Olivia Levison

Olivia Levison blev kun 47 år, og i de første 41 år af dette korte liv var hun bosat i København, indtil hun i 1888 giftede med den svenske musikkritiker Hilder Sandström og flyttede med ham til Stockholm. Tre år senere var det slut med det svenske ægteskab, og hun vendte tilbage til København, nu i modsætning til tidligere i egen lejlighed.

Olivia Levison og hendes søskende voksede op i en jødisk familie med ortodokse traditioner. Stærkt tilskyndet af det kbh.ske gennembrudsmiljø og først og fremmest af broderen Ferdinand L.s radikalitet, brød hun imidlertid med det familiære miljø. Hun blev en af de mest radikale gennembrudskvinder, og hun både kendte og var selv kendt af mandlige spydspidser som Georg Brandes og Erik Skram. Moderniteten satte sig igennem på to felter. For det første var Olivia Levison en af de ganske få kvinder, der vovede at ytre sig offentligt i forbindelse med den nordiske sædelighedsfejde, som satte seksualiteten til debat. I 1887 gik hun i Politiken i dialog med to så skarpe og drevne debattører som Bjørnstjerne Bjørnsson og Strindberg. Her plæderede hun for en nøgtern betragtning i stedet for Bjørnssons og Strindbergs henholdsvise idealisering og dæmonisering af kvinden. For det andet var Olivia Levison kvinden bag pseudonymet Silvia Bennet, hvis lille forfatterskab er et af de mest moderne blandt de kvindelitterære fra slutningen af 1800-tallet. Det blev indledt i 1870’erne og kulminerede med romanen Konsulinden i 1887, der sammen med to novellesamlinger Min første Bog,1874, og Gjæringstid, 1881, og en række tidsskriftsnoveller udgør hendes samlede værk.

Debutnovellerne bærer som helhed stærkt præg af den unge forfatters usikkerhed og hildethed i en fortidig skrivestil. Men allerede her aner man samtidig et stilistisk brud med den poetiske realisme, idet Olivia Levison i novellen Paa Landet lader fortællerens oplevelse af en dramatisk begivenhed gengive i et sansenært formsprog, hvor syntaksen bryder sammen til fordel for en brudt og arytmisk form, der foregriber impressionismen. Det er denne formfornyelse kombineret med en naturalistisk bestræbelse på at trænge ind i et kvindesind, der placerer forfatteren Olivia Levison i frontlinien i det moderne gennembrud. Med novellen Indespærret fra 1876, genudgivet i samlingen Gjæringstid, tegnes således et portræt af en ung, dannet og fattig kvinde, spændt ud mellem inderliggørelsen af samfundets forventninger om en bly og dydsiret kvindelighed og sine stærke lidenskaber. De sidste tæmmes gennem en streng selvdisciplin, indtil den mandlige fortæller ved at understøtte hendes kunstneriske ambition ægger hende til også at tilkendegive sit begær efter ham. Da frastødes han, som nemlig ikke selv er i stand til at møde hendes begær, og hun ender sine dage som markedsgøgler, kunstnerens forvredne karikatur.

Denne vej til en form for offentligt anerkendt prostitution afsøger Olivia Levison videre i romanen Konsulinden, periodens mest pessimistiske udviklingshistorie. Romanen handler om Elisabeth, der fra at være et ungt, smukt og aldeles formbart pigebarn ender med at blive en helt igennem fordærvet, fedladen hykler. Forvandlingen sker gennem en lang række af næsten identiske overgreb fra alle de faderskikkelser, Elisabeth møder: den biologiske fader, der er en opkomling uden dannelse, konfirmationspræsten, som vier hende til et liv i skyld, den unge, fattige kunstner, der nok kan elske, men ikke ægte hende, den tykke konsul, som hun gifter sig med, og sidst en præst, der manipulerer hende ind i et velgørenhedsarbejde, der ikke er egentlig åndelig dækning for hos hende selv. Alle disse magtrepræsentanter deformerer Elisabeth, hvis eneste selvstændige reaktionsmåde bliver den kronisk depressive tilstand. Tilsvarende bliver grundtonen i romanen også drivende depressiv, og det er netop i kraft af denne konsistens, at den fremstår som en overbevisende analyse og et stærkt udsagn om kvindelig udsathed.

Der er noget, der tyder på, at det depressive anlæg også har været Olivia Levisons eget. Nok har hun kunnet bryde intellektuelt med sit traditionsbundne miljø, men hun har ikke materielt været i stand til at følge med sit intellekt, og dette har efter alt at dømme afsat en depressionsfremkaldende splittelse i hende. Olivia Levison fik ikke som brødrene en uddannelse, og selvom hun fx lærte mange sprog og tilegnede sig en bred viden om sin samtid, fik hun først meget sent i sit korte liv mulighed for at blive sig selv. Hun var som eneste datter, en søster døde i 1868, forudbestemt til at overtage husholdningen i hjemmet, og da hendes moder samtidig blev tidligt svagelig og blind, måtte Olivia Levison vie en stor del af sin tid til at passe hende og hjemmet. Først med giftermålet kom hun hjemmefra, måske var dét det egentlige formål med ægteskabet, og hun blev således i sit eget liv fanget af den tradition, hun i tanken nedbrød og i sine værker afklædte.