Oda Bjørnholt

Oda Bjørnholt voksede op i et fattigt arbejderhjem på Nørrebro. Familien var børnerig, hun var nummer syv i rækken. Efter 7. klasse kom hun i lære som cigarrullerske, og hun arbejdede livet igennem i tobaksbranchen. 24 år gammel blev hun gift med Anker B., der var maler, og sammen fik de en datter. Selvom hverdagen var fyldt ud med familie og arbejde, fandt hun dog tid til at fordybe sig i litteraturens verden, hvor særlig historiske bøger fangede hendes interesse. Herigennem fik hun social indsigt og klassebevidsthed, og på en rejse til Hamburg i begyndelsen af 1930’erne blev den politiske interesse for alvor vakt ved mødet med de tyske kommunister. Hjemme igen meldte hun sig 1931 ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Hun blev hurtigt engageret i partiarbejde og deltog bl.a. i studiekredse. Ægtefællen var også DKP-er, begge fik tillidsposter, og snart blev det Bjørnholtske hjem brugt som mødested for DKPs Frbg.-afdeling. Men hun var tillige stærkt internationalt orienteret. Ud over at deltage i hjælpearbejdet for de flygtninge, der blev forfulgt af det nazistiske styre i 1930’ernes Tyskland, og i tøjindsamlingen i forbindelse med Den Spanske Borgerkrig begav hun sig på flere politisk motiverede ture til udlandet. I 1932 rejste hun på egen hånd til Berlin for at følge det afgørende valg, der førte til Hitlers magtovertagelse, og i 1937 tog hun ligeledes alene til Sovjetunionen, som hun var meget optaget af. Oda Bjørnholt var i slutningen af 1930’erne tillidskvinde på sin arbejdsplads, og hun var tillige 1939-45 medlem af bestyrelsen for sin fagforening Enigheden, Tobaksarbejderforbundets afdeling i København

Oda Bjørnholts hverdag påvirkedes ikke nævneværdigt, da Danmark i 1940 blev besat af tyske tropper, blot gjorde hele krigssituationen det med tiden vanskeligere at skaffe tobak til fabrikken, hvor hun var ansat. I juni 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, ændredes situationen med ét for de danske kommunister. DKP blev illegalt og adskillige af hendes partifæller arresteret. Selv undgik hun arrestation, men blev snart efter fyret med den begrundelse, at lageret af tobak var sluppet op. At afskedigelsen var politisk motiveret understregedes af, at hun ikke blev genansat, da fabrikken atter modtog tobak. I efteråret 1941 indledte Oda Bjørnholt sin modstandskamp, idet hun deltog i trykning af Land og Folk, DKPs illegale avis. Rigtig fart tog illegaliteten imidlertid, da familien i sensommeren 1942 blev opsøgt af deres partikammerat Eigil Larsen, der havde fået til opgave at organisere sabotagen. Oda Bjørnholts mand startede derefter som kurer for Eigil Larsen, men hvervet blev kort efter overdraget til hende. Som kurer for en af modstandsbevægelsens centrale skikkelser fik Oda Bjørnholt indflydelse og ansvar ud over det sædvanlige, og opgaven optog snart al hendes tid. Hun transporterede fx mikrofilm, pakker og breve, skaffede logi til folk, der var gået under jorden, samt diskuterede og planlagde aktioner med Eigil Larsen. Fra august 1943 og resten af krigen levede hun selv illegalt, efterlyst af den tyske værnemagt. Selvom hun udsatte sig selv for et stort nervepres ved at være kurer, kom det aldrig på tale, at hun kunne trække sig ud af modstandsarbejdet, dertil var hendes viden alt for omfattende. Det illegale liv var på mange måder rædselsfuldt og ydmygende. Det tærede på kræfterne hele tiden at være på farten og lede efter nye logier, særlig efter 1943, da værnemagten indførte dødsstraf for at huse illegale. Oda Bjørnholt var medlem af en ventegruppe, der skulle træde i aktivitet ved krigens slutning, og i den første tid efter Befrielsen gjorde hun tjeneste ved Domhuset.

Efter krigen var det vanskeligt for Oda Bjørnholt at vende tilbage til et almindeligt liv som tobaksarbejderske. Hverdagen virkede som en indholdsløs kliché. I 1947 blev hun opstillet som folketingskandidat for DKP i Østre Storkreds, men blev ikke valgt. Resten af livet levede hun med forskellige fysiske skavanker, som hun selv mente var en konsekvens af det psykiske pres i besættelsesårene.