Faktaboks

Nicoline Nielsen
Kirsten Nicoline Sofie Nielsen
Født
6. december 1874, Fakse
Død
9. januar 1951, Fakse
Arbejdsliv
Bryggeriarbejder, virksomhedsejer og fabrikant
Familie

Forældre: husmand, ølhandler Rasmus N. (1840-1914) og Maren Kirstine Christophersen (1839-1905).

Gift 12. november 1897 med brygger Charles Conrad N., født 14. september 1866 i Thisted, død 18. maj 1914 i Fakse, s. af Carl Vilhelm N. og Inger Marie Christensen.

Børn: Kaj (1898), Carl Wilhelm (1900), Erik (1902), Helmer (1905), Inger Margrethe (1910).

Nicoline Nielsen var datter af en ølhandler i Fakse. Allerede som barn måtte hun tage del i faderens forretning, som han på grund af alkoholproblemer kunne have svært ved at passe, men med kærlighed og myndighed tog hun sig af såvel ham som virksomheden. Fra 1897 fik hun hjælp af sin mand Conrad N., og i 1901 oprettede han sammen med sin svigerfader Fakse Dampølsbryggeri. Nicoline Nielsen var fra starten med i bryggeriets drift. Det var et lille, lokalt hvidtølsbryggeri, og produktionen foregik i den første tid i hjemmet. Der var ikke tale om kontinuerlig produktion, men der blev brygget ca. tre gange om ugen, afhængig af efterspørgslen. De tre ældste sønner blev allerede fra barnsben inddraget i arbejdet, som Nicoline Nielsen fortsatte under egen ledelse, efter at hendes mand var død i 1914. Flid og familiesammenhold og omhu med produktionens kvalitet lå bag virksomhedens succes. Den voksede langsomt, fordi Nicoline Nielsen insisterede på, at den kun skulle vokse ved selvfinansiering, men i 1928 tog den springet fra en lokal til en regional virksomhed. Den skiftede navn til Faxe Bryggeri, Malt- og Mineralvandsfabrik, og det signalerede, at produktionen nu blev udvidet til også at omfatte mineralvand, som blev solgt på hele Sydsjælland sammen med hvidtøllet.

Den øgede aktivitet skabte behov for en stor udvidelse af bryggeriet i 1935, men det skabte problemer med vandforsyningen. På råd fra geologiprofessor A. Rosenkrantz foretog bryggeriet en meget dyb vandboring og kom dermed ned til det meget fine koralvand, som findes i netop Fakses undergrund. Det sikrede ikke bare vandforsyningen kvantitativt, men gav også bryggeriet en konkurrencefordel, fordi der ikke findes tilsvarende vand andre steder i Danmark. Det blev udnyttet til en udvidelse af produktionen til fra 1938 også at omfatte bajersk øl og stærkere ølsorter. Det lykkedes Faxe Bryggeri at bide sig fast på dette marked, og i 1945 kunne Nicoline Nielsen trække sig tilbage som daglig leder og overlade denne opgave til sine sønner. Hun var en myndig kvinde med et varmt hjerte og skabte en tradition for langvarige ansættelser på virksomheden. 1978 opkaldte bryggeriet Danmarks første sodavand uden farvestoffer efter Nicoline Nielsen og smykkede etiketten med en tegning af hende.

Tilknytning til organisationer

  • Fakse Dampølsbryggeri
  • Faxe Malt- og Mineralvandsfabrik

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig