Marita Petersen

Marita Petersen kommer fra et hjem præget af stærke kulturelle og politiske traditioner. Begge forældre var folkeskolelærere. Faderen var politisk aktiv, og hendes to brødre har været kommunalpolitikere. Selv tog hun lærereksamen fra Hellerup Seminarium 1964 og supplerede i 1980 sin uddannelse med en grad som cand.pæd.psych. på Danmarks Lærerhøjskole. Hun underviste i folkeskolen indtil 1989, da hun blev undervisningsleder i Landsskúlafyrisitingin (Undervisningsdirektoratet). I 1998 blev hun leder for Sernámsmiðdepilin (Specialpædagogisk Center). Hun var formand for Føroya Lærarafelag (Færøernes Lærerforening) 1980-84.

Marita Petersen er den første kvinde, der har nået toppen i færøsk politik, idet hun blev Færøernes første kvindelige lagmand i 1993. Hun blev politisk bevidst i en ung alder og havde været medlem af Socialdemokratiet i 30 år, da hun i 1988 første gang blev valgt til Lagtinget. 1990-93 var hun minister med bl.a. kultur og undervisning som ansvarsområde, og i den forbindelse markerede hun sig ved at reformere ungdomsuddannelserne, især erhvervsuddannelserne. Hun var fortaler for uddannelsescentre, hvor forskellige uddannelser kunne indgå i et større fagligt miljø. En anden større reform i hendes ministertid var liberalisering af alkohollovgivningen.

Marita Petersens periode som lagmand fra januar 1993 til september 1994 var en af de mest turbulente perioder i Færøernes historie, hvor hele finanssektoren og erhvervsstrukturen var ved at bryde sammen. Rekordhøj arbejdsløshed, tvangsauktioner og massiv fraflytning fra Færøerne prægede disse år. Som lagmand var Marita Petersen leder af de hårde forhandlinger med den danske regering og Den Danske Bank for at forhindre et økonomisk sammenbrud på Færøerne. Resultatet blev, at landsstyret købte Den Danske Banks aktier i Føroya Banki, hvilket senere udløste den såkaldte banksag, hvor Den Danske Bank blev anklaget for at have tilbageholdt oplysninger om Føroya Bankis finansielle situation og dermed handlet unfair. Desuden indgik man en aftale, hvorved den danske regering blev Færøernes eneste kreditor. Til gengæld krævede regeringen ret skrappe strukturændringer af især den færøske fiskerisektor; der blev indført fiskekvoter og en monopolisering af fiskeindustrien, som reducerede antallet af fiskefabrikker drastisk. For at undgå masseopsigelser og sammenbrud af den offentlige sektor forhandlede Marita Petersen en aftale med de offentligt ansatte om lønnedgang. Som lagmand lagde hun desuden stor vægt på at koordinere administration, Landsstyre og Lagting, og hun var med til at tage initiativ til en nyordning af forholdet til Danmark, der ville give Færøerne øget selvstyre.

I 1993 var Marita Petersen også blevet formand for det færøske socialdemokrati. Internt arbejdede hun for et udbygget demokrati og fornyelse af partiets program. Hun lagde vægt på at aktivere kvinderne og skabte et kvindeligt netværk, som hun benyttede sig af i sin tid som minister og lagmand. Hun var en aktiv fortaler for ligestillingsloven, der blev vedtaget i 1994. Efter lagtingsvalget samme år ledede hun forhandlingerne om en ny regering. Socialdemokratiet kom med i det nye landsstyre, men opnåede ikke at få lagmandsposten, hvorpå Marita Petersen valgte at trække sig tilbage til Lagtinget. Dermed brød hun en tradition i partiets historie, nemlig at partiformanden sidder i Landsstyret. Til gengæld blev hun som den første kvinde formand for Lagtingets præsidium. I 1995 blev Marita Petersen udfordret på partiformandsposten; hun accepterede udfordringen, stillede op til kampvalg og vandt, men søgte ikke genvalg i 1996. Ej heller søgte hun genvalg til Lagtinget i 1998, men foretrak at koncentrere sig om arbejdet med at opbygge det specialpædagogiske center, som hun kort forinden var blevet leder af.

Marita Petersen har haft en afgørende betydning for opfattelsen af kvinders formåen i det offentlige liv. Ved at varetage traditionelle mandejobs med høj status i en yderst kritisk periode og opnå stor respekt på og uden for Færøerne som en dygtig politisk forhandler har hun demonstreret, at kvinder godt kan forvalte politisk magt på lige fod med mænd. Men hun har også vist styrke til at frasige sig denne magt til fordel for andre prioriteter og udfordringer i arbejdslivet.