Faktaboks

Ragna Grubb
Født
20. marts 1903, København
Død
9. juni 1961, Frederiksberg
Arbejdsliv
Arkitekt og akademiker
Familie

Forældre: direktør Marius Julian Bendt G. (1873-1948) og Sophie Christine Kragh (1876-1972).

Gift 13. november 1937 med arkitekt Christian Laursen, født 30. juni 1902 på Frbg., død 21. oktober 1973 samme sted, s. af malermester Jørgen L. og Sophie Emilie Caroline Sie.

Børn: Nina (1939), Jan (1941).

Ragna Grubb blev student i 1921 fra Nørre Gymnasium. Siden barndommen havde hun interesseret sig for at tegne, og under en længere rejse til Italien og Schweiz, hvor hun studerede gamle bygninger, blev hun klar over, at hun ville være arkitekt. I 1922 kom hun på teknisk skole, og året efter blev hun optaget på Kunstakademiets Arkitektskole. Som det var sædvane for datidens arkitektstuderende arbejdede hun på tegnestue sideløbende med uddannelsen, som hun afsluttede i 1933.

Allerede i 1935 oprettede Ragna Grubb, som noget helt usædvanligt for en kvindelig arkitekt i denne periode, egen tegnestue. Baggrunden for dette skridt var, at hun i 1934 havde vundet førstepræmie i konkurrencen om opførelse af Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade 8-10. Tanken bag Kvindernes Bygning var at samle kvindesagens og filantropiens kvinder i et fælles hus. Bygningen, der opførtes i 1936 og oprindelig indeholdt hotel, kontorer og mødelokaler, var støbt i jernbeton. Facaden havde vandrette vinduesformater og tilbagetrukket tagetage, og byggeriet udtrykte de nyeste tendenser i periodens arkitektur, nemlig funktionalismen. I 1937 vandt Ragna Grubb sammen med to andre kvindelige arkitekter Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt atter en førstepræmie i Foreningen Socialt Boligbyggeris konkurrence om nye boligtyper for mindrebemidlede familier. Og det er på det sociale boligområde, man skal finde Ragna Grubbs hovedinteresse. Hun var en aktiv fortaler, bl.a. i tidsskriftet Arkitekten, for lejligheder med to og tre små kamre og en mere åben og hensigtsmæssig plan end den traditionelle toværelsers lejlighed til de børnerige arbejderfamilier. Også de små boligers indretning optog hende, og hun tegnede en del lette træmøbler. Som et resultat af konkurrencen kom hun 1939-40 til at bygge en af boligblokkene i det store sociale boligbyggeri Kantorparken på Bispebjerg.

Ragna Grubb giftede sig i 1937 med arkitekten Christian Laursen, der i travle perioder assisterede på tegnestuen, men ellers var ansat andre steder. Som husmoder og moder kom hun til at mangle tiden og roen til at være kreativ. Hendes faglige produktion indskrænkede sig i de senere år til enkelte villaer og sommerhuse samt ombygninger.

Beskrivelser og portrætter af Ragna Grubb

  • Edith Kjærsgaard (red.): Historien om Kvindernes Bygning, 1986. Kendte danske Kvinder, 1934.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig