Merete Bonnesen

Merete Bonnesens fader var matematikeren Tommy B., der blev professor ved Polyteknisk Læreanstalt. Som ung havde han drømt om en karriere som skuespiller og bl.a. optrådt på Det Kgl. Teater. Merete Bonnesens søster Beatrice B. fulgte senere i faderens fodspor som skuespiller og instruktør. Selv valgte Merete Bonnesen efter studentereksamen 1919 fra Ingrid Jespersens Skole at læse sammenlignende litteraturhistorie ved Københavns Universitet, før hun tog lærereksamen i dansk og tysk. I 1928 debuterede hun som journalist i Politiken med en række teaterbreve fra Wien, hvorefter hun ved hjemkomsten blev fastansat og hurtigt udviklede sig til et af redaktionens mest velorienterede og velskrivende medlemmer.

Merete Bonnesen fungerede som allround journalist og gik som en af de første professionelle kvindelige journalister ind på de traditionelt mandlige områder, politik og udenrigsstof, samtidig med at hun i særlig grad opdyrkede social- og skolestoffet. Ved adskillige lejligheder rejste hun som flyvende reporter til verdens brændpunkter, fx til Norge ved Befrielsen i maj 1945, eller på generelle reportagerejser, bl.a. til Østrig og Israel. Som verdensreporter blev hun på højden af sin karriere anerkendt på linie med pionererne Henrik Cavling og Franz von Jessen. Derimod beskæftigede hun sig ikke med de traditionelt kvindelige stofområder: familie, husholdning og mode. Efterhånden udviklede hun sig også til en af Politikens bedste interviewere, der forstod at stille præcise og dybtgående, men aldrig nærgående, spørgsmål til folk uanset rang og stand. I sine over 40 år ved Politiken satte hun sit præg på adskillige stofområder gennem sin sikre stilistiske sans og sit brændende engagement, der ikke var ideologisk funderet, men byggede på en kosmopolitisk humanisme i pagt med en fælleseuropæisk forståelse.

Politiken tilhørte oprindelig den radikale venstrepresse, men begyndte som de øvrige aviser at frigøre sig fra de partibindinger, der var rådende tidligt i århundredet. Denne tendens gav muligheder for en opdyrkning af et mere generelt, tværpolitisk interessefelt, som det man finder hos Merete Bonnesen. Hendes journalistik var således nært forbundet med et bredt socialt og politisk engagement, bl.a. tilhørte hun kredsen omkring den østrigske socialreformator, “Frau Doktor” Eugenie Schwarzwald, og i 1930’ernes senere år virkede hun til fordel for de jødiske flygtninge fra Nazityskland. Under Anden Verdenskrig holdt hun delvis op med at skrive selv, men blev i stedet redaktionssekretær i udenrigsredaktionen, da hun mente, at krigen og den øvrige storpolitik var langt vigtigere end indenrigsstoffet. I august 1943 blev hun, hvilket på sin vis var en anerkendelse af hendes betydning, sammen med et par hundrede andre kulturpersonligheder interneret af tyskerne i Horserødlejren for et par måneder. En række af hendes artikler er offentliggjort i bogform under titlerne Passion, 1959, De ubændige og andre artikler, 1961, hvis efterskrift indeholder en selvbiografisk skitse, og Disse arme liv, 1966.