Faktaboks

Nielsine Petersen
Nielsine Caroline Petersen
Født
10. juli 1853, Nyrup, Højby sogn, Holbæk amt
Død
26. november 1916, København
Arbejdsliv
Billedhugger
Familie

Forældre: skibsfører Mads P. (1815-84) og Stine Madsdatter (1826-85).

Nielsine Petersen vidste allerede som barn, at hun ville være billedhugger, men forældrene ønskede ikke, at hun fulgte en kunstnerisk løbebane. Først efter en alvorlig sygdom som 22-årig fik hun lov til at følge sit kald. I 1877 blev hun elev på maleren Vilhelm Kyhns tegneskole og lærte derefter modellering hos billedhuggerne Th. Stein og August Saabye. Sidstnævnte kom til at betyde meget for hendes kunstneriske udvikling. Også undervisningen hos maleren J.A. Jerichau fulgte hun.

I 1880 debuterede Nielsine Petersen på Charlottenborgs Forårsudstilling med en buste i gips, og hun fortsatte med at udstille på Charlottenborg næsten hvert år frem til sin død. I 1882 udstillede hun en marmorbuste af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Året efter fik hun Neuhausens Præmie for sin statue Dansende Faun. Som kvinde havde hun ikke adgang til Kunstakademiet, der først åbnede sin skole for kvinder i 1888. Men året inden fik hun alligevel lov til at deltage i konkurrencen om Akademiets lille Guldmedaille, som hun vandt med gipsrelieffet Naomi siger Farvel til sine Sønnekoner, der senere blev placeret i Gentofte Kirke. Nielsine Petersen arbejdede ihærdigt og fik 1889 takket være legater og udmærkelser mulighed for at foretage en studierejse til Paris. Her udstillede hun på Salonen statuen Ismail, 1890, der gav hende en Mention honorable, en hædrende omtale, og herhjemme Eibeschütz’ Præmie. Blandt hendes kendteste værker kan nævnes En Dreng, der fisker Krabber, gips 1884 og bronze 1893.

Nielsine Petersen blev meget anerkendt som hofbilledhugger. Hendes første opgave var et mindesmærke over den russiske zar Aleksander 3. Hans hustru, den danskfødte Dagmar, godkendte Nielsine Petersens udkast, og Christian 9. gav tilladelse til, at monumentet blev opstillet i Fredensborg Slotspark i en af alléerne nærmest slottet. Busten, som er lidt over legemsstørrelse, er støbt i bronze og placeret på en høj granitsokkel, hvorpå der foruden navn og årstallene 1866-1893 står, at den blev “Rejst til Minde om Kejserens Besøg paa Slottet”. Også en række af kongehusets øvrige medlemmer udførte Nielsine Petersen portrætbuster af, bl.a. dronning Louise og Frederik 8., samt monumenter af Christian 9. og Georg 1. Hun har også udført en række portrætbuster uden for kongehuset, heriblandt En dansk Bondepige, 1895, og en buste af maleren Fr. Vermehren, 1901. Desuden har hun udført relieffer, såsom Orfeus, Diana, Banjospilleren samt Hamlet, 1901, en bronzefigur, der står i Marienlyst Slotspark i Helsingør. Nogle af reliefferne har religiøse motiver, således Jephtas Datter gaar sin hjemvendende Far i Møde, 1887, og Jacob velsignes af Isak, 1889. Til Skt. Petri Kirke har hun udført et epitafium over pastor P.F. Schmaltz. Nielsine Petersen havde først atelier i Bredgade og derefter i en smuk villa på Hultmannsvej i Hellerup, hvor hun ofte havde besøg af fyrstelige og kongelige personer, der fulgte hendes arbejde. I 1901 blev hun inviteret på et 11-dages besøg på Buckingham Palace af dronning Alexandra og Edward 7.

Nielsine Petersen var en flittig kunstner, der gengav sine modeller med elskværdighed. Hendes formsprog strakte sig fra en klassicistisk holdning, inspireret af Bertel Thorvaldsens idealer, hvilket fx ses i hendes relieffer, til en fransk inspireret naturalisme, som i statuen En Dreng, der fisker Krabber. Det er blevet sagt om hende, at hun aldrig nåede at assimilere sine læreres forskellige påvirkninger. Imidlertid var hendes arbejder meget værdsatte, og i årenes løb modtog hun mange æresbevisninger, bl.a. Ingenio et arti i 1908. Også udenlandske hædersbevisninger modtog hun, bl.a. den franske Officier de l’Académie Française, den russiske fortjenstmedalje og den engelske guldmedalje for kunst og videnskab.

Beskrivelser og portrætter af Nielsine Petersen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig