Martha Wærn

Sammen med sin ældre søster Anna Maria voksede Martha Wærn op i det daværende Kristiania i Norge. Hendes fader var en velhavende købmand, og familien hørte derfor til byens bedre borgerskab. Moderen døde, mens Martha Wærn var spæd, og faderens andet ægteskab var barnløst. Martha Wærn boede i sit barndomshjem, indtil hun i 1771 som 30-årig ægtede den 13 år ældre by- og rådstueskriver Morten W. Det var hans andet ægteskab. I 1767 var han blevet gift med hendes søster, der var død efter fire års barnløst ægteskab.

Heller ikke Martha Wærn fik børn. Efter faderens død i 1781 bosatte hun sig med sin mand i København Han døde i 1796, og hun, der tidligere havde arvet sin fader, stod nu tilbage med en større formue, som hun fik kgl. tilladelse til frit at disponere over. På denne tid havde en kvindes underskrift ikke juridisk gyldighed. Så hun antog derfor den norskfødte Peter Andreas Rosenvinge Kolderup som sin værge. Få år efter ægtefællens død oprettede hun et testamente, hvori hun bestemte, at størstedelen af hendes formue skulle gå til oprettelse af et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. Formålet med instituttet var at give dem en opdragelse, så de, når de kom til skelsår og alder, kunne varetage opgaven som hustru og moder eller, hvis ikke de blev gift, ernære sig selv på en for deres stand passende måde. Martha Wærn bestemte at instituttet skulle bære navnet Det Wærnske Institut, og hun udarbejdede en detaljeret plan med omhyggelige overvejelser om pigernes opdragelse og oplæring. Det var gudsfrygt og god moral, arbejdsomhed, renlighed og orden samt praktiske og teoretiske færdigheder inden for husholdning og håndarbejde, der skulle indpodes i pigerne, så de ville kunne varetage deres senere opgaver som “duelige Huusholdersker”. Dette formål faldt i tråd såvel med tidens pædagogiske debat og samfundets behov for en forbedret pigeopdragelse som med den private velgørenhed, der var borgerskabets forsøg på at løse samfundets sociale problemer. At gavne det offentlige var da også et erklæret mål for Martha Wærn, der testamenterede midler til Almindelig Hospital, Nicolai Sogns Arbejdshus, Skt. Hans Hospital og Herlufsholm Skole.

Martha Wærn var ikke alene en handlekraftig og godgørende kvinde. Hun synes også at have været ambitiøs. I 1810 fik hun kgl. tilladelse til at bære en af landets højeste titler: geheimekonferensrådinde af første klasse. Til gengæld testamenterede hun en større sum til landkadetakademiet i sin fødeby, hvor Rosenvinge Kolderup havde opholdt sig som ung korporal. To år før sin død havde hun således ikke alene fået en højere placering på den sociale rangstige. Men med Det Wærnske Institut, der eksisterede som selvstændig institution, indtil det i 1921 indgik samarbejde med Mariaforbundet, havde hun også efterladt sig et synligt minde for eftertiden.