Mathilde Nielsen (skuespiller)

Med to brødre ved teatret, Sophus og Victor Adolf Neumann, den førstnævnte en særdeles yndet komiker, var det ikke mærkeligt, at den unge Mathilde Nielsen også nærede teaterdrømme, og at disse drømme gik i retning af soubrettefaget. Debuten på Casino 1884 som Glarmester Ane i Fastelavnsgildet faldt ikke overbevisende ud. Når hun blev ansat som skuespiller, skyldtes det i høj grad slægtsnavnet, og at man stod i bekneb for fremstillere af gamle, skæve koner. Det var noget Mathilde Nielsen kunne trods sin unge alder, og det blev et rollefag, der fulgte hende livet igennem. I 1889 kom hun til Dagmarteatret, og bortset fra en periode ved Folketeatret 1892-94 fandt hun ved dette teater et fast ståsted frem til 1914.

Mathilde Nielsen var i besiddelse af et overbevisende komisk talent, og hun udviklede sig til karakterfremstiller af en kaliber, der er sjælden for teaterverdenens spindeside. Ser man på de mange rollebilleder fra karrieren, viser de en række originale fysiognomier af gamle koner, sociale udskud og stramtandede frøkner, samtidens noget ublide fremstilling af de såkaldt selvstændige kvinder. Men hvad fotografierne ikke kan gengive er Mathilde Nielsens måske største aktiv: hendes stemme, en stemme, man ikke ville tro mulig ved et teater. Som en af brødrene sagde, da hun betroede ham sine teaterhensigter: “Men du kan jo ikke tale!” Dog tale kunne hun, også så det gik gennem marv og ben, en stemme af sten og stål og med en meget morsom og pointeret replikbehandling. På Dagmarteatret kom hendes knastørre og kantede facon for første gang til rigtig udfoldelse i Emma Gads Fælles Sag, ikke i nogen stor rolle, et lille optrin, et par replikker, men af komiske dimensioner, der slog hendes navn fast i dette specielle rollefag. I 1890’erne spillede hun Frk. Knudsgaard i Et Sølvbryllup ligeledes af Gad og Frk. Gunborg i Den Kærlighed, den Kærlighed af Anne Charlotte Edgreen-Leffler. I 1905 kom så et af karrierens højdepunkter med den helt barokke hærførerske, den hæse Ravn i Aristofanes’ Lysistrate eller Kvindernes Sammensværgelse. Kostelig var hun som den skinhellige Clémentine i den franske farce Césare Girodots Testamente, her i samspil med broderen Sophus Neumann. Men Mathilde Nielsen havde flere facetter i sit talent, og hun fik mulighed for også at vise hjerte og uhygge og en mere nuanceret humor, fx som fattiglemmet Tulpe i G. Hauptmanns Lille Hanne, den fordrukne moder i det franske skuespil Zaza ogMadam Sims i Fr. Leth Hansens Ungdommens Leg.

Efter 1914 spillede Mathilde Nielsen på andre kbh.ske teatre, bl.a. Det Ny Teater, hvor hun i 1923 fejrede sit 40-års jubilæum som rullekonen Fru Madsen i Olga Otts Rullen gaar. Casino lagde hus til 50-års jubilæet i 1935, hvor hun spillede tjenestepigen Mads i Svend Rindoms Tyrannens Fald. Som 81-årig gæstespillede hun i 1939 på Folketeatret som Mrs. Townsend i skuespillet Færdig med Kvinder. Også filmen har nydt godt af Mathilde Nielsens særprægede talent, 1932 i Skal vi vædde en Million og 1933 i De blaa Drenge, begge med George Schneevoigt som instruktør. I 1940 var hun rørende som den gamle bedstemoder i Svend Methlings filmatisering af Herman Bangs Sommerglæder. I 1941 spillede hun tanten i filmatiseringen af Tante Cramers Testamente, en rolle, hun tidligere havde spillet på teaterscenen, og 1942 gentog hun rollen som tjenestepigen i filmen Tyrannens Fald, bl.a. instrueret af Alice O’Fredericks. Mathilde Nielsen tildeltes i 1924 Ingenio et arti.