Mona Frederiksen

Mona Frederiksen voksede op på Nørrebro sammen med en ældre søster. Der var ingen tradition i familien eller miljøet i det hele taget for boglig uddannelse, men da hun på opfordring af sine lærere først kom i mellemskolen og senere i gymnasiet, fik hun fuld opbakning fra sine forældre. I 1950 blev hun nysproglig student fra Falkonergårdens Gymnasium. Hun havde lyst til at læse videre, helst jura eller økonomi, men måtte vælge sygeplejerskeuddannelsen, der med sit tilbud om løn og bolig lå inden for de muligheder, hun havde. Det viste sig imidlertid at være godt valg, da faget de følgende år udviklede sig stærkt og åbnede nye karriereveje.

Da Mona Frederiksen havde afsluttet sin elevuddannelse på Kommunehospitalet, blev hun 1955-58 oplært som anæstesisygeplejerske på hospitalet og supplerede desuden sin uddannelse med psykiatri og pædiatri. Efter en kort periode som anæstesisygeplejerske ved Bispebjerg Hospital og Diakonissestiftelsen arbejdede hun tre måneder på Centrallasarettet i Gävle i Sverige, hvor hun deltog i oplæring af anæstesisygeplejersker. Det blev i det hele taget i de første år anæstesien, der kom til at optage Mona Frederiksen. Det var et ret nyt lægeligt speciale, som var i hastig udvikling, og det var nødvendigt også at uddanne sygeplejersker på dette felt for at opnå den optimale behandling og pleje af patienterne. 1958-59 gennemgik hun kursus for ledende sygeplejersker ved Århus Universitet og blev herefter afdelingssygeplejerske ved anæstesiologisk afdeling ved Kommunehospitalet i Århus. Samtidig oprettede hun Foreningen af Anæstesisygeplejersker (FAS), hvis formand hun var indtil 1964. Som formand for FAS gennemførte hun ugekurser for landets anæstesisygeplejersker skiftevis i København, Århus og Odense. Kurserne viste et stort behov for undervisningsmateriale, og sammen med overlæge Henning Poulsen tog hun 1961 initiativ til udgivelse af Håndbog for Anæsthesisygeplejersker, der blev en succes og udkom i en årrække.

I 1961 avancerede Mona Frederiksen til oversygeplejerske, og hun var med til at indrette en ny intensivafdeling. Denne opgave løste hun så overbevisende, at hun i 1964 fik og modtog et tilbud om stillingen som forsøgsleder ved Kolding Sygehus. Forsøget var et led i planlægningen af et nyt sygehus i byen, og projektet var etableret i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Sygehusforeningen med henblik på at rationalisere sygehusdriften og komme den evigt tilbagevendende sygeplejerskemangel til livs. På et tidspunkt, hvor det ikke var populært, havde Mona Frederiksen mod til at sige, at der var sygeplejersker nok i Danmark, hvis bare de blev brugt rigtigt. Det var projektets og Mona Frederiksens mål, at sygehusdriften skulle være rationel og menneskelig på samme tid, hvilket bl.a. skulle opnås ved, at sygeplejerskerne koncentrerede sig om den egentlige sygepleje og slap for at varme mad og udføre kontorarbejde. Servicefunktionerne og patientplejen skulle decentraliseres, personalet blev opdelt i grupper med ansvar for et antal patienter, der således blev plejet af det samme personale under indlæggelsen. Projektet vakte en del opsigt, og de fyldige avisartikler under overskrifter som “Mere tid til kærlighed” var flittigt illustreret med “smukke rødhårede Mona fra Kolding”, “projektets charmerende gudmoder”, som bladene kaldte den 32-årige forsøgsleder.

Da projektet var ført til ende i 1966, vendte Mona Frederiksen tilbage til hovedstaden, hvor hun fik tilbudt en nyoprettet stilling som forstanderinde i rationaliseringsafdelingen ved Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen. I 1968 blev hun forstanderinde for sygeplejen ved Københavns Amts Sygehus i Gentofte (KASG). Efter årene med rådgivning, som ikke altid blev fulgt, ønskede hun selv at få ansvaret for ledelsen. Allerede i 1967 var hun blevet konsulent for byggeudvalget for et nyt amtssygehus i Herlev, og i kraft af dette blev hun 1970-72 leder af forsøgsprojektet Herlevmodulet, som blev etableret på KASG for at afprøve indretning og funktion af sengeafdelingerne i det planlagte byggeri. Projektet blev fulgt op af et kursusforløb for alle amtets ledende sygeplejersker, udarbejdet af Mona Frederiksen, ligesom de indhentede erfaringer blev videregivet i adskillige foredrag og artikler. Selv søgte hun ny inspiration op gennem 1970’erne og 1980’erne ved studiebesøg og kurser om teknologianvendelse i sygehusadministration, om sundhedsøkonomi og sygehusledelse.

1990-91 deltog Mona Frederiksen både som forstanderinde for sygeplejen og som konstitueret kontorchef i omstruktureringen af sygehusledelsen på KASG. Resultatet blev en ny tredelt ledelsesstruktur med cheflæge, administrator og chefsygeplejerske, og hun opnormeredes til chefsygeplejerske i 1992. Samme år fik hun som 61-årig bevilget afsked efter ansøgning. Selv har hun betegnet sit arbejdsliv som både fagligt og personligt meget tilfredsstillende. Hun har forklaret sin lynkarriere med, at hun turde give sig i kast med nye udfordringer, fordi hun selv følte sig fagligt kvalificeret til det. Dertil kom, at samarbejdet med de mandlige ledere var lettere i 1960’erne, da kvinder ikke på samme måde som senere blev opfattet som konkurrenter til mændene. Mona Frederiksen har skrevet flere artikler i