Martha Werther

Martha Werther voksede op i Tønder som det næstældste barn ud af seks. Begge forældre var tilflyttere sydfra. Familien var velsitueret. Datteren kunne derfor få en uddannelse på det tyske kvindeseminarium på Augustenborg Slot og efter sin eksamen i 1900 opholde sig forskellige steder i Tyskland og andre lande i ti år. I disse år tog hun en længere videreuddannelse i Weimar og sprogkurser i Paris og London. Indimellem underviste hun bl.a. i Westfalen og Sverige. I 1910 blev hun ansat ved den tyske folkehøjskole i Tinglev, de to første år som lærer og derefter som forstander. Hun kom her til at præge flere generationer af hjemmetyske og udenlandske unge piger, indtil hun blev pensioneret i 1945. I 1935 tog hun sin forældreløse niece Lotte W. til sig. Volkshochschule Tingleff var blevet grundlagt i 1905 som den første tyske højskole, der blev drevet efter grundtvigiansk mønster. Der blev kun optaget piger på skolen, der med undtagelse af et par timelærere også kun havde kvindeligt personale. Med sin særlige baggrund i grænselandet og sine ti “vandreår” kunne Martha Werther åbne elevernes sind for kulturel påvirkning fra hele Europa. Det internationale islæt understøttedes af, at hun også optog elever fra Danmark, Norge og Island.

Efter 1920, hvor Volkshochschule Tingleff kom til at ligge i Danmark, blev der optaget elever fra Slesvig-Holsten, det øvrige Tyskland og de baltiske stater. Martha Werther så helst, at ca. halvdelen af eleverne kom fra syd for den nye grænse, for at den gensidige kulturelle påvirkning kunne blive størst mulig. Hendes mål var at opdrage dem til selvbevidste, nationalt tyske, socialt og kulturelt åbne, kristne kvinder, der viste respekt over for fremmede nationaliteter og kulturer og var sikre i det praktiske arbejde som hustruer og mødre. Den strenge tugt og orden, som Martha Werther var blevet opdraget med på Augustenborg, prægede også dagsordenen i Tinglev, som var bestemt af en fast timeplan, der markeredes af en gongong. En del af eleverne har følt hustugten som en belastning, men de er alle blevet præget af de stærke og positive påvirkninger, de blev udsat for: de æstetiske i forbindelse med udsmykning og vedligeholdelse af hus og have, de vidensmæssige i undervisningen og de sociale i deres daglige samliv. Hertil kom elevrejsernes oplevelser, særlig på den store sommerrejse, som indtil 1940 altid havde Weimar med Schillerfestspillene som mål. Tidens politiske begivenheder blev årsag til, at Martha Werther i det daglige fik mange problemer at kæmpe med: Fremskaffelse af mad og brændsel, beslaglæggelse af skolen til militære formål under krigene, mangel på elever i de økonomiske nedgangstider efter Første Verdenskrig og i 1930’erne. Hverdagen var også præget af kamp om tilskud og stipendier, efter at grænsen var flyttet, trusler om nedlæggelse af skolen, kamp for at opnå indrejsetilladelse for elever sydfra i Nazitiden og tilladelse til at overføre gaver og penge over grænsen. De fleste forhandlinger førte Martha Werther selv, dog altid med en god opbakning fra bestyrelsen, som kun bestod af mænd. De finansielle stramninger var så alvorlige, at skolen først fik en skrivemaskine i 1930, og lærerlønningerne lå sædvanligvis på laveste plan. Trods disse vanskeligheder havde Martha Werther og skolen en væsentlig andel i, at Tinglev mellem 1920 og 1945 havde ry for at være det tyske mindretals kulturelle højborg. Hvert år blev der på højskolen gennemført et ungdomsstævne, som varede i flere dage og dannede optakt til det følgende års arbejde. Skolen dannede også rammen om overregionale møder, foredrag, menighedsaftener og tysk gudstjeneste, og eleverne turnerede med teaterspil, sang og folkedans. Martha Werther stillede sig selv og skolen fuldstændig i den tyske folkegruppes tjeneste. Hun blev en overbevist, men dog ikke fanatisk nazist og deltog således ikke i politiske agitationer. Hun kæmpede for et samarbejde mellem de nationalsocialistiske og de upolitiske tyske kvindeforeninger, dog forgæves og med det resultat, at der blev nægtet skolen tilskud fra tysk side. Martha Werther kunne ikke forhindre, at skolen i 1942 blev lagt under Schulamt, som blev ledet af Jens Møller, der var formand for det tyske mindretals nazistparti. I 1944 tog hun sammen med alle elever og lærere del i skansearbejderne ved Toftlund, hvor der blev oprettet et værn mod et forventet engelsk angreb fra nord, og i sine ferier drog hun til Fredericia for at hjælpe med at uddele forplejning til tyske soldater. Hun holdt fast ved at starte dagen med salmesang og afslutte den med en andagt om aftenen, og hun protesterede voldsomt, da nogle kvinder i en besøgsgruppe fra Tyskland i 1937 udtalte sig kritisk om de bøger, der stod på reolen, bl.a. en bog om Goethe og to bibler.

I foråret 1945 blev skolen på foranledning af besættelsesmagten lukket og omdannet til lazaret for flygtninge, og efter kapitulationen blev Martha Werther arresteret, men to uger senere løsladt igen. Hun oplevede derefter nogle omtumlede år. Det første år boede hun sammen med sin niece og den 20 år yngre Therese Stüben, der havde været hendes kollega siden 1928. Da både niecen og Stüben var tyske statsborgere, blev de sendt i flygtningelejr og i 1947 udvist til Tyskland. Martha Werther var derimod dansk statsborger og kunne ikke få udrejsetilladelse til Tyskland før først i 1950’erne. Da flyttede hun igen sammen med Stüben, men bofællesskabet blev ikke lykkeligt. Et lyspunkt i disse år var den kontakt, nogle af hendes elever holdt til hende. Hun deltog også i sammenkomster på Tinglevs nye tyske efterskole, som blev oprettet i 1951. De sidste leveår tilbragte hun på et plejehjem i Tyskland. Hun døde i 1972 og blev stedt til hvile i familiegravstedet i Tønder.