Milma Broe

Milma Broe voksede op under jævne kår i et borgerligt miljø på Ærø. Her var de fleste mænd søfolk, også hendes fader, og i det daglige var såvel barndomshjemmet som øsamfundet i det hele taget kvindernes ansvar. Det lærte hende, at kvinder kunne leve selvstændigt, og den erfaring baserede hun sit eget liv på. De sociale skævheder i samfundet fik hun tidligt øje for. Hun læste med indlevelse Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø og følte en kraftig indignation, da hendes fader blev fyret fra sin arbejdsplads. Som stor pige flyttede hun med familien til København, hvor hun inden længe fik kontakt med folk i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I 1936 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Efter at have færdiggjort sin skolegang kom hun i lære som laborant. Mens de udenrigspolitiske spændinger voksede, Anden Verdenskrig brød ud, og Danmark blev besat, brugte den unge Milma Broe al sin fritid på politisk arbejde, dels i sin fagforening, dels som formand for DKU-afdelingen på Vesterbro, da hun som 18-årig flyttede hjemmefra.

Som færdiguddannet laborant flyttede Milma Broe i 1941 til Århus, hvor hun blev ansat i et frøfirma. På dette tidspunkt angreb Tyskland Sovjetunionen, hvorefter Folketinget ved lov forbød kommunistisk virksomhed. Det fik dog ikke Milma Broe til at skifte livsstil og interesser, hun skabte i løbet af kort tid kontakt til århusianske partifæller og DKU-ere og blev impliceret i kommunisternes illegale arbejde. Herefter blev hun kontaktet af David Hejgaard, DKPs ansvarlige for det illegale arbejde i Midtjylland. Han havde udset sig hende som sekretær og kurer og kom på denne måde til at gøre brug af hendes store netværk, selvom han i første omgang bebrejdede hende, at hun havde knyttet forbindelserne på egen hånd. Til at begynde med hentede hun illegale blade og bøger samt bragte beskeder til og fra København, men senere rejste hun også frem og tilbage med sprængstoffer i sin kuffert. Hun fik en vigtig position i modstandskampen som forbindelsesled mellem Hejgaard og det illegale miljø i Århus. Kurervirksomheden gav hende mere magt og indsigt, end kvinder typisk fik i modstandskampen, men opgaven betød også, at hun skulle holde lav profil, kende sin plads i hierarkiet og underordne sig sin chef. Det var svært for den udadvendte Milma Broe, der altid havde været både selvstændig, frimodig og initiativrig.

Samarbejdet med Hejgaard ophørte i slutningen af 1942, da Milma Broe blev arresteret. Hun blev dog frikendt og løsladt igen, men arrestationen havde skabt for megen opmærksomhed om hendes person til, at hun kunne beholde sine gamle arbejdsopgaver. Hun fortsatte imidlertid modstandsarbejdet i en sabotagegruppe, i begyndelsen uden den kommunistiske byledelses viden, men senere med dens accept. I maj 1943 blev hendes forlovede Willy Schmidt skudt under en sabotageaktion. I affekt placerede hun en tidsindstillet bombe på et tysk værnemagtshjem, og ved kærestens begravelse, der fik karakter af en demonstration med tusindvis af århusianere som deltagere, holdt hun en tale, hvori hun vedgik sig sin tilknytning til modstandskampen og tryllebandt forsamlingen med sin ungdom og glød. Disse modige aktioner bragte hende på kant med byledelsen, der mente, hun handlede dumdristigt. Om sommeren udløste den voksende folkelige modstand omfattende proteststrejker i de store byer. Under folkestrejken i Århus indtog Milma Broe en central placering som organisator og taler, og for de strejkende blev hun symbolet på den kæmpende by. Herefter mistede hun kontakten til DKP, hun havde gentagne gange optrådt fandenivoldsk og måtte gå under jorden i København

Milma Broe var en fremragende agitator, og hun gav sig i kast med illegale aktiviteter, der var ganske atypiske for kvinder i modstandsbevægelsen. Men hun var blevet for dumdristig og måske også for letsindig og magtfuld til igen at kunne indordne sig i bevægelsens hierarkiske systemer. I København arbejdede hun i Studenternes Efterretningstjeneste, indtil hun i efteråret 1944 fødte en søn. Den sidste del af Besættelsen boede hun på Langeland. Hun ville med sit barn gerne have ro omkring sig. Mens hun boede der, lykkedes det hende dog at få kontakt til DKP igen, og hun skrev et par artikler til Trods Alt, kommunisternes illegale månedsblad i Odense.