Petrine Sonne

Som datter af Folketeatrets populære skuespillerinde Julie Møller debuterede Petrine Sonne i 1892 som Madam Stabel i Henrik Hertz’ Audiensen, da hun under moderens sygdom sprang ind som dubleant. Fra 1900 var hun ansat ved forskellige kbh.ske teatre, bl.a. 1911-17 på Det Ny Teater, indtil hun i 1927 kom tilbage til Folketeatret, hvor hun spillede frem til sin død. Hendes sidste rolle her blev som kokkepigen i K. Simonovs Himlen er blaa og Græsset grønt, der opførtes i sæsonen 1945-46. Hendes speciale var komiske bipersoner og karakterroller. Hun havde en sjældent udtryksfuld mimik, samtidig med at hun udformede sine roller med stor fantasi. Med tiden blev hun højt elsket af publikum for sit lunerige spil, og hun var således en af grundpillerne i Folketeatrets ensemble. Hun fik aldrig fremtrædende roller, men hun skabte helstøbte figurer inden for sit særlige rollefag. På Folketeatret gik den historie, at hermelinsvævre Petrine Sonne altid foretrak miniroller, for dels var de til at lære, og dels kunne hun nå at futte hjem igen med sporvognen fra Nørrevold til Pile Allé inden omstigningsbilletten udløb.

Komiske gammeljomfruer og elskelige morliller var Petrine Sonnes domæne som fx den enfoldige Sidse Lugekone i Nøddebo Præstegaard, ammen i Shakespeares Romeo og Julie og priorinden i Frøken Nitouche, en rolle, hun første gang spillede i 1912, og som hun beholdt op gennem årene i forskellige opsætninger. Hendes musikalitet og sprøde sangstemme bevirkede, at hun også optrådte i vaudeviller, bl.a. som Frk. Sørensen i Johanne Luise Heibergs Abekatten og Madam Tschöll i Jomfruburet. Talentet blev udnyttet inden for forskellige genrer, og hun medvirkede også i det moderne repertoire, bl.a. i en komedie af Kaj Munk.

Da dansk filmproduktion startede i Valby, var Petrine Sonne med allerede fra starten. I 1907 blev hun engageret ved Nordisk Films Kompagni på et tidspunkt, hvor det ikke var velanskrevet at medvirke i film. Hun fik roller i de mange populære stumfilm, bl.a. Heksen og Cyklisten, 1909, hvor hun agerede heksen. Farcen blev årets mest solgte med 190 kopier. På baggrund af stumfilmens manglende replikker udførte skuespillerne et pantomimisk spil i lighed med teatrets gamle affektspil. Men efterhånden tilegnede Petrine Sonne sig en moderne filmteknik og lod mimik og gestik være en del af rollefremstillingen. I 1914 ansattes hun ved filmselskabet Danmark, der bl.a. talte Carl Th. Dreyer blandt sine manuskriptforfattere. I 1925 medvirkede hun således i Dreyers film Du skal ære din Hustru. Da filmen fik tale, fortsatte hun sin filmkarriere med biroller, der fik liv gennem hendes rige lune. Hun optrådte i ca. 40 danske film, bl.a. Bolettes Brudefærd, En Herre i Kjole og Hvidt, Biskoppen, To som elsker hinanden og Otte Akkorder. Altid var der tale om omhyggelige studier af figurerne, som hun gav særlige karakteristika. Petrine Sonne modtog i 1942 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.