Nielsine Wollesen

Nielsine Wollesen, 20 år gammel giftede gårdmandsdatteren Nielsine Wollesen sig i 1864 med en skomager. Året før var hendes forældre blevet skilt, og i 1879 døde hendes fader på fattiggården. Efter seks års ægteskab besluttede Nielsine Wollesen sig for at blive jordemoder, og i 1871 dimitteredes hun fra Jordemoderskolen på Fødselsstiftelsen. Hun startede sin karriere som reservejordemoder i Ringkøbing amt. Her skulle hun træde til ved kollegers vakance og var forpligtet til at flytte bolig efter amtets krav, når en anden jordemoder ikke kunne passe sit distrikt. Ved siden af sit reservejordemoderarbejde havde hun tilladelse til at have private patienter med risiko for at blive upopulær hos sine kolleger, fordi hun tog fødslerne og dermed indtjeningen fra dem. Efter et par år i Sunds lykkedes det i 1873 Nielsine Wollesen at avancere til distriktsjordemoder i Vinding. Som så mange andre jordemødre flyttede hun og familien ind i en gammel jordemoderbolig med tilhørende landbrug, en ko, et par får og en gris. Vand måtte hentes en km væk. Om vinteren smeltede familien sne til vand. Nielsine Wollesen beklagede sig over den elendige bolig, og det lykkedes hende at formå amtet til at bygge en ny. Ringkøbing amt var et af de dårligste i landet med hensyn til jordemodervæsen. Egnen var tyndt befolket og folk fattige, hvilket betød dårlige indtægtsmuligheder. Ofte måtte Nielsine Wollesen af sted på ufarbare veje i al slags vejr i åben hestevogn. Ifølge en søn, der ofte så moderen komme hjem med en 50-øre indbundet i en knude i et lommetørklæde, skønt den højeste pris for en fødsel var seks kroner, fik hun dog tit gaver af taknemmelige patienter, såsom æg, fårelår, brød og flæsk.

Omkring 1884 blev Nielsine Wollesen distriktsjordemoder i Holstebro. Det var betydeligt mere attraktivt at være ansat i byområder, hvor afstandene ikke var så store som i landdistrikterne, og der var flere fødsler. Hun havde mange kunder både i Vinding og i Holstebro, og desuden en del åreladninger og kopsætninger, en velkommen ekstra fortjeneste for jordemødrene. Metoden lærte de på Jordemoderskolen af de unge lægekandidater, og i den instrumentkasse, Nielsine Wollesen fik som flidspræmie ved sin eksamen, lå remedierne til behandlingerne. Distriktsjordemødrenes vilkår skulle afgøres lokalt via forhandlinger med amter og kommuner som regel med embedslægerne som mellemmænd. I Ringkøbing amt var jordemødrenes vilkår i slutningen af 1800-tallet usædvanligt dårlige. Det var på den baggrund, at Nielsine Wollesen besluttede at forsøge at samle sine kolleger i en faglig organisering. Sammen med kollegaen, distriktsjordemoderen på Holmsland Bolette Barbesgaard, tog hun initiativet til at stifte Ringkøbing Amts Jordemoderforening i 1891. Det var den første fagorganisation for jordemødre i Danmark, og den blev et forbillede for de kreds- og amtsforeninger, der i de næste 10-15 år stiftedes rundt om i landet, og som kom til at danne grundlag for stiftelsen af landsforeningen Den Almindelige Danske Jordemoderforening i 1902. Nielsine Wollesen blev kredsforeningens første formand og arbejdede vedholdende for foreningens beståen. Hendes klogskab og ihærdighed samt hendes store interesse i at skaffe jordemødrene bedre livsforhold gjorde hende særdeles egnet til organisationsarbejdet. Allerede i Vinding havde hun vist sig som en kvinde med kampvilje, og det var en stor sejr for hende, at hun overtalte amtet til at opføre en ny jordemoderbolig. I det hele taget bevirkede den fælles front, som jordemødrene dannede, at myndighederne i Ringkøbing amt optrådte mere humant og velvilligt over for dem.

I løbet af 1890’erne var Nielsine Wollesens mand flyttet fra hende og havde bosat sig hos en søn, der var dyrlæge på Sjælland. Selv tog hun sin afsked i 1914, men da det var umuligt at formå nogen anden til at søge Askø distrikt i Maribo amt, tog hun imod stillingen som distriktsjordemoder på øen. Hermed kunne hun supplere sin, selv efter tidens standard, meget dårlige pension med en lille årsløn og undgå udsigten til en alderdom i armod. Det er også i det lys, at man skal forstå et indlæg, hun i 1908, 64 år gammel, skrev i Tidsskrift for Jordemødre. Her foreslog hun, at en gruppe ældre jordemødre for at få de små pensioner til at slå til skabte et hjem i fællesskab og sammen dyrkede have og eventuelt havde hønsehold. Hvis nogen blev syge, kunne raske kolleger yde den pleje, som ellers ville være vanskelig at få. Yderligere kunne man tage ældre og syge mennesker i logi for en mindre betaling. “Som en Begyndelse til Hønseriet giver jeg vederlagsfrit nogle Høns, jeg har. Lad os sætte Ryggene sammen; mange Bække smaa gør en stor Aa.” Hendes forslag forblev en idé, selv blev hun på Askø, hvor hun døde i 1927 som 83-årig efter mere end 56 års pligttro arbejde som jordemoder.