Mathilda Malling

Mathilda Malling voksede op i Skåne på familiens gods. Hun gik i en pigeskole i Lund og kom 16 år gammel til Stockholm, hvor hun blev student i 1883. Hun har i erindringsbindene Mine Dagbøger, 1926, beskrevet sin skolegang, barndom og ungdom som en tid, der var domineret af hendes selvopdragelse. Hun fyldte sine dagbøger med refleksioner, digte og notater fra sin læsning. Især dyrkede hun historisk litteratur, W. Scott var allerede i barndommen hendes “Afgud og Profet”, og hun studerede den klassiske engelske litteratur. Efter studentereksamen kom hun på studieophold i Schweiz og opdagede her de franske naturalistiske forfattere.

Da Mathilda Malling var i København 1885-86, hørte hun Georg Brandes forelæse over den franske forfatter Émile Zola, og i forlængelse heraf begyndte hun at læse Herman Bang og J.P. Jacobsen. Denne lange, reflekterede selvuddannelse bragte hende på omdrejningshøjde med tidens europæiske forfattere, og det var i den tradition, at hun skrev sine første bøger. Under pseudonymet Stella Kleve udgav hun i 1885 den lille roman Bertha Funcke med forord af Bang. Romanen viser i Scener fra et Kvindeliv, som den danske undertitel lyder, Berthas liv fra tumling til en nyforlovet, ung kvinde, der har lært at kontrollere sig selv og dermed sin omverden til fuldkommenhed. Alligevel emmer romanen af erotik, dens billedsprog fortæller bag om hovedpersonen om den sadomasochisme, den kontrollerede kvindelighed finder sin lyst i. Romanen blev omdiskuteret og berygtet, men endnu mere berygtet blev novellen En Pyrrhussegrar, 1886, der kom i det radikale kvindeforeningstidsskrift Framåt. I denne novelle erkender den kvindelige hovedperson, at det er hendes fortrængning af seksualdriften, der har påført hende den tæring, som koster hende livet. Novellen vakte ramaskrig og indgik i den sædelighedsfejde om køn, erotik og moral, der dominerede 1880’ernes nordiske debat. Som Stella Kleve skrev Mathilda Malling egentlig ikke tendenslitteratur, men moderne, impressionistisk litteratur, der dvælede ved den sigende detalje. Men det var også fuldt tilstrækkeligt. Også Alice Brandt fra 1888 vakte debat, fordi den i sin impressionisme var et angreb mod en kvindeundertrykkende moralisme.

I årene mellem 1884 og 1889 skrev Mathilda Malling mange noveller, artikler og debatindlæg. Ingen var i tvivl om, at hun gik ind for kvinders ret til at udleve deres seksuallyst. Men i 1890 blev hun gift med den danske grosserer Peter M. De slog sig ned i København, og der blev stille omkring hende. I 1894 forærede hun sin mand et manuskript, som han lod trykke for egen regning i Stockholm: En Roman om førsta Konsuln, 1895. Modsat de tidlige værker gjorde denne historiske fortælling straks stor lykke, og den blev den første af næsten 30 historiske romaner og folkelivsfortællinger, som udkom samtidig på dansk og svensk. Mathilda Malling lagde afstand til sit ungdomsværk, men selvom det senere, omfattende forfatterskab tilsyneladende er konventionel underholdning, så optræder der fx i romanerne Guvernørens Frue, 1895, Eremitage-Idyllen, 1896, Doña Ysabel, 1899, Den lille Marcia, 1904, Lady Elisabeth Percy, 1905, Marie Stuart, 1907, og Manden, Hustruen og Lord Byron, 1912, en række unge kvinder, der eksperimenterer med og forsøger at kontrollere deres spirende erotiske liv. Mange af dem går til grunde, knust i de store mænds kølvand. Den psykologiske interesse er den samme, det stærkt antydende, sensuelle sprog ligner også, men den eksperimenterende form er borte. Romanerne efter 1890 er fortalt i lange stræk, de bygger på studier i engelsk og fransk memoirelitteratur, og det er historien og de lange forløb, der står i centrum, ikke detaljen og stemningen som i de første værker. Noget lignende kan man sige om de skildringer fra det skånske herregårdsliv, der beskriver to slægters liv: Munkeboda, 1897, Malin Skytte, 1900, Karl Skyttes Hustru, 1909, Ebba Stjerne, Eva Skytte og de andre, 1914, Madeleine Stjerne, 1915, og Marieholm og Munkeboda, 1918. Også her er det kvindelivet og kvinders mulighed for at forløse deres seksualitet, der skildres.

Mathilda Mallings tematik var påtrængende i tiden. Da hun gav afkald på de eksperimenterende former, nåede hun et stort publikum både med sine romaner og et par skuespil. Hun holdt sine læsere i ånde, ikke på grund af sin stilsikre fortællemåde eller sin store historiske viden, men netop på grund af sin konstante interesse for den unge kvindes seksualitet, for forholdet mellem den undertrykkende mand og den undertrykte kvinde, der fandt sammen i sadomasochistiske forhold af mere eller mindre åbenlys karakter. Selvom Mathilda Malling således tilsyneladende gled ud af den feministiske debat, så fortsatte hun dens hovedtema, men i en mere lavmælt, mere konventionel form. I sine biografiske værker, fx det lille privattryk Uppfostran och inflytande 1864-1885, 1920, fraskrev hun sig sin tidlige produktion som ungdommelig uforstand. Man kunne også læse hele det sene forfatterskab som en lang, historisk dokumentation for rigtigheden af de radikale udsagn, der blev fremsat i bøgerne frem til 1890.