Nicoline Højgaard Simonsen

Nicoline Højgaard Simonsen nedstammede fra de første, der bosatte sig i bygden Rituvík på Færøerne i midten af 1800-tallet. Hun var den ældste i en stor søskendeflok. Miljøet var domineret af handlekraftige kvinder, der stod for arbejdet i husholdningen og jordbruget, mens de arbejdsdygtige mænd var på fiskeri en stor del af året. Nicoline Højgaard Simonsens livsgerning var præget af hendes baggrund i dette miljø og hendes religiøse ståsted i Indre Mission, som hun gik ind i som 17-årig. Kort tid efter fik hun tuberkulose og kom på sanatorium i Tórshavn. Under dette ophold læste hun bøger af den britiske filantrop T.J. Barnardo, der i anden halvdel af 1900-tallet oprettede børnehjem for private velgørenhedsmidler. Nicoline Højgaard Simonsen arbejdede herefter målrettet på at dygtiggøre sig for selv at kunne oprette et børnehjem. Hun var på højskole og husholdningsskole, arbejdede på børnehjem og lærte barnepleje i Danmark og på Færøerne. Allerede mens hun boede hjemme hos sine forældre, havde hun plejebørn. Da hun var blevet gift, flyttede hun til Vestmanna, hvor hendes mand var missionær.

I 1928 opnåede det første og eneste børnehjem på Færøerne statsanerkendelse. Det var en selvejende institution med Nicoline Højgaard Simonsen som forstander, og det var placeret i parrets ejendom. Ifølge vedtægten var børnehjemmets formål “at antage sig forældreløse, fattige, hjemløse og paa anden Maade ulykkeligt stillede Børn paa Færøerne for at opdrage dem i den Tro, hvori de er døbte, og derved gøre dem til gode Medlemmer af det borgerlige Samfund”. Børnehjemmet kunne optage ti børn og beholde dem til 14-års alderen. Bestyrelsen blev valgt inden for Indre Mission og var selvsupplerende. Børnehjemmet blev finansieret både med offentlige midler ifølge Værgerådsloven og med private midler. Bygningen i Vestmanna blev efterhånden for lille, og et nyt børnehjem blev i 1955 bygget i Tórshavn med plads til 36 børn.

Nicoline Højgaard Simonsens idé var at drive institutionen som en stor familie, og hun tilsidesatte sit eget privatliv, for at børnene kunne betragte hjemmet som et virkeligt hjem med hende som moder. Mange af børnene fortsatte som voksne med at vende tilbage til hjemmet. Efter sin pensionering i 1972 blev hun boende på børnehjemmet, hvor hendes ældste søn var udnævnt til forstander. Ændret sociallovgivning, nye behandlingsformer og moderne ledelsesteorier havde efterhånden ændret børnehjemmet. Dette skabte uoverensstemmelser imellem bestyrelsen og Nicoline Højgaard Simonsen. Sine sidste år boede hun i Danmark. Hun var medlem af menighedsrådet i Vestmanna 1929-56 og blev ridder af Dannebrogordenen i 1968.