Marie Wulf

Marie Wulf er en af de få almuekvinder fra 1700-tallet, hvis personlighed og indsats har været så markant, at hendes eksistens endnu huskes. Hendes første barndomshjem var Stursbølgård ved Haderslev, hvor hendes fader var fæstebonde. Det næste blev degneboligen i Gråsten, da faderen fik stilling der som skoleholder og slotsdegn hos greve Fr. Ahlefeldt. Dermed kom hun og hendes to søskende til at vokse op i grænselandet, hvor den pietistiske indflydelse fra Halle først nåede frem til Danmark. Og da denne vækkelse sprang til København i begyndelsen af det nye århundrede, var Marie Wulf netop kommet til hovedstaden, muligvis som husholder for broderen Conrad W., der var skriver på Københavns Slot. De to søskende var begge stærkt optaget af den pietistiske lære, som endnu led trange kår i Danmark med forsamlingsforbud og forfølgelse af prædikanter. Under den store pestepidemi i 1711 tog Marie Wulf “af Kjærlighed til Gud og mine danske Venner” den opgave på sig at oversætte et udtog af tyskeren Chr. Scrivers meget yndede Seelen-Schatz. Det blev til en lille tyksak af en bog på godt 1.000 sider Chr. Scriver. Gyldene Bøn-Klenodie eller Udtog af alle Bønner og Sukke, som i hans Seelen-Schatz her og der findes. Overs. af MM. Den udkom vistnok i 1711, men kendes nu kun i to eksemplarer med trykåret 1718.

I ægteskabet med Mathias W. fødte Marie Wulf seks børn og levede en række år i gode kår; han stod for flere store kbh.ske byggeforetagender, og familien kunne snart flytte ind i et stort hus i Grønnegade, som dengang lå i byens udkant. Men lykken vendte sig, da han entrerede med en af landets mest velhavende og mægtige mænd lensgreve Chr. Ditlev Reventlow om en større ombygning af dennes ejendom, storkanslergården i Købmagergade. Da arbejdet efter to år var færdigt, ville Reventlow ikke betale, og Mathias W. måtte derfor af egne midler holde håndværkerne skadesløse. Det ødelagde hans forretning og helbred og førte i 1728 til hans tidlige død. Marie Wulf sad nu tilbage i sit store hus. Her oplevede hun få måneder senere Københavns ildebrand, som gjorde så mange husvilde, at hendes tømrergård i løbet af en nat var beboet fra kælder til kvist af “afbrændte” mennesker. Omtrent ved denne tid begyndte Marie Wulf som enkelte andre fra hendes kreds at holde gudelige forsamlinger i hjemmet, inspireret af tyskeren Ph.J. Speners Collegia pietatis, desuden korresponderede hun med ligesindede både i Danmark og udlandet. Til udredning af sagen om storkanslergården blev der i 1729 nedsat en kommission, hvis kendelse enstemmigt faldt ud til fordel for hendes afdøde mand. Da lensgreven stadig nægtede at betale de sidste 2.000 rigsdaler, førte Marie Wulf resolut processen videre for Højesteret 1730-31. Her fik hun som Mathias W.s enke på ny medhold, og Reventlow dømtes til yderligere at betale hende 600 rigsdaler i sagsomkostninger, hvad han gjorde, om end kun delvis, efter otte måneders tøven. Omsider kunne Marie Wulf gøre op med sine kreditorer. Hun og børnene var nu flyttet til Gammeltorv, hvor hun lejede et par værelser oven på værtshuset Den gyldne Oxe.

I hele denne tid var Vajsenhusets præst Enevold Ewald en god støtte og ven for Marie Wulf. Derfor betroede hun ham opdragelsen af sin ældste datter Marie, som han allerede i 1730 giftede sig med, og som i 1743 fødte sønnen Johannes Ewald, den senere digter. Marie Wulf fortsatte ivrigt med sine forsamlinger to gange om ugen i huset på torvet, Den hellige Oxe, som nogle kaldte det, og prædikede den samme lære som svigersønnen i Vajsenhuskirken skråt overfor. Hun regnedes nu for “kronen” i de vaktes kreds, og folk flokkedes om hende. I 1731 kom stifteren af brødremenigheden i Herrnhut N.L. von Zinzendorf på besøg i København i anledning af Christian 6.s kroning. Her holdt han og hans ledsagere gudelige forsamlinger, og Marie Wulf blev grebet af hans lære og påtog sig at lede kvindemøderne, da det efter inspiration af Zinzendorf blev bestemt, at forsamlingerne nu på herrnhutisk vis skulle holdes med mænd og kvinder hver for sig. Imidlertid opstod der så megen uro omkring møderne, at det i 1732 blev forbudt at afholde forsamlinger med bibellæsning, men den bibelstærke Marie Wulf fortsatte frejdigt sine møder, nu uden bibel. På foranledning af byens ortodokse præster, nedsatte kongen i 1733 en kommission til undersøgelse af klagerne mod pietisterne, specielt Ewald og Marie Wulf. Mens han fik en bøde for udgivelse af et sværmerisk skrift, blev hun pure frifundet. Imidlertid havde kroværten i Oxen sagt lejemålet op, og der findes ingen vidnesbyrd om, at Marie Wulf holdt møder på sin sidste adresse hos en glarmester i Brolæggerstræde. Hun var en stærk personlighed, der trods stor modgang formåede at udfylde en plads i sin tid som en nidkær forkæmper for sin familie, sine venner og sin overbevisning. Det Gyldene Bønklenodie, hendes breve og indlæg i kommissionssagen tegner et levende billede af en handlekraftig kvinde med ordet i sin magt og af den urolige kreds i København, hvori hun var midtpunkt.

Ebbe Kløvedal Reich: Kun et gæstekammer, 1999. Marie Hvidt: Det gyldne Klenodie, 1995. Louis Bobé: Johs. Ewald, 1943. Sønderjydske Aarbøger 3.rk., 1933. Kirkehistoriske Samlinger 5.rk.V, 1909-11.