Mathilde Nielsen (pædagog og kommunalpolitiker)

Det var børnene og deres mødre, der stod i centrum for Mathilde Nielsens livslange virke i børneforsorgen og i det politiske liv. Hun var nærmest født til at have med børn at gøre. Som den ældste i en flok på 12 var det hende, der skulle passe sine søskende, mens moderen arbejdede i marken, der hørte til husmandsstedet i Thy. Faderen var sømand, og familien kæmpede en sej kamp for eksistensen. Da Mathilde Nielsen var 13 år gammel, drog de til København, hvor faderen havde fået arbejde i Store Nordiske Telegrafselskab. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene og arbejdede i en årrække som strygerske. I den periode gjorde hun forgæves forsøg på at organisere kvinderne inden for faget.

Først efter at være blevet gift og have fået to børn gik Mathilde Nielsen i gang med en uddannelse som børnehavelærerinde, og 1922 fik hun eksamen fra Frøbelseminariet. I de følgende år virkede hun som leder af forskellige kbh.ske børnehaver, bl.a. Skarøgades Frøbelske Folkebørnehave. Hun opfattede børneinstitutionerne som et led i opdragelsen, hvor barnet i pædagogiske hjemlige rammer skulle modnes til skole og samfund, og beklagede, at de nødtvungent var blevet sociale foranstaltninger for børn af enlige og udearbejdende mødre. Hendes håb var, at antallet af børnehaver blev udvidet, så også børn af hjemmearbejdende mødre kunne få den pædagogiske påvirkning, der var så udviklende for dem.

Allerede før hun blev pædagog, havde Mathilde Nielsen fået praktisk føling med børnearbejdet. 1918 blev hun udpeget til værgerådsmedlem i København Værgerådene var blevet oprettet i forbindelse med Børneloven af 1905, og det blev i loven fastsat, at kvinder kunne få sæde i rådene. De havde til formål at tage sig af forbryderiske og forsømte børn. I forbindelse med Socialreformen i 1933 omdannedes værgerådene til børneværn, og Mathilde Nielsen var selvskreven til at fortsætte arbejdet her. Hendes intention var at tage ordet værne alvorligt: institutionerne under børneforsorgen skulle hjælpe og vejlede, ikke straffe. Men kampen mod værgerådenes og børneværnenes straffemyndighed var vanskelig, for flertallet af medlemmerne var mænd, der var konservative i deres opfattelse af børn og sociale forhold.

Mathilde Nielsen var ligeledes aktiv i børneforsorgens organisationer. Hun var i 1926 medstifter af Landsforeningen Forebyggende Børneværn. Fra 1934 var hun landsforeningens sekretær, og efter i en årrække at have været næstformand blev hun i 1950 formand og beklædte denne post til kort før sin død. 1953-54 var hun endvidere som den første kvinde formand for Børnesagens Fællesråd og 1945-58 medlem af bestyrelsen for Barnets Hus. Hendes omsorg for mødrene kom bl.a. til udtryk i hendes indsats for Kvindehjemmet, hvor hun 1941 indtrådte i bestyrelsen og allerede året efter valgtes til formand, en post, hun bestred til sin død. Under hendes ledelse flyttede Kvindehjemmet i 1945 fra det gamle domicil i Læssøesgade til den store nye bygning på Jagtvejen, hvor det stadig har til huse.

Politisk tilhørte Mathilde Nielsen Socialdemokratiet, som hun i 1915 var blevet medlem af, og hun deltog fra starten aktivt i partiforeningens arbejde. Her mødte hun sin anden mand, der fra 1918 havde været formand for foreningen, og som havde tilskyndet hende til at tage en uddannelse. 1935-54 var hun medlem af Borgerrepræsentationen, og også i denne sammenhæng var det børnenes og kvindernes vel, der optog hende. Gentagne gange slog hun til lyd for ordentlige offentlige legepladser til byens børn, ligesom hun gik ind for ansættelse af skolepsykologer. Både inden for kommunalpolitik og børneforsorg udførte Mathilde Nielsen et stort arbejde, og især dansk børneforsorg nød godt af hendes kolossale pædagogiske og organisatoriske indsats.