Faktaboks

Mette Müller
Mette Vibeke Müller
Født
11. januar 1930, Odense
Arbejdsliv
Akademiker, direktør og museumsinspektør
Familie

Forældre: overlæge Sven M. (1883-1973) og Karen Harriet Lützhøft (født 1904).

Gift 7. oktober 1960 (b.v.) med universitetslektor Holger Nørgaard, født 17. marts 1917 i Herning, død 28. august 1995 i København, s. af købmand Christian Kristiansen N. og Sine Lauridsen Dalgaard. Ægteskabet opløst 1964.

Børn: Karsten (1961).

Mette Müller blev i 1980 den første kvindelige direktør for Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling. Hun blev samtidig den første fuldtidsansatte direktør på museet.Mette Müller fik sin tidlige musikundervisning hos det ansete musikerpar i Odense Margrethe og Julius Chonowitsch, der underviste hende i henholdsvis klaver og violin. Efter at have taget studentereksamen i 1948 på Skt. Knuds Gymnasium rejste hun samme år til København, hvor hun læste på universitetet og i 1957 blev cand. mag. i musik og fransk. Hun havde en smuk, musikalsk sikker sopran og sang i Danmarks Radios Kor og i forskellige kirker. Endvidere havde hun solistoptræden samt undervisning på aftenskole og Folkeuniversitetet. Da hun i 1962 fik et 12-timers job på Musikhistorisk Museum, passede det fint ind i hendes øvrige musikalske liv. To år efter blev hun udnævnt til museumsinspektør. I 1977 blev Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Musikhistoriske Samling lagt sammen på den daværende direktør Henrik Glahns initiativ. Han skabte rammerne for det nuværende museum i Reformert Kirkes præstegård med nabohuse, og det var ligeledes ham, der stod for etableringen af den fuldtids direktørstilling, som i 1980 blev Mette Müllers. Hun fortsatte sit påbegyndte arbejde med indretningen af museet, og resultatet er blevet en smuk og indbydende præsentation af museumsgenstandene, der spiller harmonisk sammen med rummenes karakter. Museet havde hidtil koncentreret sig om den traditionelle, borgerlige musikkultur. Under Mette Müllers ledelse udvidede museet sit felt, ikke mindst gennem en lang række særudstillinger, bl.a. af folkelige instrumenter som harmonikaen, mandolinen og piv-i-røv dyret. Instrumenterne afspejlede hendes interesse for det etnografiske område, og det var karakteristisk for hende, at hun i forbindelse med en tv-udsendelse i serien Spørg Århus henvendte sig direkte til seerne og opfordrede dem til at sende ind, hvad de vidste om disse og andre mindre påagtede instrumenter. Den flod af svar, der strømmede ind til museet, blev registreret i MUSEO, Musikhistorisk Museums etnologiske undersøgelser, og førte siden til flere udstillinger. Mette Müllers særudstillinger var altid forskningsbaserede, og hun skrev artikler om temaerne, bl.a. i udstillingernes kataloger.Som museumsdirektør deltog Mette Müller i det internationale samkvem, og især de musikhistoriske museer i de tre skandinaviske lande havde i hendes ledelsesperiode et tæt samarbejde. Hendes udadvendthed, nysgerrighed og interesse for sine omgivelser samt hendes udmærkede musikerfærdigheder gjorde hende også til en fremragende direkte formidler af museets samlinger ved omvisninger, og da hun lod sig pensionere i 1998, efterlod hun et smukt museum såvel som et frodigt og dynamisk arbejdsmiljø til sin efterfølger, musiketnolog Lisbet Torp. Mette Müller har været medlem af en række bestyrelser, bl.a. for Foreningen af danske Museumsmænd 1971-81, og Dansk Kulturhistorisk Museumsforening 1972-76, ligesom hun i midten af 1980’erne sad i bestyrelsen for såvel den internationale forening af musikhistoriske museumsfolk ICOM som den danske afdeling af denne.

Beskrivelser og portrætter af Mette Müller

  • Foto i Musikhistorisk Museum, Carl Claudius’ Samling.

Tilknytning til organisationer

  • Musikhistorisk Museum og Carl Claudius' Samling
  • Foreningen af Danske Museumsmænd
  • Dansk Kulturhistorisk Museumsforening
  • ICOM

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig