hun alene, pengeløs og ubeskyttet rejser gennem fremmede lande, inden hun kan blive en af de unge sangeres kone. Marie er en kvindelig udgave af det romantiske geni, som de mange kunstnere i Rinna Hauchs omgangskreds dyrkede; det understreges af Carsten H. i forordet til bogen, som han udgav. Rinna Hauchs anden roman Frue Werner, der udkom under pseudonym i 1844, beskriver det komplekse forhold mellem køn og generationer. Fru Werner udfolder sin moderrolle først som formidler mellem en mand og hans søn og derefter som vejleder for sønnen, da han forelsker sig i hendes unge datter; moderen vil forhindre, at ægteskabet bliver den ældre, mere livserfarne og fysisk stærkere mands “voldtægt” af den yngre, uskyldige og svagere kvinde. Romanens udtalte morale er, at køns- og generationsmodsætningerne kun kan harmoniseres, når manden påtager sig sin rolle som forsørger og giver kvinden lov til at udvikle sig i sin egen rytme.

De to romaner fremhæver i en smuk, ligefrem sprogtone og komposition de positive sider ved kvinderollen i romantikkens periode. Med årene tabte Rinna Hauch troen på det romantiske livsgrundlag, særligt efter offentliggørelsen i 1867 af Carsten H.s breve fra forlovelsestiden, som afslørede hans konventionelle følelser for hende. Hun tilsluttede sig det moderne gennembruds radikale idéer, blev medlem af Dansk Kvindesamfund og Socialdemokratiet, var ivrigt optaget af Darwins skrifter og lod i 1875 novellen En Fortælling om et Barn trykke i Georg og Edvard Brandes’ tidsskrift Det nittende Aarhundrede under signaturen R. Hauch. Hun afsluttede selv sit liv, hvilket Georg Brandes i nekrologen tog til indtægt for hendes stolte selvberoenhed og ateisme, hvorimod familien, som omfattede flere teologer, anså det for et udslag af fortvivlelse.