Polly Ahlefeldt-Laurvigen

Da Polly Ahlefeldt-Laurvigen i 1900 sammen med sin mand flyttede til København, tog hendes liv en ny retning. Siden giftermålet i 1868 havde greveparret boet på Ulstrup mellem Randers og Viborg, en af de mest storslåede jyske herregårde fra Christian 4.s tid og kulisse i flere af Steen Steensen Blichers noveller. Blichers ord om “Den jydske hvide Dame” på Ulstrup, der altid havde noget til overs for den nødlidende og spenderede mere på fattiges beklædning end på sin egen, kunne også være skrevet om Polly Ahlefeldt-Laurvigen. Hun førte den godgørende tradition videre, men havde i modsætning til sin forgænger store midler at tage af: gården var i fin drift, og de 620 ha langs Gudenåen bugnede af naturens gaver. Hovedbygningen var kolossal, og husholdningen holdt husfruen travlt beskæftiget. I København lagde Polly Ahlefeldt-Laurvigen nogle af disse kræfter, erfaringer og midler i storbyens filantropiske arbejde.

Den første forening, Polly Ahlefeldt-Laurvigen gik ind i, var Foreningen Smaabørns Vel (FSV). Den var stiftet i 1885 og opdelt i seks kredse med en bestyrerinde og et halvt dusin aktive kvinder. Foruden at være bindeled mellem institutioner for nødlidende børn skaffede FSV børnene materiel hjælp og sundhedspleje. Oprindelig blev børn op til tre år hjulpet, men aldersgrænsen måtte nedsættes, da opgaven var umådelig; nogle år hjalp FSV op til 900 børn. Bestyrerinderne blev gjort opmærksomme på børnene af læger og hospitaler og hørte vel også om nogle, når de aflagde besøg i fattige hjem med sygdom eller drikfældighed. I en årsberetning hed det, at “Til Ulejligheden kommer desuden den Ubehagelighed at bringes ind i saa sørgelige Forhold, som Kvinder af bedre Stand i Regelen ikke komme i Berøring med”, men trods alt var de opsøgende damer aktive i årevis. De indsamlede tøj og brugte barnevogne, syede og strikkede, sørgede for kul og spisebilletter, fik aftaler med mejerierne om ren mælk, knyttede fødselshjælpersker til kredsene og gav begravelseshjælp. De opkøbte også gryn, der blev oplagret hos en dame i hver kreds og solgt billigt. Midlerne kom fra kontingenter og gaver, med tiden betydelige legater og endelig snemænd: kolossale snefigurer, bygget af kunstnere i de kolde vintre omkring århundredskiftet og udstyret med en kasse til bidrag. Polly Ahlefeldt-Laurvigen betalte kontingent første gang i 1902, samme år blev hun formand efter Ida Mannheimers død og fortsatte de igangværende aktiviteter. Ved en omfattende udskiftning i bestyrelsen i 1913 gik hun af, men gav resten af sin levetid forhøjet kontingent og 100-150 stk. nyt tøj årligt til FSVs beklædningsafdeling.

FSVs initiativtager og første formand var Louise Harbou, der havde mistet en lille søn, og det samme kan have motiveret Polly Ahlefeldt-Laurvigen til at træde ind i netop denne forening: ni måneder efter sønnen Frederiks fødsel fik hun i 1870 en lille datter, der kun levede én dag. Omsorgen for små børn kom også til udtryk i engagementet i Prinsesse Thyras Asyl i Rantzausgade 48, hvor hun sad i bestyrelsen 1906-14. Fra stiftelsesåret 1906 til sin død var hun også i bestyrelsen for Louiseforeningen, der ydede hjælp til enlige kvinder, som havde kendt bedre dage. En del af hjælpen bestod i donationer af brugt tøj fra velhavende damer, og her havde den selskabeligt aktive grevinde, der var smuk og altid stilfuld, en ressource at øse af.

Polly Ahlefeldt-Laurvigen lagde en stor del af sin tid i Dansk Røde Kors (DRK), hvor hun i 1912 blev præsident for den kbh.ske Dameafdeling (DA). Af fødsel og ved giftermål tilhørte hun de kredse, hvorfra enkedronning Louise rekrutterede præsidenter til de 32 afdelinger, og Polly Ahlefeldt-Laurvigen var allerede bekendt med arbejdet, idet familiemedlemmer var præsidenter andre steder i landet. DAs vigtigste opgave i hendes præsidenttid var oparbejdelsen af lazaret- og forbindssager til hærens depoter samt førstehjælpskurser. Heller ikke i DA tog hun påfaldende nye initiativer, men hun havde evnen til lede aktiviterne med elskværdighed og alligevel sådan, at man mærkede den styrende hånd.

Polly Ahlefeldt-Laurvigen var en dygtig administrator, havde et varmt hjerte og var retsindig. I DRK fremhævede man, at hun “i den store Sags Interesse forstod at se bort fra alle underordnede Hensyn og at tage med let Haand paa de Modsætninger og stridende Anskuelser, der ikke kan udeblive, selv hvor det gælder Arbejde i den lidende Menneskeheds Tjeneste”. Som de fleste travle mennesker havde Polly Ahlefeldt-Laurvigen altid tid, og skønt hun også i København førte stort hus, påtog hun sig ved Første Verdenskrigs udbrud 1914 endnu en opgave. Hun gik ind i DRKs krigsfangearbejde, i afdelingen for formidling af breve mellem krigsfangerne på Østfronten og deres pårørende, og sparede sig ikke. Hun havde allerede på det tidspunkt et ret skrøbeligt helbred og tog måske for hårdt fat. Kun 66 år gammel døde Polly Ahlefeldt-Laurvigen midt i et aktivt liv i filantropiens tjeneste.