Mette Magrete Tvistman

Mette Magrete Tvistmans slægt stammede fra Vestjylland, hvor hendes fader blev født og fik borgerskab som smed i Ringkøbing i 1727. Moderen var gårdmandsdatter fra Vedersø. Selv var Mette Magrete Tvistman yngste datter i en søskendeflok på fem. Omkring 1740 flyttede familien til Geilstoft ved Frørup umiddelbart syd for Kongeågrænsen. Her virkede faderen som smed og urmager. Mette Magrete Tvistman og hendes to ældre brødre lærte urmagerfaget af deres fader. Ca. 1760 blev hun gift med Johan T., der også havde lært faget af hendes fader og desuden drev en gård. Med ham fik hun to børn. I 1769 blev hun enke, men det lykkedes hende at erhverve gården og blive den største tiendeyder i Frørup sogn. To år senere giftede hun sig igen, men dette ægteskab blev af endnu kortere varighed, da manden forlod familien, hvorefter Mette Magrete Tvistman søgte skilsmisse. Forholdet var desuden så mislykket, at hun gav deres eneste datter sin første ægtemands efternavn.

På sin gård havde Mette Magrete Tvistman indrettet et urmagerværksted, hvor hun lavede standure. Omkring 1783 afhændede hun gården og halvdelen af urmagerværktøjet til sønnen Ahlert Peter T., som hun havde oplært i faget. Selv flyttede hun til Vejle for at drive urmagervirksomhed. Her blev hendes indbo offer for den store bybrand i 1786. De uddannede urmagere i købstaden havde monopol på urmagerarbejdet, og dette kan være årsag til, at hun i 1787 forlod Vejle og slog sig ned på en gård i Ølgod. Ved siden af landbruget fremstillede hun standure, antagelig i stor stil. I 1788 trolovede hun sig med en søn af den indflydelsesrige provst Ude Haahr i Ølgod, men trolovelsen blev mærkværdigvis ophævet det følgende år. Hun forblev dog i sognet efter skandalen. I 1790 købte hun en af de største gårde og drev den tillige med urmagerhåndværket. I 1798 flyttede hun til Holstebro, hvor hun stadig betegnes som urmager. Fra denne periode kendes imidlertid kun få ure fremstillet af hende, og hun har formentlig ernæret sig ved at huse og måske bespise fattige, der af fattigvæsenet var indlejet hos hende. I 1818 solgte hun sit hus til den ældste datter og flyttede ind hos den yngste i Snejbjerg ved Herning, hvor hun døde i fattigdom i 1827, knap 90 år gammel.

Hvor stor Mette Magrete Tvistmans urproduktion har været, vides ikke, men Ølgod Museum har opsporet 35 standure samt et vægur fra hendes hånd, sidstnævnte måske markedskram, som hun kan have lavet ganske mange af. Man formoder, at hun selv har lavet urværker, urskiver, talkranse, signeringsplader, spandriller, dvs. hjørneornamenter, og måske også de meget kunstfærdigt udførte graveringer på centerskiven. Urkasserne er nok blevet lavet af den lokale snedker. Hendes forbillede har været det engelske Grand Mothers Clock, et 24-timers ur, hvor slag- og gangværk trækkes af ét lod. Der kendes desuden standure af hendes fader, brødre og søn. Mette Magrete Tvistman, der hævede sig over det traditionelle kønsrollesystem, var en særpræget, modig og virksom kvinde, der oplevede familiemæssige tragedier og sikkert også forfølgelse fra medlemmer af det etablerede urmagerlaug. Af urforskere betegnes hun som Danmarks første kvindelige urmager.