Pia Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard voksede op på Østerbro. Da hun var 13 år, blev forældrene skilt, og hun boede i nogle år hos faderen, som hun var nært knyttet til. Senere flyttede hun sammen med moderen og dennes nye mand. Efter 9. klasse forlod hun skolen og kom i lære i en kjoleforretning. Hun gennemførte imidlertid ikke læretiden og blev i stedet kontorelev i et forsikringsselskab. Også det droppede hun og blev ansat i Aller Press. I 1967, da hun blev gift, opfattede hun familien som kernen i samfundet og interesserede sig alene for hjem og børn og ikke for politik. Så længe børnene var små, var hun hjemmegående. Men efterhånden som de blev større og ægteskabet mere slidt, opstod der et behov for en udvidet virkekreds. I 1978 tog Pia Kjærsgaard sit pigenavn tilbage, fik et job som hjemmehjælper og blev en flittig læserbrevsskribent.

Mogens Glistrups dannelse af Fremskridtspartiet (FRP) i 1972 blev et vendepunkt for Pia Kjærsgaard, der indtil da havde stemt radikalt. Fra valget i 1973 stemte hun på FRP, og i 1978 meldte hun sig ind i partiet. Året efter stillede hun op til Folketinget og kom i 1984 ind som suppleant for Glistrup, der sad i fængsel for skattesvig. Hun blev sekretær for den lille folketingsgruppe, der talte fire medlemmer, og valgtes i 1985 til gruppens næstformand og politiske ordfører. Pia Kjærsgaard tilhørte de såkaldte slappere, der var i modsætning til Glistrups strammerfløj. Da han vendte tilbage til politik efter udstået straf, blussede stridighederne mellem de to fløje i partiet op, og Pia Kjærsgaard, der hidtil havde været en stor beundrer af Glistrup, distancerede sig mere og mere fra hans facon. Hun ønskede, at partiet skulle have indflydelse og derfor samarbejde og indgå kompromiser med de borgerlige partier. Der var ingen politisk uenighed mellem de to fløje, men de var voldsomt uenige om ledelsesstruktur, partidisciplin samt om, i hvilket omfang der kunne indgås aftaler med andre partier. Under Pia Kjærsgaards ledelse indgik FRP for første og eneste gang et finanslovsforlig i 1989.

I slutningen af 1980’erne begyndte FRP at markere sig på en ny mærkesag, kampen mod den danske udlændingepolitik. Partiet blev talerør for den skepsis mod indvandrere og flygtninge, der opstod i dele af den danske befolkning på et tidspunkt, hvor en række konflikter ude i verden betød, at der kom store grupper af flygtninge fra bestemte lande. Desuden var man imod de mange familiesammenføringer, som var muliggjort af den nye udlændingelov fra 1983. Efter flere år med opslidende magtkampe blev Glistrup ekskluderet i 1990, men stridighederne fortsatte, og da Pia Kjærsgaards fløj blev nedstemt på et landsmøde i 1995, forlod hun sammen med fire andre af partiets 11 folketingsmedlemmer FRP og dannede kort tid efter Dansk Folkeparti (DF). Det nye partis politik var ikke væsensforskellig fra FRPs, men kampen mod flygtningepolitikken og for det danske blev mere udtalt. Pia Kjærsgaard blev DFs ubestridte leder og sørgede for, at det nye partis struktur blev mindre anarkistisk, end FRP havde været, med klare kommandoveje og større central styring. Ved valget i 1998 fik DF 13 mandater mod FRPs fire mandater.

Pia Kjærsgaard er blevet et ikon for den populistiske højrefløj og tilsvarende forhadt af det yderste venstre. I 1998 blev hun overfaldet på Nørrebro af en gruppe autonome unge, da hun ville diskutere flygtningepolitik i et område præget af mange fremmede. Hendes succes skyldes ikke, at hun har markeret sig som en stor politisk ideolog eller teoretiker, men hun er en god taler med politisk flair for, hvad der rører sig i folket, og har sans for at markedsføre enkle budskaber. I 1998 udgav hun sine såkaldte midtvejserindringer Men udsigten er god. Hun valgtes som årets politiker i 1989 og blev ridder af Dannebrogordenen i 1994.