Mathilde Muus

Under pseudonymet Fru Constantin virkede Mathilde Muus som journalist og kogebogsforfatter. Hendes bøger afspejler det velstillede, kbh.ske borgerskab, som hun selv var en del af. I Dansk Husmoderleksikon omtales hun som oberstinde Muus, og hendes rang og stand har været et godt udgangspunkt for det, hun ville, nemlig at højne husvæsenets og kogekunstens anseelse.

Mathilde Muus fik ikke realiseret sine planer om en højere uddannelse. Som ung var hun ti år i huset hos baron C. Rosenkrantz på Balskov og styrede derefter sit barndomshjem frem til giftermålet i 1888. Kort efter indledtes en journalistisk karriere først ved Nationaltidende og fra 1903 og godt 20 år frem ved dagbladet København. Her skrev hun om husvæsen, kogekunst og selskabsliv. Genren var ny, og hun gav den betydelig prestige. I en alder af 50 år udsendte hun sit hovedværk Fru Constantins Husholdnings- og Kogebog, 1902. Det er en selvstændig og meget gennemarbejdet bog, der er båret af hendes mangeårige erfaring i det praktiske og hendes gode formidlingsevner. Bogen har en klar og pædagogisk opbygning med grundopskrifter og afledte retter. Mål og vægt angives med stor nøjagtighed, og som noget nyt angives ofte, hvor meget der skal beregnes til hver person. Selvom Mathilde Muus har kendt tidens andre kogebogsforfattere, og enkelte gange henviser til dem, er hun fri af litterære forbilleder. Bogen er skrevet til hjemmenes fruer, der skulle tilrettelægge både hverdagen og husets gæstebud. Dagligdagens retter er med i et godt udvalg, men tyngdepunktet er de store stege med deres sovse og garniturer, hvor hendes anvisninger er forbilledlige. Det gælder også tidens store nyhed, det kolde bord, det foldes fuldt ud. Selskabslivet og dets serveringer spiller en vigtig rolle, fx gives opskrifter på sandwich, der egner sig godt til souperer, “da de kan spises, uden at man aftager Handskerne”. Maden var for Mathilde Muus en anledning til selskabelighed, og selv var hun en ypperlig og spøgefuld værtinde for sine mange venner og forbindelser inden for adelen og kongehuset.

Mathilde Muus var med på noderne, men hun kendte også hverdagen, og det er karakteristisk, at hun sluttede sin bog med en oversigt over nemme retter. Der var adskillige nyheder i kogebogen, fx servering af porrer som solister, dvs. slikporrer, desserten risalamande, kærnemælkskoldskål samt retter med solbær. Det var dog ikke alt nyt, hun anbefalede, således ikke den moderne måde at stege fugle og vildt på, så kødet næsten er rødt. Alt for overdådige retter fandt heller ikke nåde og blev forenklede. Hun anvendte de nye industriprodukter som kødekstrakt og sovsekulør og veg ikke tilbage for at anbefale margarine, om end hun ikke gjorde det ukritisk. Hun var åben over for tidens nye teknologi, fx kødhakkemaskinen, men den skulle bruges med forstand, for farsen blev ikke bedre end kvaliteten af de råvarer, der anvendtes. Bogen kom godt rundt om husholdningen, bl.a. med et afsnit om kogning i høkasser, aktuelt for mange med tidens nye gaskøkkener. Blandt konserveringsmetoderne var der anvisninger på såvel de gamle som saltning og tørring som på det dengang nyeste: henkogning. Endvidere var der et omfattende afsnit om rengøring. Mathilde Muus afsluttede sin bog med moralen, at “Den som er økonomisk med sit eget, har altid Raad til at give bort, til at være god. Den som er økonomisk med andres, har en god Samvittighed, vinder alles Tillid og Agtelse, stiger fra Post til Post, faar friere og friere Hænder!”

Året efter kogebogen udgav hun Gæster i Hjemmet, 1903, og med den blev hendes køkken sat ind i sin sammenhæng. Her fremtrådte Fru Constantin som den sande general, der kunne planlægge og tilrettelægge, så det bedre borgerskabs mange selskabeligheder lykkedes. Bogen er præget af stor erfaring og imponerer ved sin pædagogiske tilrettelæggelse. I den beskedne ende bragte den planer for “Middage uden fremmed Hjælp”, dvs. alene husets frue og tjenestepigen, og den kulminerede med de store souperer og middage med kogekone, kokkepige, opvaskekoner og lejetjenere. De to hovedværker Gæster i Hjemmet og kogebogen hang nøje sammen og udkom begge i talrige oplag. Herudover udgav hun nogle specialkogebøger: Smaapigernes Kogebog, 1906, Fiskeretter, 1915, Øjeblikkets Syltebog, 1917, Mellemretter til Middagsselskaber, 1919, og 100 Fiskeretter, 1930. Også mindre og enlige husholdninger skrev hun for. I 1916 udkom Pebersvendenes Kogebog, og efter sin skilsmisse udsendte hun Nem Mad. Kogebog for de enlige og for smaa Hjem, 1925. Endelig skrev hun 1915-23 reklamekogebøger for bl.a. Københavns Fiskefarsfabrik og Søeborg Chokoladefabrik.

Mathilde Muus' senere bøger er ikke så overbevisende som de første. Det køkken, hun var en del af, var ved at være udpint, og det egnede sig ikke for de små husholdninger. Hertil kom, at den lidt “kvidrende” stil, som lurer på mange madjournalister, begyndte at slå igennem i hendes bøger. Mathilde Muus forsøgte sig også som skønlitterær forfatter. 1915 udkom på Gyldendal hendes Stilfærdige Kærlighedshistorier under eget navn, og i 1921 fik hun sit skuespil Flygtningen opført af Teaterforeningen. Stykket blev imidlertid aldrig udgivet, og hendes skønlitterære indsats er ubetydelig.