Som pige i tredje generation af den dansende familie Bjarnov var det naturligt, at Mikala Bjarnov Lage kastede sig over dansen. Hun blev fra ganske lille uddannet hos moderen på Bjarnovs Dance Center på Frbg., oprindelig etableret af hendes morfader og mormoder som Institut Bjarnov i 1933. Uddannelsen var bred og inkluderede både selskabsdans, jazzballet og diverse slags moderne dans. Desuden tog hun en pædagogisk uddannelse som jazz- og gymnastiklærerinde. Hurtigt engagerede hun sig i det moderne dansemiljø, der så småt var ved at spire frem i begyndelsen af 1980’erne og deltog bl.a. i Danaballetten 1981-82. I 1984 drog hun til Tyskland og deltog i et pilotprojekt hos Iwanson Dance Company i München, og samme år etablerede hun sit eget Bjarnov’s Dance Company, som hun ledede frem til 1989. Med sin overvældende energi og nysgerrighed ville hun dog også koreografere. Jeg har ingen ambitioner om at være smuk ... – jeg er, 1985, og De kalder det kærlighed, 1988, lød to af hendes karakteristiske titler rundt om på byens scener. Hun dansede dog også hos Eske Holm Danseteater 1985-89 og Jorge Holgiun Danseteater i 1988, før hun i 1989 gik sammen med koreografen Charlotte Rindom om at skabe kompagniet Micado danse Ensemble, som hun var kunstnerisk og administrativ leder af frem til 1998.
For Micado skabte Mikala Bjarnov Lage forestillinger, der ofte skildrede både kvinder og mænd som fanger af deres lidenskaber, fx Pandoras æske, 1992, og den ambitiøse hoteltrilogi Det hvide hotel, 1992, Hotel Inferno, 1994, og Grand Hotel, 1997. Hotel Inferno var således en fiktiv skildring af den svenske forfatter Strindbergs ophold på et hotelværelse, hvor både jernseng og gulvvaskende stuepiger fik liv i de kropslige fantasier hos den driftshærgede Strindberg, danset af Mikala Bjarnov Lages stjernedanser Kenneth Kreutzmann. Og med forestillingen Mine dage med Klaus, der blev spillet på Teatret ved Sorte Hest i 1996 og senere også udgivet som video, sprængte hun sin gængse moderne dansestil til fordel for et opløst bevægelsessprog, hvor sammenspærrede kroppe hver for sig sitrede og dirrede og gik i ét med både gulv og vægge i totalklaustrofobi.
Koreografisk debuterede Mikala Bjarnov Lage allerede i 1981 med dansen til Det Ny Musikteaters produktion af Orla Frøsnapper, og netop dans til musicals, skuespil, børneteater, shows og tv er siden blevet hendes speciale. Hun var således allerede med ved Dr. Dantes eksperimenterende teaterforestillinger i Allerød fra 1986, hun kreerede dansen i Walter & Carlo-filmen Op på fars hat, 1986, og hun stod bag Gladsaxe Teaters Det gode menneske fra Sezuan, 1996, Cirkusrevyen 1996 og 1998, og koncertforestillinger som Atlantis, 1996. Den Bjarnovske datter har således spredt sig over stort set alle former for scenedans, samtidig med at hun har bevaret sin position som underviser med base i familiedynastiet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.