Pia Juul

Med sin debut, digtsamlingen levende og lukket fra 1985, der i eventyrets billedsprog kredsede om overgangen fra pige til kvinde, fra passivt at blive løftet til aktivt at tage dansegreb, markerede Pia Juul, at der var stærke kræfter i den generation, der fulgte efter den tidlige selvbevidste 80’er-generation. Sammen med digtere som Niels Frank og Morti Vizki introducerede hun en sproglegende, rollespillende poesi, langt fra den forrige generations jeg-centrerede lyrik. Det var sproget som forvandlingsrum, som mulighed for nye blikke på tilværelsen i kraft af skæve humoristiske forskydninger og sproglege, denne senfirsergeneration bragte på bane. Pia Juul var den sproglige forfører, der med et magisk knips kunne vende det lillepigeagtige kejtede til et grådigt og krævende kannibalistisk begær for øjeblikket efter igen at dreje om på sprogets hæl. Fortryllet, forhekset, forelsket og forgjort er ord, som optræder i forfatterskabet. Samtidig beskriver de, hvad det er, hendes lyrik gør ved læseren.

Pia Juul tilbragte sine første år i Skælskør. Da hun var seks, flyttede familien, der også talte en broder og en lillesøster, til Himmerland. I 1981 blev hun student fra Hobro Gymnasium. Herefter højskoleophold, rejser og tre semestres engelskstudier på Århus Universitet. I 1985 besøgte hun udstillingen Gud og Grammatik i København, en manifestation af 80’er-generationens kunstneriske udtryk. Her blev hun fuldstændig hypnotiseret af digteren Søren Ulrik Thomsens syngende oplæsning. Det var bl.a. denne oplevelse, der overbeviste hende om, at hun skulle være digter. Dagbog havde hun skrevet fra barn, ligesom læsning altid har været centralt i hendes liv. Især rytme og melodi fængslede hende, både når det gjaldt digte, den faste morgensang i skolen og tidens popslagere.

Gennem årene har Pia Juul ernæret sig som en flittig oversætter af engelsk og amerikansk litteratur. Fra 1985 har hun levet sammen med billedkunstneren I.N. Kjær, med hvem hun i 1986 fik en datter. Året efter udkom digtsamlingen i brand måske. Ligesom debuten var den skrevet i en abrupt krydsklippende, nærmest stakåndet stil, uden brug af store bogstaver og med en tegnsætning begrænset til punktummet. Karakteristisk for forfatterskabet er digtenes tilsyneladende henkastede lethed, som kun er mulig på baggrund af en koncentreret beherskelse af sprogets virkemidler. Som få har hun evnet at lade syntaksen afspejle digtenes indhold eller med andre ord: at lade digtene gøre, hvad de taler om. Det er ikke storbyen, som 80’er-lyrikerne allerede havde gennemskrevet, men derimod det himmerlandske landskab med tåge, klitter og får, der udgør rummet i Pia Juuls lyrik. Hun har en forkærlighed for gammelmodige ord og vendinger og vedkender sig gerne traditionens betydning og sin gæld til forfattere som B.S. Ingemann, Steen Steensen Blicher, Herman Bang og Emil Aarestrup. I de efterfølgende samlinger Forgjort, 1989, En død mands nys, 1993, og sagde jeg, siger jeg, 1999, har hun i stigende grad brugt pastichen som form lige fra spejdervers til salmer. Det gælder også den allegoriske roman Skaden, 1990, der knytter tilbage til århundredskiftets begyndelse og afspejler Pia Juuls optagethed af slægtens historie og erindringens kraft, der kan trække døde oldefædre op af graven. En sensuel melankoli præger forfatterskabet, men ethvert tilløb til nostalgi afvæbnes med en distancerende grimasse. Pia Juul har endvidere skrevet to radiospil og fik i 1997 opført skuespillet Spiritus på Det Kgl. Teater. 1989-93 var hun medredaktør af tidsskriftet Den Blå Port, 1993-95 medlem af bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere og fra 1996 af Statens Kunstfonds litterære udvalg. Hun har modtaget Statens Kunstfonds treårige stipendium 1988, Edith og Helge Rode-Legatet 1992 og Aarestrup-Medaljen 1994.