Martha Biilmann

Martha Biilmanns fader var en dygtig fanger og moderen fingernem og ferm til at forarbejde skind af hans fangstdyr. I hjemmet, hvor man forsøgte at holde fast i de gamle traditioner, blev intet smidt ud. Havde man overskud af skind, blev de bearbejdet og gemt til senere brug. Ligesom sine tre søstre blev Martha Biilmann dygtig til behandling og syning af skind. Hendes tre brødre blev alle kunstmalere, der hovedsagelig skildrede den grønlandske natur.

Martha Biilmann er især blevet kendt for sit store arbejde med at bevare og forsvare de grønlandske traditioner for at bearbejde og udnytte skind. I takt med sælfangstens tilbagegang og fiskeriets fremmarch fra 1950’erne blev mange skind, især sælskind, smidt ud. Samtidig var man ikke længere så afhængig af skind til beklædning, fordi man kunne købe færdigsyet tøj. I stedet for at blive oplært i skindarbejdstraditionens kunst fik mange unge piger ansættelse som fabriksarbejdersker. Denne udvikling har gjort ondt på mange, herunder på Martha Biilmann, der siden slutningen af 1960’erne har skrevet en lang række indlæg til den trykte presse om emnet. Fra 1967 underviste hun som den første i skindsyning på aftenskolen i Maniitsoq (Sukkertoppen), og som timelærer i folkeskolen fra 1974 inddrog hun bl.a. skindsyning. Efterhånden bredte hendes iver for skindsyningsundervisning i skole- og aftenskoleregi sig til resten af Grønland, så mange blev interesserede. Ved etableringen af kvindehøjskolen Arnat Ilinniarfiat i Sisimiut (Holsteinsborg) i 1977 tog udbredelsen af hendes idéer for alvor fart, idet hun her gennemførte utallige kurser, hvorved hendes store viden blev videregivet til kvinder fra hele Grønland.

Siden midten af 1980’erne har Martha Biilmann eksperimenteret med bl.a. saltning af sælskind. I 1986 blev hun ansat som Grønlands Hjemmestyres første og indtil videre eneste skindkonsulent for hele Grønland, en stilling, hun bestred i ti år. Bl.a. på grund af hendes arbejde har de fleste byer og bygder i dag offentlige skindbehandlingssteder og systuer, hvor interesserede kvinder kan lære de gamle traditioner og teknikker. Hendes konsulentvirksomhed førte fra 1986 til forsøgsvis indsamling af skind til saltopbevaring. Sælskind kunne med denne metode opbevares, indtil de blev transporteret til Grønlands Hjemmestyres skindgarveri Nunatta Ammerivia, senere Great Greenland, i Qaqortoq (Julianehåb) til videre bearbejdning til pelse m.m. Fra 1993 blev projektet for alvor realiseret, og en del byer benytter i dag saltningsmetoden til skindopbevaring. Omdrejningspunktet har været ønsket om at genoptage og videreudvikle de gamle metoder, som hun har ment er de mest brugbare i Grønlands klima, samt at genindføre brugen af sælskind til hverdagstøj i stedet for alene til festtøj og nationaldragter. Skindarbejdet skulle gøres ordentligt fra grunden efter de traditionelle metoder, da tøjets holdbarhed dermed forlænges. I sin egenskab af konsulent rejste hun rundt i hele Grønland, hvorved hendes argumenter vandt anerkendelse, og hendes metoder blev udbredt over hele landet. 1986-96 var hun desuden medlem af bestyrelsen for Nunatta Ammerivia. I 1990 udgav hun en vejledning i skindbehandling Amminik Suleriaaseq for at afhjælpe mangelen på kvalificeret lærebogsmateriale inden for området.

I 1996 var Martha Biilmann nødt til at stoppe sit udadvendte arbejde på grund af sygdom. Til trods for sin alder og et svigtende helbred har hun fortsat sine skindarbejder i hjemmet. For sit utrættelige arbejde med at bibeholde skindbehandlings- og syningstraditionen har hun modtaget flere hædersbevisninger: fra Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) i 1975, fra Maniitsoq kommune 1982, Julemærkeprisen 1983 samt Grønlands Hjemmestyres Kulturpris 1988. I 1996 blev hun tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv, og 1998 udnævntes hun til æresmedlem af APKs afdeling i Maniitsoq efter at have været medstifter af afdelingen og medlem i 49 år.